Sender intime billeder til andre

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej Brevkassen

Jeg har en kæreste, som jeg elsker, og som jeg godt kan se mig med resten af mit liv. Vi har haft snakken om børn og bryllup osv., og vil det begge gerne en gang i fremtiden – vi har endda også købt en lejlighed sammen for under et år siden. Min kæreste er 24 år, og jeg er 23 år, og vi har været sammen i lidt over fire år.

Problemet er, at jeg har fanget ham i utroskab tre eller fire gange nu – kan ikke helt huske det præcise antal gange. Han har en mærkelig trang til at sende intime billeder/videoer til piger på nettet + skrive med dem om, hvordan han fx ville have sex med dem. Han siger, at han aldrig mødes med dem, og at det kun er på skrift. Jeg ved ikke, om jeg skal tro på ham, for han har jo også løjet omkring at have skrevet med andre piger.
Jeg har ikke fanget ham i at skrive med andre i ca. 1,5 år, og jeg troede egentligt, at han var ovre den “fase”, men desværre ikke. Han har for et år siden oprettet en snapchat, som han bruger til at skrive med piger. Dette opdagede jeg i går, da han havde glemt at logge ud.

Jeg vil gerne tilbringe mit liv med ham, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg endnu engang skal prøve at lægge hans utroskab bag mig. Jeg er bange for, at det skal ske igen og igen og igen og igen, og at jeg bare spilder min tid med en gut, der ikke har nok i mig. Det skal lige siges, at jeg ikke selv har 100% rent mel i posen og også har dummet mig en gang.

Hvordan kommer vi videre? Jeg ved ikke, om jeg kan stole på ham igen, men jeg har samtidigt utroligt svært ved at lægge tre år bag mig. Jeg har virkelig brug for noget vejledning.

Venlig hilsen Vera

Svar

Kære Vera

Tak for dit spørgsmål og tak for dit mod til at beskrive et sårbart dilemma og område i dit liv med din kæreste. Det er et dilemma og et problem, som du ikke er alene om at opleve. Mange tusinde – både kvinder og mænd i Danmark oplever noget, der minder om det, du og din kæreste står i.

Et liv i fællesskab og gensidig forpligtelse
Først og fremmest synes jeg, at det er dejligt, at du giver udtryk for, at du har en kæreste, som du elsker, og som du godt kan se resten af dit liv med – det skal du huske og værdsætte. Det, at I har haft snakken om børn og bryllup og kan se en fremtid sammen, er faktisk et fint sted at være – det lader til, at I er enige om, at jeres liv sammen skal dreje sig om familieliv, hvor fællesskab og familieværdier tæller. Det, at I også har købt en lejlighed sammen, viser et ønske om gensidig forpligtelse overfor hinanden.

I er unge og har allerede været sammen i en del år, så I har god mulighed for at udvikle jer sammen i en god retning, men det vil kræve, at I begge får taget tyren ved hornene, og begge arbejder på at få løst denne udfordring i jeres forhold. Jeg ved af erfaring med mange klienter, at det ikke er noget der bare går væk af sig selv. Det har du måske allerede selv opdaget.

Et parallelliv
Du skriver, at du har fanget ham i utroskab adskillige gange, hvor du beskriver hans utroskab som værende trang til at sende intime billeder og/eller videoer til piger på nettet, og at han taler med dem om, hvordan de skal have sex sammen etc. Jeg kan virkelig godt forstå, at det er svært og sårbart for dig, men du må nok forsøge at stole på ham, når han siger, at han aldrig har mødtes med dem, og at det kun er på skrift at det foregår.

Jeg kan også godt forstå, at du har svært ved at skulle stole og tro på ham nogensinde igen, når han nu også har løjet omkring at have skrevet med andre piger. Det føles som – og er da også – et tillidsbrud, et stort et, som gør ekstra ondt, når I er så langt i jeres forhold, at I vil dele livet sammen. Og som du selv giver udtryk for, føles det, som han har gjort, som utroskab.

Han lader til at leve en form for parallelt liv – et liv, hvor han har en uforklarlig og måske en ikke-ønsket trang til at opsøge andre kvinder. Det kan være, han også oplever former for udækkede behov eller har svært ved at rumme diverse følelser, som så bliver håndteret eller dækket gennem hans adfærd. Det kan også være en seksualitet, der er løbet af sporet, men som giver ham et kick ved at være opsøgende overfor kvinder online. Dette parallelle liv foregår tilsyneladende i det hemmelige og er formodentlig en adfærd, han selv ved, han har og er opmærksom på, men som han ikke bryder sig om eller er stolt af og heller ikke selv eller alene kan afhjælpe. Derfor vil det være min vurdering, at han har brug for hjælp til at bryde de negative mønstre.

