Utilpas når vi ikke er sammen

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg har et problem. Jeg har mødt en skøn pige, hvor jeg virkelig føler, at det godt kunne blive til noget seriøst for en gangs skyld. Men her på det seneste er det som om, min krop prøver at fortælle mig noget, som jeg ikke kan finde helt ud af selv. Jeg føler mig utilpas og ikke så sulten og har en klump i halsen, når jeg ikke er sammen med hende. Men det er vel et godt tegn, tænker jeg. Måske er det fordi, jeg er bange for at blive forladt endnu en gang, at jeg har sådan en klump i halsen, når jeg tænker over det. Måske du kunne hjælpe mig lidt med det, for jeg har det nemlig godt, når jeg er sammen med hende.

Svar

Kære brevkasseskriver

Tak for dit brev. Som jeg forstår dig, så har du fundet en pige, som du føler, at du måske kan have et seriøst og godt forhold til fremadrettet. Men du oplever, at når du ikke er sammen med hende, så er du utilpas og denne utilpashed og klump i halsen kan gøre dig bekymret for, om det er din krop, som fortæller dig, at relationen ikke er god for dig. Du skriver yderligere, at det dog også kan være fordi, du er bange for at blive forladt.

Først er jeg nødt til at sige, at jeg ikke kan svare dig præcist på, hvorfor du får en klump i halsen og bliver utilpas, men jeg kan komme med nogle spørgsmål og tanker, som du kan overveje.

Når du oplever denne utilpashed, kommer den bare ud af det blå, eller er det fordi du tænker på denne pige, og det du har med hende? Og hvad fylder dig, når du tænker på hende? Er det en bekymring for, at hun skal forlade dig, eller er det mere en fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være i forhold til hende? I så fald, kan du så komme i tanke om, hvad det skulle være? Er der nogen omkring dig, som kender hende og måske kan give dig deres indtryk af, hvordan de oplever hende?

Hvis det mere skyldes, at du frygter at blive forladt, hvad kommer denne frygt så af? Du skriver, at du kan være bange for at blive forladt endnu engang, så du har oplevet det tidligere?

Hvis du tænker, at jeres relation er god nok til det, så kan det måske være godt for dig at snakke med hende om, hvordan du oplever at kunne have en klump i halsen, når du ikke er sammen med hende, og hvad dine tanker er om at blive forladt, og måske hvad du oplevede i dit tidligere forhold.

Men det kan også være, at I ikke er så langt i relationen endnu, til at I ved, om det skal være jer? I så fald er det måske vigtigt at tage det stille og roligt og se tiden lidt an og måske vente med at overveje lige nu, om dette er på vej til noget seriøst eller ej. Brug tid på at lære hinanden at kende, uden absolut at tænke på hvor relationen er om et par måneder. Så kan du måske også nemmere finde ud af, om der er nogle ting ved hende, som skulle give dig grund til klump i halsen og bekymring, eller om det handler om, at du bare gerne vil være sammen med hende. For nogle kan forelskelse måske netop komme til udtryk på denne måde: At man ikke har appetit og føler sig lidt utilpas, når man ikke er sammen med den anden. Og at man helst bare vil være sammen med den anden hele tiden. Men det skal jo helst ikke være sådan, at du altid er utilpas, når I ikke er sammen, for det er ikke rigtig muligt at være sammen altid.

Så overordnet tænker jeg, at du måske skal give forholdet lidt tid og prøve at slappe af i det, og hvis utilpasheden så bliver ved, så må du prøve at være opmærksom på, hvornår denne utilpashed opstår, og hvilke tanker der måske fremkalder den.

Jeg håber, at disse forskellige overvejelser kan hjælpe dig til ikke at skulle kæmpe med utilpashed!

Mvh

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Dina Lundberg, Psykolog

Se også: