Skal jeg slå op med min kæreste – igen?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg har et problem. Jeg havde for tolv år siden en kæreste, men nogle ting gjorde, at jeg ikke kunne være kæreste med ham mere. Jeg havde lige mistet min far, som jeg havde haft en meget tæt forhold til. Kort efter mistede jeg også mit job, så alt var bare kaos i mit liv. Jeg var ked af det næsten hele tiden. Der var også nogle ting ved min kæreste, som irriterede mig lidt for meget, så jeg gjorde det forbi.

Jeg har i mange år slet ikke haft lyst til en kæreste og troede, jeg skulle være single resten af mit liv. For lidt over halvanden år siden fik jeg lyst til en kæreste igen og begynde at date lidt. Jeg så tilfældigt min ekskæreste på facebook og fik lyst til at skrive til ham. Det var egentlig ikke, fordi jeg ville have ham tilbage, at jeg skrev til ham, men mest for nysgerrighedens skyld: Hvad gik han og lavede? Havde han fået børn, og var han måske blevet gift. Men han var single og havde ingen børn.

Noget tid efter at jeg havde skrevet til ham, fik jeg lyst til at se ham. Bare til en kop kaffe ude i byen eller  en is på havnen. Så det spurgte jeg, om han havde lyst, og vi mødtes på havnen. Det endte med, at vi var sammen hele eftermiddagen og aftenen. Jeg hyggede mig rigtig meget og syntes, han stadig så godt ud.

Derefter sås vi flere gange, og jeg blev mere og mere vild med ham igen. Jeg spurgte, om han turde være kæreste med mig igen? Det turde han godt, så vi blev kæreste igen og har været det i ca. tre måneder. Men nu synes jeg, at gnisten er lidt forsvundet igen fra min side. Jeg vil ikke miste ham igen, jeg vil bare være venner. Jeg føler mig så ussel og tarvelig, at jeg gik ind i et forhold med ham igen og nu overvejer måske at gøre det forbi. Jeg vil så gerne bare være venner med ham, men jeg tror ikke, han bare vil det. Han er smask forelsket i mig, siger han og krammer og kysser mig meget og vil slet ikke give slip på mig, før jeg trækker mig væk fra ham.

Sidst vi gik tur blev han lidt fornærmet over, at jeg ikke ville holde ham i hånden. Han sender også billeder af ham selv til mig mindst en gang om ugen. Han kan heller ikke forstå, når jeg heller vil bruge en weekend for mig selv end med ham. Vi behøver jo ikke være sammen hele tiden. På trods af at han er 50 år, så er han hjemme hos sin mor flere gange om ugen og spise. Han får også tit mad med hjem. Det kan godt irritere mig lidt, han er jo ikke en 20-årig, der næsten lige er flyttet hjemmefra.

Det hele kan godt blive lidt for meget for mig. Hvad kan jeg gøre? Har virkelig ikke lyst til at såre ham igen! Jeg får ondt i maven bare ved at tænke, at jeg måske kommer til at såre ham igen. Jeg har også haft meget svært ved at få en kæreste, fordi jeg har en lille bitte udviklingsforstyrelse fra fødslen af, så da han gerne ville være kæreste igen, blev jeg meget glad. Jeg har næsten heller ingen venner, så jeg føler mig nogle gange lidt ensom. Det hele er noget rigtigt møg.

Svar

Kære kvinde

Tak for din henvendelse til brevkassen. Jeg vil gerne anerkende dig for, at du søger råd ind i de problematikker, du står i, så du ikke står med dem alene.

Problemet sådan som du beskriver det

Du har tidligere haft et forhold til din kæreste, men gjorde det på et tidspunkt forbi. Grunden var, at du selv oplevede kaos efter flere tab både af din far og job. Samtidig oplevede du dengang ting ved kæresten, som var til irritation for dig.

Nu er du i en ny fase i dit liv og måske åbent for et kærlighedsforhold igen. Du møder din gamle ekskæreste på nettet, og I optager kontakt. Det er umiddelbart dejligt i begyndelsen, men på et tidspunkt bliver kontakten for tæt for dig.

Gnisten er forsvundet for dig, men din kæreste vil gerne forsætte forbindelsen og virker til at være meget glad for dig.

Nu er du i et dilemma, hvor du overvejer at bryde forbindelsen. Du genkender flere irritationsting ved din kæreste, men du vil have det dårligt med at såre din kæreste og bryde forbindelsen.

Du føler dig nogle gange lidt ensom og har ikke så mange venner.

Løsning sådan som jeg ser det

Du skriver, at det hele er noget møg. Jeg vil gerne opmuntre dig og minde dig om, at det er naturligt, at mennesker søger kærlighed. Det gør du også, men du mærker samtidig, at du ikke er helt glad i forholdet. Så vær ikke for hård ved dig selv.

Har du luftet tanken for din ven om venskab frem for det at være kæreste?

Det lyder til, at der er mange ting, der irriterer dig ved din kæreste. I et kærlighedsforhold kan vi ikke få alt. Der er ting, vi må leve med, for at det kan fungere. Der er kompromiser. Samtidig må du være tro over for dig selv og det, du føler. Du kommer længst med ærlighed både overfor dig selv og overfor din kæreste.

Et af irritationsmomenterne for dig er, at han vil mere fysisk nærhed end dig. Når han vil dig så meget, så kan det betyde, at du slår i bak-gear. Jo mere han presser på for fysisk kontakt, jo mere siger du nej tak til ham og jeres relation. Hvis I skal fortsætte med at være kærester, skal I have hjælp til at undersøge dette mønster.

Kan du leve med de irritationsmomenter, der er lige nu? At han stadig er hjemme hos sin mor flere gange om ugen for at spise? At han ønsker mere nærhed end dig? Du skriver, at du ikke har lyst til at såre ham igen, men det sårer ham også på sigt, hvis du ikke er ærlig overfor ham.

Det vil gøre din kæreste ondt, hvis du slår op. Din ærlighed gør ondt. Men uærlighed gør også ondt. Kærligheden har en pris.

Opsøg hjælp

Jeg ønsker for dig, at du kan få noget hjælp og rådgivning i den relation og det valg, du står i. Du kan f.eks. ringe til vores gratis rådgivningstelefon, der har åbent hver mandag aften eller opsøge en terapeut/psykolog og dele dine tanker med.

Bedste hilsen

Ellen Hedelund, Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: