Jeg har slået op og nu
fortryder jeg det

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 22 år som har været sammen min “kæreste” i snart 1,5 år (17 måneder præcist). Jeg har et problem. Hver gang min kæreste gør noget forkert, kan jeg ikke styre mine følelser og rydder ud i en situationen, hvor jeg ender med at slå op med ham. Dette er sket hele tre gange nu og denne gang er den sidste for ham. Jeg indså min fejl med det samme og skyndte mig at gøre bod på det, men jeg kan mærke, at denne gang er anderledes. Vi har snakket en del og vi var klar til at flytte sammen, men efter mit stunt her har han valgt at blive i den by han bor i og sige tak til mere arbejde og ansvar ved hans drømmejob. Dette sårer mig dybt, men er også min egen skyld.

Lige nu er vi blevet enige om at give det tid og mærke om vi kan det her igen. Fra hans vinkel er han bange for at jeg vil smide ham væk igen, og at han flytter væk fra hans by og mister sit drømmearbejde på grund af dette. Og det er jeg forstår jeg godt. Jeg har lovet ham, at jeg vil ændre mig og få hjælp til mine “adfærdsproblemer” via en psykolog. Vi elsker og savner stadig hinanden uden tvivl, men han er bange for fremtidens udkomme. Vi vil rigtig gerne hinanden og have en fremtid sammen, men lige nu har jeg ødelagt vejen for os.

Hvad synes I jeg burde gøre? Der er selvfølgelig denne pause som jeg vil respektere. Han vil helst have at vi holder kontakten og ringer sammen. Han siger selv: “at så må vi mærke om kemien stadig er der”. Hvilket jeg er uendelig glad for. Men jeg er bare så bange for at miste ham. Har I nogen gode råd til hvordan jeg ellers kan vinde hans trust og side tilbage igen?

Svar

Kære kvinde

Tak for dit brev til parvis. Heri fortæller du om en tilbagevendende konflikt med kæresten. Konflikten starter med at du kritiserer ham, når han laver fejl. Konflikten eskalerer og det at ender med at du slår op med ham. Det er sket flere gange og du har nu slået op med ham tre gange. Du beder om undskyldning og siger at du ønsker ham tilbage, men nu siger han stop, han vil ikke mere. Du har ikke lyst til at miste ham, og nu spørger du, hvordan kan du genvinde hans tillid og få ham tilbage. Du erkender din del af skylden og er vred på dig selv over at du ikke kan styre dit temperament.

Jeg ved ikke præcist hvad der sker imellem jer, for så skulle jeg jo være en flue på væggen. Men jeg vil forsøge at skrive et svar til dig og håbe på at den sender dig i den rigtige retning. For jeg læser jo at i du i situationer følelsesmæssigt har svært ved at styre dig, siger noget du egentlig ikke mener. Har man temperament kan det udfordre kæresteforholdet.

Et godt parforhold er at give plads til hinanden

Igennem det du fortæller, så lyder det som om han siger stop, fordi der er noget i jeres forhold, han ikke kan leve med. I et sundt parforhold skal der være plads til begge, til både dig og ham. Der skal være plads til ham og hans uperfekthed og fejl og særheder og der skal være plads til dig og din uperfekthed og fejl og særheder. Hvis et parforhold udvikles til et forhold, hvor den ene har rollen som perfekt og den anden som uperfekt, bliver det svært for begge parter. Derfor skal der i et godt parforhold være plads til at fejle. Altså at bære over med hinanden og give plads til hinanden.

Temperament

Du skriver lidt om dit temperament og at du kan have svært ved at styre den. Det gode ved at have temperament er, at man når sit mål, men samtidig betyder det, at andre let skræmmes væk. Du skriver, at du vil tale med en psykolog om det, og det tænker jeg er god ide. Her kan du gå i dybden med hvad det handler om. For handler det om at du er presset og det påvirker dig følelsesmæssigt, eller handler dit temperament om noget tillært fra barndommen og at du kender det fra en af dine forældre, eller handler det i bund og grund om at du er sur på dig selv og at du lader din surhed gå ud over din partner? En samtale med psykolog eller psykoterapeut vil kunne give dig redskaber til at lære at blive bedre til at styre det. Vedkommende vil også kunne hjælpe dig med teknikker, så du undgår at komme så langt ud, at du slår op eller siger noget dumt, som ikke er genopretteligt.

Konflikter

I konfliktsituationer holder man afstand til den man konflikter med, og konflikt i parforhold er helt normalt. Derfor er viljen til at bære over med hinanden en vigtigt byggesten i et parforhold. At man fortryder sin handling og beder om undskyldning, for at få genoprettet tilliden. Når man er i konflikt eller lytter til noget konfliktfyldt, er det rigtigt svært at lytte. Det er nemmest at gå i forsvar! Derfor er lytning rigtig svært og nogle gange er det nødvendigt at tage en beslutning om, at jeg ønsker at lære ham bedre at kende og derfor vil jeg lytte og give ham den plads han har brug for.

Tillid

Du spørger om hvordan I får genoprettet tillid til hinanden. Tillid kommer af at man ser og erfarer at den anden mener det han/hun siger. At hvis du har sagt at du vil gå til psykolog og arbejde med dit temperament og en adfærdsændring, så er det et skridt på vejen til at få tillid til dig igen. Psykologsamtale skal du ikke kun gøre for hans skyld, men også fordi du ønsker at lære dig selv bedre at kende og vokse som person. Jeg tror i det hele taget på at samtale og dialog er vejen frem for alle par. Det at lytte til hinanden og spørge til, hvordan det er at være ham og fortælle om hvordan det er at være dig. Du kan se mere om det i artiklen her.

Tilgivelse

Jeg kan ikke lade være med at skrive om menneskelivets uperfekthed. Det at være menneske er at falde i og fejle, alle mennesker dummer sig. Derfor vær overbærende overfor ham, men også overfor dig selv. Jeg kunne ønske at par turde vise lidt mere af deres uperfekte liv til hinanden og lukke kærligheden ind. I det uperfekte kan vi komme hinanden i møde, tilgive hinanden, og det igen og igen og igen. I et uperfekt liv behøver jeg ikke at leve op til et bestemt ideal. I det uperfekte liv har vi brug for hinanden, og dermed bliver jeg knap så ensom.

Giv den anden plads i hjertet

Jeg håber for dig, at din kæreste finder tilbage til dig, og at han vil bære over med dig igen og igen. Jeg håber at du får lært dig selv bedre at kende og får ændret adfærd, så du ikke sårer din partner så meget, at han går. Jeg håber, at din kæreste får plads i dit hjerte og plads til at være sig selv. At han oplever at han er vigtigere end at du opnår det du vil.

Held og lykke med kærligheden.

Erna Nielsen, Psyko- og parterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Læs mere fra brevkassen: