Min hund er kommet mellem mig og min kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej brevkasse

Jeg er en pige på 22 år, som har været sammen med min kæreste i lidt over to år. Vi har altid haft det super godt sammen, og han er den kærligste, jeg nogensinde har mødt.

Problemet er, at jeg for et år siden tog det egoistiske valg, at jeg anskaffede mig en hund uden at indblande min kæreste. Det skal lige siges, at vi ikke bor sammen. Jeg har altid været meget ensom og haft trang til en hund i mit liv, som jeg kunne lave diverse ting med.

Problemet er nu bare, at min kæreste er flyttet hjemmefra. Han ønsker ikke at have min hund med, det gør mig ufattelig ked af det. Han mener derfor, at jeg skal sælge min hund. Han har taget et valg om at flytte hjemmefra – 100 meter væk fra hans familie. Jeg bor 25 km fra ham. Jeg føler, det er mest fair, at jeg får min hund med, da jeg skal flytte væk fra alt det, jeg kender og ud til alt hans familie og venner. Men han virker ligeglad med mine behov, og vi står nu i den situation, at vi er tæt på at gå fra hinanden.

Jeg føler virkelig meget skyld, da jeg er grunden til, at han er gået så meget ned med flaget. Hvis jeg aldrig havde anskaffet mig en hund, så havde vi aldrig stået i den situation, som vi gør nu.

Min kæreste er det største familiemenneske, jeg nogensinde har mødt. På grund af at han er flyttet hjemmefra, er han gået helt ned med flaget. Han har altid bøvlet med hjemve og den slags, selvom han er 23 år nu. Han kan slet ikke forholde sig til at flytte hjemmefra og bor nu halvt hjemme hos sig selv og halvt hos sine forældre.

Hver gang vi snakker om problemet, løser vi det lidt, men så snart jeg tager hjem, får jeg den kolde skulder. Det påvirker mig meget.

Hvad kan jeg gøre i denne situation? Begge valg gør mig ulykkelig, uanset om vi går fra hinanden, eller om jeg skal omplacere mit et og alt.

Svar

Kære pige

Tak for dit spørgsmål.

Ja, det er et dilemma, du står i. Et valg mellem pest og kolera, og som du selv antyder, vil begge løsninger være smertefulde for dig.

Som jeg læser dit brev, er du begyndt at tage vare på dine egne behov. Du er begyndt at finde dig selv og mærke dine egne behov. Du anskaffer dig en hund, som er et udtryk for, at du gør noget godt for dig selv. Samtidig har du også brug for den tryghed og det fællesskab, din kæreste kan give dig. Man kan fristes til at stille det op som et valg mellem din kæreste og en hund. Gør man det, tænker jeg, at valget er let, set lidt fra oven.

Føler han sig nedgraderet?

Men jeg fornemmer, at der ligger noget dybere i det. Du har erkendt over for dig selv, at det er vigtigt for dit velbefindende, at du har en hund. Ja, at det er et ønske, du har haft gennem lang tid, og som du nu har fået opfyldt. Du giver også udtryk for, at din kæreste er det kærligste, du nogensinde har mødt. Måske oplever han, at han må dele din kærlighed med en hund, selv om det naturligvis ikke er det, du tænker? Hvis du tror din kæreste oplever det på den måde, må du gøre det klart for ham, at han ikke er nedgraderet, at din kærlighed til ham stadig er den samme.

Dit brev tyder på, at når I får snakket lidt om problemet hjælper det, og at I kommer lidt nærmere en løsning. Jeg fornemmer dog også, at I måske snakker forbi hinanden, når du skriver, at du får en kold skulder, når du kommer hjem. Måske skal I overveje at få hjælp til at finde ud af, hvad der ligger neden under jeres konflik. I kan feks. ringe til Partelefonen, som er en gratis telefonrådgivning.

Han må tage hele pakken

Det korte af det lange er, at det er svært for dig at være i det. Min umiddelbare tanke er, at du må blive klar i din tale til ham. Fortælle ham, at du har anskaffet dig en hund, fordi den betyder rigtig meget for dig. Hvis han vil have dig, er han nødt til at tage ‘hele pakken’, altså også med hund. Det kan lyde barsk, men det kan give dig klarhed. Risikoen er, at du vælger ham, men mister dig selv og din selvrespekt. Det er langt værre.

Når man vælger sig selv fra, sker der også det, at man planter noget negativt i sit sind. Det vil komme til udtryk på en negativ måde i jeres forhold. Jeg tror der til stadighed vil være noget, der ligger og gnaver i dit sind, hvis du vælger dig selv fra. Hvis han ikke vil have dig med din hund, er det ikke dig, han ønsker, men du bliver en genstand til at fylde en tom plads hos ham. Det tror jeg vil være rigtig svært for dig at være i.

Jeg kan ikke tage et valg for dig, men jeg ønsker dig alt mulig godt i dit svære valg.

Kærlig hilsen

Mads

Mads Madsen, Terapeut og PREP-instruktør

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: