Barnløshed – sikke en skam!

Midt i alt det gode og rigtige, som kan siges og skrives om Guds omsorg for barnløse, om et fuldgyldigt familieliv uden børn, om etisk forsvarlige alternativer og glæden ved adoption, så er og forbliver skammen en ubarmhjertig smerte oven i sorgen over ikke selv at kunne få børn.
Nu mestrer vi mennesker følelsesmæssigt vore livserfaringer forskelligt.
Blandt andet køn og psykiske konstitution bestemmer det. Tilsyneladende er der ikke skrevet meget om skammen ved barnløshed, hvilket ikke betyder, at den er fraværende, snarere at den er overset – som i mange andre sammenhænge.

Skammen angriber

En slidsom faktor er skylden, hvad enten det ene eller det andet er årsag til barnløsheden. Årsagen er ofte en brist hos den ene eller begge. Par bruger kræfter på at forsone sig med skylden. Selv om de udadtil ikke har brug for at placere skylden til det fælles problem, så findes den mellem dem.
Hvor ’skyldens årsag’ oftest er fysisk betinget, er skammens årsag på det psykiske plan. Skammen over at være den, man er. Skammen over at være ’defekt’.
Skammen er skyldens tro følgesvend og angriber identiteten: Er jeg 100% mand, når min sædkvalitet er så ringe? Er jeg værd at være gift med, når hendes drøm om et barn er utopi? (1 Sam 1.8). Også kvinder har deres skamproblematikker.

…netop anerkendelsen af hinandens følelser er afgørende for, om skammen bliver en kile mellem de to.

Skammen smitter og præger begge, så begge kan skamme sig over ikke at kunne få børn.
Knut Rygh (2005) (note 1) beskriver, at kvinder ofte oplever barnløshed som en krise og et pres i forhold til tid og biologi, mens mænd snarere oplever barnløsheden som en kontekst. Hun kæmper med sine følelser, mens han er optaget af at navigere, så roen i parforholdet opretholdes. De taler ikke meget sammen. Hun taler med andre ligesindede, fx på chat-fora og lignende. Han snakker sjældent med andre end hende, bl.a. for at undgå stigmatisering.

Deres følelsesmæssige forskellighed er en udfordring. Kvinden kan, skriver Knut Rygh, tolke mandens håndtering af barnløsheden som svigt eller trussel. Budskabet hos Rygh er, at begge må respektere forskelligheden og tage del i hinandens sorg. Jeg føjer til, at netop anerkendelsen af hinandens følelser er afgørende for, om skammen bliver en kile mellem de to.

Skammen tabuiserer

Da barnløsheden er så sorg- og smertefyldt, bliver det let emnet, som undgås. Begge er følelsesbelastede (nogle gange på hver sin måde), tænker på muligheder og umuligheder, men tør ikke tale med den anden for ikke at slide på sig selv og hinanden.
Omgivelserne kan opleves ubarmhjertige, når folk kommer med dumsmarte bemærkninger eller ubetænksomt spørger:
– Skal I ikke også snart ha’ børn?
– Vil I ikke ha’ børn?
– Kan I ikke bare…?

…i kirke og missionshus må opgaven være, at forkyndelse og sjælesorg reducerer tabuet og stigmatiseringen forbundet med barnløshed.

Klara Myhre (1997) (note 2) peger på, at tabuiseringen fortsætter livet igennem.
Hvor det barnløse par gerne vil behandles som alle andre, inviteres til familiens og vennernes barnedåb og børnefødselsdage, høre om deres børn og børnebørn, så kan omgivelserne øve misforståede hensyn, som igen minder parret om, at de er en ’fejl’.

Skammen anfægter

Børn er en velsignelse. Barnløse par har bedt om Guds velsignelse: ”Jesus, Jesus, hør min bøn til dig. Når de andre du velsigner, glem da ikke mig” (SOS 396). Og når svaret forbliver barnløshed, kan et nyt spørgsmål tone frem: Er jeg ikke værd at velsigne, Gud? Er jeg glemt?

Katarina Westerlunds doktorafhandling (note 3) dokumenterer, at mennesker med en kristen livstolkning bliver mere udfordret af barnløshed end andre, at troens karakter og indhold ændres.

Inspireret af Knut Rygh vil jeg mene, at i kirke og missionshus må opgaven være, at forkyndelse og sjælesorg reducerer tabuet og stigmatiseringen forbundet med barnløshed. Det må vi gøre gennem måden, vi taler om familie og livets velsignelser, og gennem en mere bevidst differentieret tilrettelæggelse af fx familiegudstjenester og -møder.

—

Fodnoter:
1) Rygh, Knut (2005): Life is a box of chocolate, you never know what to get. Tidsskrift for sjelesorg, nr. 2, pp. 86-92.
2) Myhre, Klara (1997): »Når skal vi ta familiebildet« Om ufrivillig barnløshet. Tidsskrift for sjelesorg, nr. 3, pp. 127-133.
3) Westerlund, Katarina (2002): Sammenhangets mening. Uppsala, Acta Universitatis Upsaliensis.

Af Dan K. Månsson, teolog og sjælesørger, 19. september 2018