At forberede sin egen død

Døden – en sikker, men ubekvem begivenhed
For 17 år siden døde min første ægtefælle. Min kone fik kræft og døde efter en sygdomsperiode på to år.
Dengang var vi kun godt 30 år og havde ikke tænkt meget på vores egen død. Da den dødelige sygdom blev konstateret, ændrede livet sig totalt. Vi levede i en konstant kamp mellem liv og død, mellem håb og fortvivlelse. Selv om det var vanskeligt, fik vi ret hurtigt talt om livets afslutning for min kone og livets videre forløb for míg og vores to små drenge. Det var en hård periode, men samtidig en livsbekræftende periode. Dagene – ja, timerne – sammen blev værdifulde. Vi kunne glæde os over livets skønhed og brugte tiden anderledes end før.

For både familie og venner var det også vanskeligt og smerteligt at gennemleve denne periode. Flere kunne ikke forholde sig til, at døden meldte sin ankomst.
Mange gange var der dog lejlighed til at tale om døden med andre også, og det var befriende og en stor hjælp i den afskedsproces, vi var i. Kort før min kones død fik vi lejlighed til at beskrive lidt om vores situation til et blad. Vi kunne fortælle, at sygdomsperioden havde været en af de bedste perioder i vores liv. Specielt én bog hjalp os gennem anfægtelsen, vi havde som kristne. Vi bad meget og troede og håbede på helbredelse til det sidste. Det var bogen: “Gud, hvorfor sover du?” Det gav fred og tryghed at kæmpe med Gud, søge ham og fortælle ham alt om vores vrede, smerte, angst og fortvivlelse.

Døden er ikke afslutningen, men overgang til det evige liv. Den trøst og hjælp giver Gud mennesker. Troen på Jesus Kristus bærer gennem liv og død.

Forberedelsen til begravelsen

Det var en god oplevelse, at forberede min ægtefælles begravelse sammen med hende. Vi talte om begravelsen med salmevalg, tekster og hvem, der skulle bære kisten. Vi valgte også sammen et gravsted og talte om hvilken gravsten, der skulle stå på graven.

Alt dette gjorde det lettere at skulle arrangere begravelsen, og jeg vidste, at alt foregik, som hun ønskede det.

Bogen til mine kære

Jeg blev gift igen og helt fra starten af vores ægteskab har vi forholdt os til døden på forskellig vis. Vi fik talt om vores egen død og begravelse.
Det var en grænse at skulle overvinde, men det var befriende at få talt tingene igennem.

Vi har nu begge skrevet i “Bogen til mine kære” af Birgit Meister. Forrest i bogen er der plads til at skrive lidt om sig selv. Derefter er der en del sider med mange forskellige ting at tage stilling til i forbindelse med ens egen død. Ønsker jeg f.eks. at blive bisat eller begravet? Hvor skal højtideligheden holdes? Hvem skal medvirke som præst? Salmer/sange og bibeltekster.
Valg af kiste og udsmykning. Hvem skal bære kisten? Skal der indrykkes dødsannonce, og hvad skal der stå i den? Sammenkomst efter begravelsen. Kirkegård, gravsted og gravsten.

Der er ikke kun plads til praktiske oplysninger i bogen – det er også en rigtig god mindebog til de efterladte.
Der kan skrives om familie, barndom, skole, mine bedste oplevelser, bedste musik o.s.v.

Ud over dette er der i bogen en masse praktiske oplysninger, der er værdifulde i forbindelse med dødsfald.

Bedemandens erfaringer

Jeg har arbejdet som bedemand i fire år. Ved dødsfald fylder sorgen ofte meget, og det er naturligt nok, når én, man har elsket og holdt af, er død. Sorgen kan man ikke bearbejde på forhånd eller planlægge sig ud af. Det kan man derimod med en anden ting, som ofte også fylder ret meget ved dødsfald.
Det gælder alt det praktiske, der er i forbindelse med et dødsfald. Bedemandens opgave er at hjælpe med alt dette, men hvis den afdøde eller ægtefællen til afdøde på forhånd har talt om døden og talt om deres ønsker, så vil alt det praktiske ikke fylde sind og tanker i samme grad.

Mange vil gerne tale om døden

Døden er en adskillelse og tab, og det medfører sorg. Det er en naturlig reaktion, som vi bør være opmærksomme på og også hjælpe den sørgende med. Der kan være situationer, hvor de efterladte skal have professionel hjælp fra psykolog eller terapeut. I de fleste tilfælde er den bedste hjælp, at familiemedlemmer, venner eller naboer tør være sammen med den sørgende. Det handler ofte bare om at være der, lytte og være nærværende. Det lyder enkelt, og det er det faktisk også.

De seneste år har vi på forskellig vis haft lejlighed til at opleve, hvordan mange gerne vil tale om døden. Emnet er tabu, men mange vil gerne bryde den tavse mur, der ofte omgiver dødens realitet. Annette har taget en uddannelse i Sorg – Tab – Traumer og Forandring. Hun har også en sorggruppe for børn i Randers.

Vi har sammen været ude og holde temaaftner om: “Når nogen dør”. For os, har det været rigtig godt og spændende, vi har fået talt en masse igennem. Der har ofte været en rigtig god dialog om emnet, når der først er taget hul på emnet.

At leve med dødens realitet

Vi vil opfordre dig, som læser dette, til at tale med din familie om døden.
Find en naturlig anledning til at bringe emnet op.
Vær blot frimodig og lad være med at skjule din egen usikkerhed om emnet. Inden kan du overveje, om du ønsker en begravelse (jordfæstelse) eller bisættelse (brænding). Der kan ligge mange overvejelser omkring dette valg. Tænk over din egne holdning til valget, men tænk også på din families afsked ved kisten, valg og vedligehold af gravsted. Vær forberedt på forskellige holdninger til valg på dette område.

Besøg en bedemand og tal med bedemanden om de mange valg, der skal tages ved et dødsfald. Find evt. en kiste, som du ønsker at blive lagt i. Du bør også overveje, hvilket tøj du ønsker at være iklædt. Det betyder en del for de fleste efterladte, at se den afdøde i kisten.
Hos bedemanden kan du se et stort udvalg af kister, blomsterudsmykning af kisten, ligklæder og urner. Hos bedemanden kan du også få et lille hæfte: “Min sidste vilje”. Her er plads til at skrive kort om ens ønsker ved dødsfald.

Besøg også en stenhugger og tal med en fagmand om valget af gravsten. Der findes utallige valgmuligheder, som kan være svære at overskue lige efter et dødsfald.

En fælles udfordring – også for kristne

Som kristne har vi også brug for at sætte døden på dagsordenen som et konkret emne i missionshus eller kirke.
I Bibelen er der skrevet meget om døden og det evige liv. Det evangelium bliver også forkyndt fra talerstole landet over. Men det er ikke så ofte, at en menighed/samfund sætter døden på som tema en aften. Det vil vi gerne opfordre til, at I gør. Find en passende anledning og find én, der vil tage hul på emnet. Det kan sagtens være en lokal fra jeres egen sammenhæng. Det kan være én, der har mistet, én, der arbejder med sjælesorg, én, der har selvhjælpsgruppe eller vil starte en.

Til slut en lille hilsen med Sl. 90,12:
” Lær os at tælle vore dage og få visdom i hjertet”.