Utroskab, skilsmisse eller ej

Jeg har fornyligt afsløret min kone gennem 7 år i at have et forhold til en anden gift mand, hvilket hun påstår havde varet de sidste 5 måneder. De mødtes i frivilligt arbejde, de begge er beskæftiget i. Da jeg konfronterede hende, indrømmede hun og sagde, hun ville stoppe kontakten med det samme og stoppe sit virke. Hun ønskede ikke at vores ægteskab, som inkluderer 4 mindre børn, skulle opløses, og sagde at hun elsker mig. Dette svar kom bag på mig, da jeg forventede, hun ville sige, at hun havde fundet en anden og ville forlade mig.

Det var et hårdt slag, og jeg fik derefter voldsom negativt tankemylder døgnet rundt og stress-symptomer. Jeg valgte med det samme at arbejde for, at vi blev sammen, være ansvarsfuld og holde en god kommunikation og ikke belaste hende med mine negative tanker. Motion og beroligende piller hjalp mig meget igennem dette.

Jeg elsker hende stadig og mente, jeg er stærk nok til at komme over det med tiden. Men nogle uger efter opdager jeg (efter flere løgne), at hun fortsatte kontakten med ham. Hun fortæller, hun ikke kunne stoppe det, men vil gøre det nu! Dette resulterede i et større skænderi med grimt sprog fra min side med alle de ord, jeg havde undladt at sige de sidste par uger for ikke at såre hende.

Jeg troede på hende første gang og har virkelig svært ved tro på det nu. Jeg har set, hun har skrevet til ham, at kommunikationen stopper nu. Han har bekræftet. Jeg har ringet til ham og truede med at fortælle hans kone det. Han siger også, han ikke vil kontakte hende mere.

Men jeg stoler ikke på hende. Min selvrespekt siger jeg skal skilles, men når jeg ser på mine børn, ønsker jeg ikke at ødelægge deres tryghed og stabilitet.

Hun kan ikke forklare nogen grund til utroskaben, andet end at hun ville noget, som ikke handlede om familen. Hun har desuden et stort behov for at se sine veninder, som jeg giver plads til. Hun siger samtidig, at det ikke handler om mig eller manglende opmærksomhed fra min side.

Mit spørgsmål er: Skal vi fortsætte på den præmis, at hun skal bygge tilliden op og være tilstedværende (hun var stærkt fraværende i 5 mdr. perioden). Så hvis jeg giver det tid, kan det være, jeg kan leve med det, og vores børn lider ikke overlast. Par- eller egenterapi har hun udelukket.

Eller skal jeg blive skilt nu? Den tanke fylder mest nu – og så leve med at jeg mister, den jeg elsker og havde fortstillet mig et langt ægteskab med, samt leve med de konsekvenser det må have for børnene.

Havde hun ikke genoptaget kontakten, var jeg villig til at arbejde videre, men nu tvivler jeg på, om det er det værd, og om det bare er et spørgsmål om tid, før hun gør det igen.