Du har nu gået og troet, at han var holdt op med at chatte med andre piger, og du havde måske fået opbygget tillid til ham igen, og den tillid er så desværre gået itu. Din tro på, at det egentlig var et overstået kapitel i jeres liv, er blevet ødelagt. Du ved nu ikke, om du kan stole på ham i forhold til hans brug af Snapchat el andre sociale medier – da det lader til, at han stadigvæk har en adfærd, hvor han skriver til andre kvinder ,og nu har du bare tilfældigvis opdaget det – igen…

Det er flot og stærkt af dig, at du gerne vil tilbringe dit liv sammen med ham. Men du føler også, at du står et sted, hvor du ikke aner, hvad fremtiden vil bringe, og dette kan gøre dig sårbar og modløs. Det er en fuldstændig berettiget følelse. Det du føler, og at du er bange for, at det skal ske igen, er også reelt, og når du skriver, at du er bange for at spilde tiden med en gut, som ikke har nok i dig, kan jeg så godt forstå og sætte mig ind i, at du kommer til at føle dette. Men at kategorisere din kæreste som een ’der ikke vil dig nok’ er desværre nok ikke et retvisende billede af ham.

Professionelt hjælp
Jeg har en fornemmelse af, ud fra de ting som du har beskrevet, og hvis jeg forstår det rigtigt, at han måske heller ikke selv kan forstå, hvorfor han gør disse ting. Dette er noget, jeg meget ofte ser hos de af mine klienter, som har lignende udfordringer. Og derfor er det også min vurdering, at han har brug for noget professionel hjælp til at få afklaret og afdækket, hvorfor han søger denne form for opmærksomhed.

Det kan være svært at forstå og tro på, at hans adfærd ikke har noget med dig at gøre, men det behøver ikke være, fordi han ikke vil dig. Han kan være så spundet ind i sin adfærd, som for største dels vedkommende foregår på et ubevidst plan. På det bevidste plan skal han have mere indsigt i, hvad det er der driver ham til denne adfærd. Så vil han også bedre kunne gå i gang med en handlingsplan for at komme på rette spor, så I to sammen kan gå videre med det liv som I ønsker sammen.

En del af mit virkefelt som sexolog og parterapeut er at arbejde med afhængighed og det, der hedder seksuelt kompulsivt adfærd. Mange af mine mandlige klienter har ligesom din kæreste adfærd af mere eller mindre seksuel karakter. Det er ofte en adfærd, som de ikke forstår, og en adfærd, hvor mange ikke forstår, hvorfor deres partner eller deres kæreste bliver så såret og ked af det, for de tillægger det ingen betydning. Men når de går i gang med at lære mere om deres egne vaner og de negative adfærdsmønstre, som har taget styringen over deres liv, så begynder de at forstå, hvor skadelig og indflydelsesrig virkning deres adfærd har på sig selv, såvel som deres partner. Så begynder de for alvor at komme i ’den gode’ cirkel i stedet for den ’onde’ cirkel.

Det, at man føler, at man ikke kan stole på den anden og ikke ved, om man nogensinde kan komme til at gøre det igen, er en svær situation at stå i. Du beskriver, at I jo også har haft 3 år sammen, og det er da svært at skulle sige farvel til.

Der kan gøres noget
Jeg kan ikke love dig, og din kæreste kan sikkert heller ikke love, at han aldrig nogensinde vil komme til at gøre det igen – men jeg kan fortælle dig og trøste dig med, at der kan gøres noget – hvis han ellers er villig til at tage fat.
Mit råd til dig vil være, at du starter med at udtrykke din kærlighed til ham, at du har lyst til at dele dit liv sammen med ham, at du har lyst til at få børn med ham. Du skal også dele med ham, at du ikke vil byde dig selv, jeres parforhold eller kommende børn et liv, hvor han ikke er til at stole på, og et liv, hvor han har hemmelige ’forhold’ kørende ved siden af. Og så tænker jeg, du skal opfordre ham til at søge hjælp. Han skal forstå, at du gerne vil være sammen med ham, men ikke hvis ikke han selv tager ansvar for konstruktivt at få ændret sine mønstre, vaner og adfærd.

Jeg ønsker dig mod og styrke samt handlekraft til at tage fat i din kæreste og få lukket op for et nyt og forhåbentlig bedre kapitel i jeres liv sammen.

Varme hilsener

Heidi Als Ringheim, Sexolog og parterapeut

Se også: