En fortælling om et helt almindeligt liv

Vi gjorde, som man skulle. Fik gode uddannelser. Barn nummer 2 var netop ankommet. Vi havde begge faste jobs i cykelafstand med gode udfordringer, kompetencetillæg og karrieremuligheder. Vi boede tæt på både familie og venner. Og vi var endda kommet ind på det københavnske boligmarked.

Huset var ved at være for småt, og vi skulle finde noget større. Vi havde kig på nogle fine kvarterer tæt på vores arbejdsplads og den privatskole, vores ældste havde fået plads på. Det så da meget godt ud.

Ressourceregnskabet hang ikke sammen
Men det var ikke et bæredygtigt liv. Ressourceregnskabet hang ikke sammen. Både børn og voksne brugte flere ressourcer, end vores systemer kunne nå at gendanne. Vi var oftest udmattede, overstimulerede, trætte, maste…. og blev nødt til at gå rundt med den store nej-hat for at få det til at hænge sammen.

Samtidig havde vi et barn, der gjorde, vi ikke kunne satse på to indtægter på den lange bane.

Behøver livet at være sådan?
Og er daglige grin et alt for idealistisk parameter for trivsel?
Er livet en vidunderlig gave eller en slidsom pligt?

Livsstil og meget andet
Valget om bosted blev for os et spørgsmål om livsstil og også om så meget andet:
Om, hvad der skal informere vores valg. Frygt eller mod? Kontrol eller tillid?
Et spørgsmål om, hvad (eller hvem) jeg i virkeligheden sætter mit håb til.
Et spørgsmål om, hvad vi egentlig forventer os af og tænker om livet.

…det interessante er jo, at selv om de nye livsbetingelser er fantastiske, så føles det ikke bare lykkeligt.

Skulle vi vælge den københavnske forstad eller starte forfra på Nordspidsen af Langeland, hvor en gammel gård lå midt i skoven og kaldte på os?

Vi vidste da godt, hvad der var mest fornuftigt, trygt, nemt, succesfuldt og matchede vores forestillinger om det gode liv…. Men det ville blive et valg født ud af frygten for at gå glip.

Vi måtte indrømme, at vi havde truffet lidt for mange valg informeret af frygt. Nu var det nok.

Vi ville gerne træffe valg, der ikke var født af frygt.
Vi ville gerne pejle efter, hvor der var passion, fred, glæde og liv.
Vi ville gerne med vores valg sætte vores håb til det rigtige.

Hjertet kaldte os til Langeland
Hjertet kaldte os afsted til Langeland, men det krævede mod, og det krævede at give slip på rigtig mange ting. Og måske er det bare sådan. At vi skal slippe det, der binder os, for at blive sat fri til at tage imod?

Det var, som om måden, vi før havde indrettet os på, modarbejdede det, som livet egentlig handler om. Og det interessante er jo, at selv om de nye livsbetingelser er fantastiske, så føles det ikke bare lykkeligt.
Det er utrygt og til tider rigtig svært. Det ligner ikke succes, og det fostrer heller ikke nemme liv. Men strukturerne modarbejder os ikke længere på samme måde. Vi har givet slip på meget – og der er selvfølgelig en sorg forbundet med det. Men vi får så meget andet.

Vi bor næsten gratis nu og er derfor ikke afhængige af to jobs.
Vi bor med og i anderledes omgivelser og strukturer – som påvirker os på fundamentalt anderledes måder.

Omgivelserne påvirker os
Blandt andet omgives vi af naturens sanselighed frem for byens. Og wow altså, det påvirker os. Vi er biologiske og relationelle systemer, der reagerer på de indtryk, vi får fra omgivelserne. Vi oplever forskel på, om skolevejen er en gåtur gennem en skov med dens rekreative udtryk, dufte og lyde eller byens bombardement af forskellige indtryk.

Selv om vi stadig har bølgedale og øv-dage, har vi fået overskud til gæstfrihed, nærvær, fællesskab, hjælpsomhed og til at løfte blikket, se næsten i øjnene og interagere med mennesker på vores vej. Vi har også opdaget, at rigdom i virkeligheden ikke er ophobning af kapital – men faktisk er en følelse og en tilstand, der opstår som respons på selve livet.