Min kæreste spørger aldrig,
om vi skal være sammen

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg er 18 år og har været sammen med min kæreste (samme alder) i en del måneder nu.
Jeg kan mærke, jeg er den eneste der ligger noget i forholdet. Han spørger mig aldrig, om vi skal være sammen. Han gjorde det i starten af vores forhold, hvor han var meget engageret, men efter et par måneder, begyndte han at spørge mindre og mindre. Og det er ikke kun det med at være sammen, han er mindre engageret omkring. Jeg føler ikke rigtigt han sætter de store kræfter ind i det her forhold, hvorimod jeg føler, jeg gør. Han gør vel sin del som kæreste, men han gør ikke mere end det nødvendige.

De sidste måneder har det altså kun været mig, der har spurgt ind til om vi skulle være sammen.
Vi har et kompromis, der går på, at vi skal se hinanden hver 2. uge. Vi har dette kompromis, fordi jeg skrev til ham, at jeg syntes vi var sammen for lidt, og det svarede han med at han havde været i et forhold før, hvor de var sammen for meget og det ikke virkede. Vi kom op at skændes over beskeder omkring det. Så han sagde derfor, at han kun ville ses hver 2. uge. Det gik jeg så med til. Vi ses så omkring hver 2. uge og det er fint nok, selvom jeg gerne vil ses mere.
Problemet er som sagt, at det altid er mig, der spørger om vi skal være sammen.

Jeg tror ikke, det er fordi han ikke har lyst, for ellers ville han jo nok ikke sige ja til at være sammen. Men så når vi endelig er sammen, er vi kun sammen i en time eller mindre før han smutter.
Når vi er sammen plejer vi altid at gå en tur ude hvor jeg bor, fordi vi ikke har meget mulighed for at opholde os nogle andre steder, når vi er sammen. Vi kan ikke rigtigt være hjemme hos hinanden da vores forældre er der, og vi føler det bliver akavet.

Jeg ved ikke hvorfor han ikke spørger eller tager initiativ. Grunden til han smutter efter kort tid kunne måske være, fordi det bliver lidt akavet efter en times tid, hvor der ikke er meget mere at snakke om. Men ellers ved jeg ikke, hvorfor han smutter efter så lidt tid. Jeg tænker dog kun at akavetheden forsvinder, hvis vi er sammen mere tid. Jo mere vi er sammen, jo mere afslappet bliver det. Men det er ikke det jeg søger svar på lige nu. Lige nu vil jeg bare gerne have en kæreste, der tager initiativ.

Hvad skal jeg gøre?
Tak.

Svar

Kære du.

Tak for din mail. Jeg er ked af at høre om din situation, og jeg kan godt forstå, at du både er ked af det og frustreret over situationen. Det er ubehageligt, når man i et parforhold oplever manglende initiativ fra den anden part, så det forstår jeg godt. Jeg kan og skal selvfølgelig ikke sige, hvad der er rigtigt at gøre i din situation men, men jeg vil give dig nogle råd og refleksioner med på vejen, og så håber jeg selvfølgelig, du kan bruge det til noget.

Du skriver, at I har skrevet sammen om uenigheden om, hvor ofte I skal være sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om I har snakket sammen om det ansigt til ansigt også, men hvis I ikke har, vil jeg opfordre dig til at dele dine tanker og oplevelser med din kæreste, når I er sammen. Det kan nogle gange føles nemmere at tage sådanne snakke over sms’er, men det kan også lede til misforståelser, når man ikke kan se hinanden i sådan en svær snak. Derfor tror jeg, I vil få mere ud af det, hvis I tager denne snak ansigt til ansigt.

Du skriver derudover, at din kæreste gerne vil at I ses hver anden uge, fordi han har nogle dårlige erfaringer i bagagen fra et tidligere forhold, hvor de sås for ofte. Det er selvfølgelig vigtigt at respektere, men jeg vil også opfordre dig til at spørge ind til dette, for som jeg fornemmer i din mail, har du brug for at mærke, at han vil dig og jeres forhold og giver det tid og energi. Det synes jeg, du skal lade ham vide. Før et parforhold kan lykkes, kræver det tid og energi fra begge parter – også din kæreste. Du kan selvfølgelig ikke tvinge din kæreste til at være sammen med dig og bruge tid på jeres parforhold, men jeg tænker alligevel, at hvis han virkelig vil jeres forhold og være kærester med dig, vil han bruge tid sammen med dig. Det håber jeg, du kommer til at opleve. Jeg vil virkelig opfordre dig til at snakke med ham om dette, så denne snak forhåbentligt kan give jer en mulighed for sammen at finde den bedste måde for jer at være sammen på som kærester.

Det bliver akavet mellem jer efter en times tid, skriver du. Herefter har I ikke rigtigt noget at snakke om. Det kan selvfølgelig være, det kunne være bedre, hvis I bruger mere tid sammen, som du også skriver. Du skriver også, at det ikke er det, du søger svar på i denne omgang, og det vil jeg selvfølgelig respektere. Jeg vil dog alligevel opfordre dig til at overveje og tænke over, hvordan det er at være sammen med din kæreste. Føler du dig godt tilpas? Er det hyggeligt og rart at tilbringe tid med ham? Du skriver selv, at det er akavet, og det er selvfølgelig helt okay og normalt, at det er det i starten af et forhold, når man lærer hinanden at kende, og der er en masse på spil. Men jeg tænker også, at denne akavet stemning gerne skal aftage, og en tryghed i stedet indfinde sig. Det kan du overveje.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg vil ønske dig og dit parforhold alt godt og håber, at en tryghed vil indfinde sig.

Hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Louise Lyngsøe, Psykologistuderende

Se også: