Det var en skam!

Sprog og kultur
Før Gunnar Fagerli vil svare på spørgsmålet ”Hvad er skam?”, sætter han temaet ind i en historisk og udviklingspsykologisk ramme:
– Megen forkyndelse har drejet sig om synd og tilgivelse. Vi har sprog for skylden, og vi har ritualer til at håndtere den. Sådan er det ikke med skammen.
– Skammen unddrager sig på en måde sproget. Vi har svært ved at sætte ord på vores skam, mens vi ikke har problemer med at føle den med kroppen.
– Psykologerne har observeret, at vi kender skammen langt før, vi får sprog. Fra de første leveår. Mens skyldfølelsen og -forståelsen først dannes i 5-7-års alderen.

Historisk har vestlig kultur været set som en skyldkultur, og den østlige kultur har været udpræget skamkultur. Men det har ændret sig, mener Gunnar Fagerli og tilføjer:
– Skam er en mere dominerende følelse nu end for et par generationer siden. Skamfølelsen er på vej til at fortrænge skyldfølelsen.
Han giver et eksempel: – I mine forældres generation var det at stikke hovedet frem, skamfuldt. I dag er det sådan, at hvis du ikke gør det, er du ikke noget.

Skammen er altomfattende. Den siger mig, at fordi jeg gjorde noget galt, altså ikke levede op til idealet, er jeg ikke god nok.
Jeg er uduelig. Derfor er skammens impuls trangen til at skjule sig eller flygte.

Skyld og skam
For at svare på spørgsmålet ”Hvad er skam?” sammenstiller Gunnar Fagerli skammen med skylden. Skammen er ikke et underpunkt til skylden.
– Skyld refererer til normer og love. Overtræder jeg skrevne som uskrevne regler, er jeg skyldig.
– Skam refererer til idealer. Kan jeg ikke leve op til idealerne, skammer jeg mig.
– Skylden er partiel, den handler om en del af mig. Den fortæller mig, at jeg har gjort noget galt, men ellers er jeg god nok. Dens impuls er, at jeg må få gjort op. Skylden har et tydeligt element af ansvarlighed i sig.
– Skammen er altomfattende. Den siger mig, at fordi jeg gjorde noget galt, altså ikke levede op til idealet, er jeg ikke god nok. Jeg er uduelig.
Derfor er skammens impuls trangen til at skjule sig eller flygte.

Inddrager gerne Bibelen
– Bibelens tale om skyld drejer sig om liv, der brydes. Livsbruddet heles ved soning, ved et offer, en syndebuk i Det gamle Testamente og Jesu korsdød i Det nye Testamente.
Skammen møder vi allerede ved syndefaldet. Adam og Eva skjulte sig. Senere i Salmernes Bog møder vi bønner á lá ”Lad mig ikke blive til skamme” (Sl 25,2).

– Jesus udholdt skammen, nævner Gunnar Fagerli, og da revnede forhænget i templet, som fra øverst til nederst og forkyndte derved, at relationen blev genoprettet.
Det kan være meget smertefuldt at udholde sin egen skam. Hvis nogen kan holde ud sammen med mig – uden at fordømme – kan også mit eget blik på mig selv ændres og skammen kan aftage – og måske helt forsvinde.
Mennesket trænger til en nådefuld relation, som kan rumme skammen.

At høre til
Jesus mødte menneskers skyld med tilgivelse. Skammen mødte han med nåde og velsignelse.
– Den aronitiske velsignelse understreger dette at være set af Gud, uden at han fordømmer. Den formidler den dybeste relation og afhængighed af Gud.

– Skam handler om at høre til.
Da Adam og Eva blev udelukket af Paradisets Have, blev den mistede relation tydelig. Den fortabte søn blev taget imod af sin far (Luk 15).
Da han oplevede tilhørsforholdet, aftog skammen.

– Skammen isolerer os fra andre.
Vi føler os ikke som en del af fællesskabet. Et eksempel kunne være Zakæus. Mødet med Jesus, som tog imod ham og Jesu ord om, at ”også han er en Abrahams søn” (Luk 19,9) knyttede Zakæus til fællesskabet. Zakæus stod da frem på en ny måde og engagerede sig i fællesskabet.

Mennesket trænger til en nådefuld relation, som kan rumme skammen.

Sund og usund skam
”Er der ikke forskel på skam?” – Jo, det jeg har fokus på, er den usunde skam. Nogle vil kalde det den patologiske skam. Jeg kalder det den nådesløse skam, fordi den er ubarmhjertig ved selvfølelsen og identiteten. Den nådesløse skam ødelægger ens identitet.

– Der findes en konstruktiv skam. Denne ”gode” skam kaldes også for diskretionsskam. Den hindrer mig i at sige alt højt, jeg tænker. Modsat skamløsheden, som netop ikke er diskret, men siger pinlige ting højt. Diskretionsskammen skal vi være glade for, fordi den varetager min næstes og min egen værdighed.

– Vi kunne også tale om andre slags skam, f.eks. den sociale skam, som måske i virkeligheden er en undergruppe til diskretionsskammen. Den har med regulering af social adfærd at gøre, med gruppepres og skammekrogen at gøre.

En udfordring
Gunnar Fagerlis ønske for sjælesorgen er: – Ligesom vi har en lang tradition for at tale om skyld og derfor har udviklet et sprog for det, har vi brug for at udvikle et sprog for skammen. Forudsætningen for det er, at vi som sjælesørgere møder vor egen skam og forholder os til den, så vi kan ”eje” den. Sådan undgår vi at transportere den videre til konfidenterne, og kan hjælpe dem til at snakke sandt om, hvordan de har det, og møde skammen med nåde og velsignelse.

– Min erfaring er, at alt for mange har en lav selvfølelse. De må mødes med andre ord end tilgivelse.

I november 2016 gæstede Gunnar Fagerli Agapes Inspirationsdag. Hans foredrag om relationer og seminar om skyld og skam kan høres her på hjemmesiden.