Min kæreste var mig utro, og
jeg har svært ved at glemme

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej 🙂

Jeg har et lille problem. Ser I, jeg er 19 år gammel, og jeg slog op med min kæreste for godt to uger siden, fordi jeg opdagede, at han havde en helt anden Snapchat bruger, som han kun brugte til at skrive med andre piger med.
Jeg har været kærester med ham her siden jeg selv var 15 år gammel, og jeg har oplevet før, at han har været sådan ‘fysisk’ utro. Det har jeg prøvet to gange, men der var to års mellemrum på de to, og det er så et år siden, at han sidst havde gjort noget.

Jeg ved godt, at jeg slet ikke burde have stolet på ham efter første gang, og da slet ikke efter anden, men jeg følte bare, at jeg oplevede en virkelig fortrydelse fra hans side, så jeg tilgav ham.

Han er min første seriøse kæreste, og vi har været sammen i vildt lang tid. Jeg har udviklet mig sammen med ham, og han har bare betydet rigtigt meget for mig.
Men jeg blev nødt til at slå op med ham efter det med Snapchatten, fordi jeg godt kunne mærke, at selvom jeg havde håbet, at vi to virkeligt kunne klare alting, så kunne det her forhold nok ikke gå i det lange løb, medmindre jeg havde et ønske om at blive såret en gang om året.

Mit problem er nu, at jeg har virkeligt svært ved at glemme ham. Jeg har virkelig brug for at høre fra ham, at jeg er god nok, som jeg er, fordi at det har kørt min selvtillid meget ned, at han har behandlet mig som han har. Derfor har vi stadig skrevet lidt sammen, og jeg kan mærke, at jeg bliver virkeligt jaloux og føler, at jeg har en eller anden “ejer” fornemmelse over ham, selvom at jeg lige har gjort det forbi med ham. Dette skyldes, at jeg oplever, at han allerede er kommet videre i sit liv, og at han begynder at stifte nye venskaber, mens jeg selv sidder herhjemme og stadig er ked af det – det er altså to uger, vi snakker om.

Han prøver ikke bevidst at gøre mig sur eller ked af det, og han forstår godt, hvorfor jeg har valgt alt det, som jeg har, men han bliver ved at skrive, at han ville vente på mig i flere år, hvis det bare betød, at jeg ville ham igen på et tidspunkt.
Jeg er selvfølgelig lidt skeptisk omkring den udtalelse, men noget indeni mig håber bare, at han taler sandt, selvom at alt jo modsiger det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved at tro og håbe på, at han virkeligt godt vil mig.

Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at han er forelsket i mig, for ellers gad han ikke bruge så lang tid på mig, og ellers var han aldrig kommet igen og søgt min tilgivelse, og han ville heller ikke have grædt og opført sig som han gjorde, da jeg slog op. Men jeg ved jo inderst inde godt, at det ikke er godt for mig i det lange løb…

Jeg kan bare mærke, at jeg virkeligt har brug for at tænke på noget andet, og jeg ved ikke, hvordan jeg lærer at lade ham være i fred og lade vær at skrive til ham.

Han er min første kæreste, og vi var bare sammen så længe, så det er i princippet mit første break-up, og jeg aner slet ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Min verden er bare ved at falde helt sammen, og jeg føler, at jeg er en helt anden person uden ham.
Desuden er jeg kommet til at skubbe mange venner væk pga. at jeg har prioriteret ham højest, hvilket jeg i dag virkelig kan mærke var dumt.
Jeg plejer jo at dele alle problemer og tanker med ham, men det er ikke rigtig aktuelt mere, så det ender med, at jeg holder det helt for mig selv. Jeg har ikke en ven, som jeg er så tæt med. Så jeg føler mig meget alene.

Svar

Kære du

Tak for din mail.
Det er en ret hård periode, du går gennem lige nu.
Jeg forstår, det er svært at komme videre, når I har kendt hinanden i 4 år. Og som du selv skriver, var han din første seriøse kæreste, og han har betydet, og betyder stadigvæk meget for dig. 

I har været kærester i 4 år, siden du var 15. Og han var din første store kærlighed… Jeg læste den anden dag, at den første kærlighed, er som fodspor i nyfalden sne. Man ser sporene så tydeligt. Og det er jo rigtigt. Sporene ses tydeligt. Det er med til at forme os, og specielt når man er helt ung. Når man er 15 år er hjertet og sindet specielt blødt og modtagelig, så naturligvis er han blevet en stor del af dig. Jeres relation har været med til at forme dig. Mange af dine drømme, håb og forventninger har haft udspring i det, I har haft sammen.

Du har dog oplevet to gange, at han har været dig utro, hvor du har tilgivet ham. 

Tilgivelse er en meget vigtig ting i et kærlighedsforhold, og hvis ikke vi har hjerte til at tilgive, stivner vi i vores følelsesliv. 

Dog er der ting, som sårer så dybt, og som er SÅ giftige for en ligeværdig kærlighed.
Det er utroskab. Utroskab skaber utryghed, afstand og mistillid, og så kan kærligheden ikke vokse og gro. I den sidste ende dræber det kærligheden.

Du har tilgivet to gange og kan selv mærke, at det ikke er godt for dig. Selv om det lyder barskt, vil jeg ønske dig tillykke med, at du formår at sige fra og passe på dig selv. Det er så vigtigt, at du ikke overskrider dine egne grænser, for på den måde kan du beholde/beskytte din integritet, din selvrespekt og dit selvværd. Og det er meget værd.

Sorg tager tid
Lige nu sørger du. Du har mistet en person, som har stor betydning for dig. Du er ved at give slip på nogle af dine drømme.
 Du har nok ikke sluppet dem helt endnu. Du har ikke længere den person, som du delte fortrolighed med. Du føler dig ensom, alene, opløst, uden betydning. Det er sorg. 

Sorg er sort og kvælende, og det kræver tid at komme gennem det.

Ja, du kunne selvfølgelig tilgive endnu engang, så han kom tilbage, men sorgen vil stadig være der, for han har jo stadig været utro. Så oveni den sorg, du allerede har, vil du også skulle bære mistillid, frygt og sorg over at miste dig selv. For man mister sig selv, når man giver køb på sin integritet. 

Han har været utro to gange før. – Du tilgav.
Han er tilsyneladende kommet videre i sit liv, og finder nye bekendtskaber. – Det gør ondt, og du mærker jalousien.

Han håber, at du på et tidspunkt, vil have ham igen, men du ved ikke, hvad du skal tro om den udtalelse.

Han har grædt og søgt tilgivelse, – er det mon et tegn på forelskelse, eller???
Du er ret sikker på, at han stadig er forelsket i dig, – men han er hurtigt kommet videre… Hvad er det egentligt, du tænker om det? Hvordan tolker du det?

Jeg gætter på, at du inderst inde er i tvivl om, hvor meget han egentlig er forelsket i dig, når han gentagne gange har været utro, og når han så hurtigt (efter 2 uger) er kommet videre efter bruddet, selv om han græd og var ked af det. 

Men det gør bare så ufattelig ondt at tænke på…. 

Nære venner
Du skriver, at du ikke har en nær ven, da din eks har været din fortrolige og nære ven, og at du har skubbet dine venner væk, da du har prioriteret din kæreste højest. 

Jeg tænker, at der måske er nogle af dine gamle venner, som har savnet dig. Vil du kunne opsøge og invitere dem ind i dit liv igen?
Det tager lidt tid at genskabe venskab og fortrolighed, men det kommer ikke af sig selv. Hvordan kan de vide, at du har brug for dem?

Du skriver ikke noget om, hvordan dit liv ellers er. Om du har job, er studerende eller hvad din tid går med. Men mon ikke der er nogle på jobbet eller studiet, som du kan “svinge” med?

Der er mange fritidstilbud, sport, kultur, frivilligt arbejde osv., hvor du kan møde nye mennesker. – Hvem ved… måske du kan møde nye venner der. Det vil også få dig ud af din lejlighed, og fylde din dag og dine tanker med noget andet.

Lige nu er du ked af det. Du har et knust hjerte. Du sørger. 
Giv dig selv lov til at være ked af det. 
Det tager tid, at heles efter et brud.
Giv slip på dine drømme om ham. 
Giv slip på de håb, du har knyttet op omkring ham.

Find nye mål, nye drømme, nyt håb. Og vær tro mod dig selv.

Mange kærlige hilsner

Inger Lene Christensen,
Pædagog, psyko- og familieterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Se også: