Usikkerhed i parforholdet

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg har kendt denne her pige siden sommer, og vi havde noget kørende før jul, indtil hun slog op. I november besluttede vi os så for at prøve at date og se, hvad der sker.

Problemet, der gjorde, hun slog op, er nu kommet tilbage. Problemet var og er, at hun er meget usikker på, om forholdet er rigtigt.

Hun er generelt som person meget en, der gerne vil gøre alting rigtigt, og hun vil ikke fortryde. Hun er meget usikker på, om hun kan få det bedre med en anden end mig.

Jeg synes, vores forhold er super godt, og vi har det virkelig godt med hinanden. Vi skændes aldrig og nyder bare hinanden, men alligevel er hun meget usikker. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre, og jeg er bange for, at hendes usikkerhed ikke går væk. Hun er bange for, at vi ikke er rigtige for hinanden.

Hun skrev den anden dag, at hun måske ikke var god i et forhold, hvilket jeg synes er totalt bullshit, da hun er fantastisk.

Kan I hjælpe?

Svar

Kære dig!

Tak for dit indlæg og dit spørgsmål.

Jeg forstår godt din frustration. Det at være i et forhold, hvor den anden er usikker, bliver nemt til en frustration.

Når du skriver, at du synes, I har det godt sammen, og at hun er fantastisk, tolker jeg det sådan, at du gerne vil gøre en indsats for at få jeres forhold til at fungere.

Jeg tænker, det er vigtigt, at du får talt med hende om, hvordan du har det og dine tanker om jeres forhold, og hvordan du ser på hende som kæreste. Jeg går ud fra, at I har forsøgt det alene. Noget tyder på, at I taler forbi hinanden, når hun siger, at hun ikke er god i et forhold, og du synes, hun er fantastisk.

Jeg tror, I har brug for hjælp til at finde ud af, om det skal være jer to. Det bliver alt for hårdt for dig at være i et forhold, hvor du ikke ved, om der er et forhold, eller der ikke er. Det er alt for hårdt for hende at være i et forhold, hvor hun hele tiden er usikker på, om det skal være jer to. Det slider alt for meget på jer begge. Derfor vil jeg foreslå, at du snakker med hende om, at I kontakter en terapeut eller psykolog, som vil kunne hjælpe jer med at bliver afklaret.

Hvis hun ikke kan overtales til samtaler, vil jeg anbefale dig at overveje, om du skal afslutte jeres forhold, da du ikke kan leve med den usikkerhed, der er nu.

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Jens Ole Clausen Socialpædagog, fam.- og psykoterapeut MPF

Se også: