Min kæreste er introvert og
har ikke nok overskud til mig

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min kæreste er introvert, og vi har lidt problemer med, at hendes energi hurtig forsvinder, og at hun så ikke har overskud til mig. Jeg mangler lidt råd til at forstå, hvordan jeg skal takle det, for det svinger meget op og ned?

Svar

Kære du

Tak for din mail. Det kan være svært at være i et forhold, hvis man har forskellige behov. Det kræver, at man taler om, hvordan man kan lave de bedste rammer for forholdet, så begge parter kan være i det, og det kræver ofte kompromis fra begge parter.  

Du skriver, at din kæreste er introvert, og at hendes energi og overskud virker til at slippe hurtigere op, end hvad der er tilfældet for dig. Dette resulterer så i, at hun ikke har overskud til dig. Det må være hårdt for dig at mærke – især hvis du har det meget anderledes og ikke kender til på egen krop, at energien slipper op så hurtigt, som hendes gør. Så jeg forstår godt, hvis du synes, det er svært, og hvis det giver jer nogle problemer i forholdet. 

Tal om jeres forskellige behov

Som jeg indledte dette svar med, tror jeg, at når parter i et forhold har forskellige behov, kræver det, at man taler uddybende om det for at forstå hinanden. Så jeg vil opfordre jer til at sætte jer ned og tale om, hvad jeres behov er hver især for tid og samvær sammen – ikke for at tydeliggøre eventuelle forskelle, men for at blive opmærksomme på hinandens behov og ønsker. Dernæst tror jeg, det kræver, at I sammen undersøger, hvordan jeres forskellige behov kan kombineres. Det kræver kompromisser fra jeres begges sider. 

Din kærestes energi og overskud slipper hurtigere op, end det gør for dig. Det kan resultere i, at I ikke er så meget sammen, som du eller I har ønsker om. Det er ikke en afvisning af dig, men fordi din kæreste lader op alene. Derfor vil jeg også opfordre dig til at bede hende overveje, om der er der nogle tidspunkter, det er bedre for jer at være sammen i løbet af en uge. Hun kan også undersøge, om der er nogle ting i hendes liv eller hverdag, som hun muligvis kan skære ned på for at give mere plads til jeres forhold. I kan måske sammen finde inspiration til jeres samtale i artiklen her.

Du skrev i din henvendelse, at du gerne vil have et råd til, hvordan du skal tackle denne problematik. Og hvor er det dejligt, at du prøver at undersøge, hvad du kan gøre for at styrke jeres parforhold. Jeg tror, at det også kan hjælpe dig, hvis du kan forlige dig med, at din kæreste har andre behov end dig. Det kan være svært, hvis du ofte oplever, at det ikke helt bliver, som du gerne vil og ønsker. Men jeg håber og tror også, at hvis I får talt godt og uddybende om jeres forskelligheder og er tydelige om jeres behov, vil det hjælpe jer med at finde en god vej frem. Hvis I har brug for mere hjælp, kan I ringe til vores gratis og anonyme rådgivningstelefon, der har åbent hver mandag. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og så ønsker jeg alt det bedste for dig og dit forhold.

Louise Lyngsøe, Psykologistuderende

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: