Pornoforbrug og manglende udløsning

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej Parvis.

Min mand og jeg har været gift i et par år. Han er 35 og jeg bliver snart 40.

Vi har sex cirka 1-2 gange om ugen.

Han har problemer med at få orgasme, når vi har sex. Jeg tror, det er sket 2-3 gange i løbet af vores ægteskab. Jeg får selv orgasme, hver gang vi har sex – med få undtagelser. Det bekymrer mig, at han ikke kommer. Han kan godt få erektion, men orgasmen er svær at opnå, selvom jeg synes, jeg prøver alt, hvad jeg kan, og det tror jeg også han føler, at han gør. De få gange, hvor han har sagt, at han kom, har jeg ikke kunnet se noget sæd. Er det ikke meningen, at der skal komme sæd ud?

Vi har prøvet at fokusere på bare at nyde det i stedet for at jage orgasmerne… men ja, den strategi virker ikke rigtigt.

Jeg har også været i tvivl, om han overhovedet havde lyst til sex. Det er blevet bedre, fordi jeg har sat ord på det, men nogle gange føles det, som om at det er mig, som skal køre hele seancen og sørge for, at vi får flyttet os eller sat os i en god stilling eller lignende. Det er, som om han nogle gange bare går i tomgang og lade mig gøre det hele.

Det er som sagt blevet bedre, og han gør mere. Han giver udtryk for, at han nyder vores intime stunder. Jeg skal virkelig øve mig i at tro på det, for jeg forstår ikke, hvorfor han ikke kommer. Jeg kan føle, at det er mig, som ikke gør det godt nok.

Det er ikke lykkes os at have penetrations-sex endnu, vi har bare rørt ved hinanden med hænderne. Jeg har problemer med at slappe nok af, til at han kan komme ind i mig. Jeg har været hos en sexolog, der gav mig nogle øvelser, hvor min mand bl.a. skal hjælpe mig med sine fingre med at blive udvidet dernede, så der er plads til ham. Han virker ikke så interesseret i at lave de øvelser, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor. Det gør mig også lidt usikker.

Når vi så prøver almindelig penetrationssex, falder hans rejsning lynhurtigt. Det er teknisk svært for os at finde en stilling, hvor det fungerer, både fordi jeg er for stram, og fordi hans rejsning falder. Jeg oplever det, som om at når vi skal have penetrationssex, så er det igen mig, som skal lede slagets gang, men lige så snart det bliver teknisk, og jeg beder ham om at flytte sig sådan og sådan, så falder hans erektion.

Han har desværre været afhængig af porno i mange år. Han har gået hos en sexolog i efteråret, men da han havde været der 3-4 gange, mistede han lidt motivationen for at fortsætte. Det bekymrede mig lidt. Før jul fik han så (endelig) installeret et filter på vores devices, så han ikke har adgang til det længere. Så jeg forstår det sådan, at han ikke ser det længere. Jeg synes dog ikke, at han virker “lettet”, eller som om at “nu er det endelig slut”. Da jeg nævnte det for ham, sagde han, at det nok var rigtig nok. Jeg spurgte, hvad der skulle til, for at han kom derhen, og så sagde han, at han nok skulle snakke med nogen. Så nu har han bestilt tid hos den samme sexolog igen. Det er jeg glad for – og jeg håber, at det med at få orgasme også kan komme, når han får talt med hende igen.

Han sagde i starten af vores ægteskab, at fordi han har set så meget porno, så er det nok svært for ham at blive tændt af at kigge på mig. Det blev jeg rigtig ked af, og det sidder stadig i mig. Han bliver først tændt, når jeg begynder at røre ved ham. Det synes jeg også er forvirrende, fordi jeg altid har fået at vide, at mænd er meget visuelle.

Jeg synes nogle gange at når jeg i en neutral stund prøver at tale om sex, så taler han mig bare efter munden. Så jeg synes, det er svært at tale om sex med ham. Det er, som om han går i alarm-beredskab, og håber på at samtalen bare snart er slut. Han er også ret konfliktsky, så jeg tror, at han synes, at alt, som jeg tager op i den forbindelse, er en udfordring og ubehageligt at snakke om.

Hvad kan vi gøre, for at han også oplever orgasme?

Jeg føler også nogle gange, at jeg ikke passer ind i det normale billede, man hører. At mænd nemt får orgasme, og kvinder sjældent får orgasme. Det er, som om det er omvendt for os, og jeg kan godt føle, at vi er meget unormale på det punkt.

Ellers synes jeg, at vi har det godt sammen. Jeg har i starten af vores forhold udtrykt mig meget kritisk overfor mange ting – hvilket jeg tror har stjålet lidt af hans frimodighed. Jeg har lært nu, at jeg skal lade være med at kritisere ham for småting. Jeg prøver virkelig at beherske mig. Men jeg synes også, at der skal være plads til, at jeg kan sige fra, hvis jeg bliver ked af det eller vred eller andet. Men den balance, synes jeg, er svær at find. Og han går ligesom ind i sin skal hver gang. Han kan ikke tale om følelser. Han siger bare ”øh, jeg ved ikke hvad jeg skal sige”. Eller ”jeg elsker dig”. En af delene.

Det blev langt. I må godt dele mit spørgsmål op i flere, hvis det giver mest mening.

Jeg vil gerne være anonym.

Mvh KF.

Svar

Kære KF.

Tak for dit spørgsmål. Det gør virkelig ondt at læse om udfordringerne med jeres seksuelle samliv. Det, der kan være en stor glæde og energikilde, bliver i stedet en udfordring og måske ligefrem en tung byrde.

Godt I opsøger hjælp

Jeg opfatter dit spørgsmål som både meget nuanceret og velreflekteret. Du skriver også, at I hver især har haft kontakt med sexologer, så I forsøger også allerede at gøre noget ved jeres problematikker. Så er spørgsmålet, hvad en brevkasse kan give af nyt ind i jeres situation. Jeg vil alligevel forsøge at komme med et par overvejelser. Samtidig vil jeg også understrege, at det ikke er helt let, da du ikke skriver noget om jeres seksuelle erfaringer, fra før I blev gift.

Vi bærer tidligere oplevelser med

Jeg er for eksempel optaget af, om nogen af jer har haft sex med andre partnere, havde I nogen former for sex indbyrdes, hvad skete der, hvis I onanerede individuelt – kunne din mand så få udløsning? Har du kunnet penetrere dig selv med fingre eller sexlegetøj? Jeg er også optaget af, om nogen af jer har oplevet seksuelle overgreb? Jeg tænker også, det kan have indflydelse, hvilke former for porno, din mand har set.  Når jeg er optaget af det, er det selvfølgelig, fordi vi altid bærer vores tidligere oplevelser og erfaringer med os – også ind i vores sexliv.

Godt fundament

På trods af jeres seksuelle udfordringer skriver du, at du synes, ”at I har det godt sammen”, og at ”han giver udtryk for, at han nyder jeres intime stunder”. Det lyder for mig som et vigtigt udgangspunkt udfordringerne til trods, for det siger mig, at I har et fundament at arbejde på fremadrettet. Samtidig beskriver du også din mand som konfliktsky og som én, der har svært ved at tale om følelser. Desuden nævner du også, at din mand gjorde dig ked af det, da han sagde, at han har svært ved at blive tændt af at se på dig. Sådan som du beskriver det, forstår jeg virkelig godt, at det stadig ”sidder i” dig.

Opsøg fælles hjælp

Helt konkret vil mit forslag være, at det er her, I begynder. Jeg tænker, at I skal have en fælles professionel samtalepartner med ind over jeres forhold for at hjælpe jer til at være tydelige overfor hinanden. Det kan være en psyko-og parterapeut eller sexolog, der hjælper jer til at passe på hinanden, samtidig med I kan beskrive fælles længsler, forventninger, sårbarheder og episoder, hvor I har såret hinanden. Terapeuten vil også kunne hjælpe din mand til at finde ord – og dig til måske at holde lidt igen med kritik, uden at du skal gøre dig selv utydelig. Under samtalerne vil det være naturligt også at tale om forventningerne til sex.

Porno og afhængighed

Det slår mig også, hvordan du beskriver, at I har gået til hver jeres sexolog, men som du kan se, foreslår jeg, at I for en stund begynder et andet sted – nemlig på at arbejde sammen om jeres fælles problematikker og glæder. Her kommer I også til aktivt at skulle forholde jer til din mands mangeårige afhængighed af porno. Nu har han fået et filter på jeres ”devices”, men det er ikke det samme, som at han ikke stadig kan have en pornoafhængighed. Billedligt talt svarer det lidt til en alkoholiker, der tager antabus. Det fjerner ikke lysten.

Det følgende siger jeg med stor forsigtighed, men sådan som du beskriver din mands udtalelser og adfærd, kan jeg godt være i tvivl, om han gerne vil være fri for afhængigheden af pornoen. Du nævner f.eks. hans tab af motivation for at gå hos sexologen og hans manglende lyst til at lave penetrationsøvelser. Det betyder ikke, at han ikke elsker dig, og at han ikke gerne vil være sammen med dig intimt. Jeg gætter på, at han måske nyder at ”ligge sammen med dig i ske” eller mærke ikke seksuelle berøringer fra dig. Men pornoen har været en ”ven”, der har givet/giver ham noget, som ingen anden kan give. Den del kunne jeg ønske, at han – med hjælp –  formulerede – og at han, hvis han kan eller vil, gik i gang med at arbejde med.

Porno som en dårlig “bedste ven”

Hvis jeg skal være meget ærlig, kan jeg godt være i tvivl, om din mand for alvor kan præstere det, som du ønsker, før I sammen som par og han individuelt for alvor går i clinch med afhængigheden. Det er kæmpe opgave – både for dig og for ham. Det vil kræve af dig, at du kan acceptere hans afhængighed som en dårlig ”bedste ven” – og af ham, at han er villig til at arbejde med at skippe pornoen med de udfordringer og muligheder, som det giver ham. Her er ikke noget ”quickfix” – men det kan tage lang tid og vil formodentlig kræve hårdt arbejde med parsamtaler og individuelle samtaler for jer begge for at holde modet og håbet oppe.

Så langt som jeg læser dit spørgsmål, vil det være det fokus, I med fordel kan arbejde videre med. Jeg vil derfor tillade mig ikke at gå ind i de mere ”tekniske løsninger”, som det kræver at gennemgå et samleje.

Find mere hjælp her

Jeg har forsøgt at skrive svaret, så din mand kan læse med og håber, at det kan være frigørende for jer begge. I kan få hjælp af Agapes sexolog eller finde en egnet terapeut blandt Parvises rådgivere. Måske vil det også være hjælpsomt for jer begge at kunne begynde i en gruppe af pornoafhængige og pårørende til pornoafhængige. Endelig vil I kunne læse mere om pornoafhængighed her.

De bedste hilsner

Henrik List, Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: