Ensomhed og SINGLELIV

Eva er først i halvtredserne og akademiker. Hun er ugift, har ingen børn og har boet alene det meste af sit voksenliv. Der har været et par kærester, men pt. har hun været single i 3 år. Hun kan sagtens nyde at være alene, og friheden og valgmulighederne oplever hun som fordele – f.eks. dét at være herre over sin tid og økonomi. Men hun har altid håbet, at singlelivet kun var en overgang. ”For mønten har både en for- og en bagside”, siger hun. ”Nogle gange nyder jeg det mere end andre! Der er tider, hvor aleneheden fylder for meget, og ensomheden træder i karakter.”

Jeg er meget ansvarlig for mit liv, men det kunne være dejligt bare engang imellem at overlade ansvaret til en anden.

Hun har et stort netværk og føler sig ikke altid ensom. Men hun kan savne samhørigheden med én, som følger hende på en tættere måde både i sorg og i glæde. ”Delt sorg er halv sorg, og delt glæde er dobbelt glæde”, siger hun. Det kan være en ulempe hele tiden at være afhængig af sig selv og ikke have en kæreste som bagstopper: ”Jeg er meget ansvarlig for mit liv, men det kunne være dejligt bare engang imellem at overlade ansvaret til en anden.” Hun synes også, at det er forfærdeligt at tænke på, at der ikke er én, som hun har en fremtid sammen med. ”Hvem skal jeg drømme sammen med?” spørger hun. Uden mand og børn frygter Eva at blive gammel og ensom.

Et tabu

Hun tror, at rigtig mange hellere vil fortælle alt muligt andet om sig selv, end at de er ensomme. Det er et tabu, for ensomhedsfølelsen rammer selvfølelsen: ”Hvordan kan jeg føle mig ensom, når jeg har så mange venner og bekendte?” Tabuet gør også, at man bliver ”ensom med sin ensomhed”. Det kan være en dyb og nærmest ordløs, udefinerlig smerte, som er forbundet med skam.

Skabt til fællesskab

Eva mener, at vi er skabt til fællesskab og samhørighed både med en særlig én og i fællesskaber.
Men ensomheden findes også i fællesskaber: ”For tør jeg at ”connecte” til andre og lade andre få en betydning i mit liv? Tør jeg vise sårbarhed? Jeg har hørt én sige, at dem, der er bedst til at vise sårbarhed, er dem, som ved, at de er værdige til at høre til”.

Troen kan lindre

Eva kommer i en kirke og føler sig privilegeret i sin viden om, at Gud er der og er med i hendes liv. Hun oplever, at troen kan lindre ensomheden – men ikke fjerne den. I det kristne fællesskab kan man dele liv og følge hinanden, men det provokerer hende, når der f.eks. synges ”Gud, du er mit alt”.
Som hun siger: ”Gud opfylder ikke alle mine behov. Han er med i dem og kan fylde noget af det, men han holder ikke om mig eller giver mig den fysiske nærhed, jeg savner.”
I hendes kirke er der fokus på unge og børnefamilier men ikke så meget på gruppen af singler. ”Singler er ikke en del af narrativet!” siger hun og funderer over, om man har et ”hjem”, når man er single? Og hvornår er man en familie?

At kende til ensomhed gør, at Eva kan fornemme, når andre føler sig ensomme: ”Jeg kan mærke ensomheden. Det usagte, det svært definerlige. Og jeg kan vælge at være i følelsen sammen med dem, i stedet for at prøve på at løse det.”