Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Overgreb
Nogle kæmper for at komme ind i og blive i fællesskaber, og nogle lykkes det for – andre ikke. Andre kæmper for at holde sig væk. Det lykkes måske, men det er egentlig ikke det, der gør dem glade.
Jeg er oftest i den sidste gruppe. Fra tid til anden svinger jeg mig op til at prøve, om gruppedynamikken stadigvæk gør ondt på mig. Men jeg er desværre endnu ikke glad. For fællesskaber står for mig som noget, der bringer angst, skuffelser og negative tanker i spil.
Jeg blev kristen for 15 år siden og om noget sted, så er ordet fællesskab da hyppigt brugt blandt kristne. Smågrupper, mellemstore fællesskaber, klynger – bare for at nævne nogle.
Jeg har nok altid haft det lidt svært i fællesskaber, selvom jeg i de unge år havde lettere ved det.
Som kristen er det som om, at gruppen er løsningen på næsten alt. Det får mig tit til at tænke, at det da er min egen skyld, at jeg føler mig udenfor. Jeg giver jo aldrig ”rigtig” den berømte smågruppe en chance. Well, jeg har prøvet, og jeg har givet det en chance, men jeg ender med at få fnidder over grupperiet.
Hvad gør man så?
Faktisk synes jeg, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg desværre ikke har fundet svaret på endnu. Og det ER jeg rigtig ked af. At komme i en menighed, som er både stor og vel egentlig ret rummelig, er jeg meget glad for. Men hvor ville jeg ønske, at der i kristne fællesskaber kunne være mere fokus på, hvordan det er at føle sig udenfor midt inde i en stor menighed. Jeg kommer til gudstjenester og napper oftest den obligatoriske kirkekaffe, og når bølgerne går højt den månedlige kirkefrokost. Alt sammen med den facade, der lettest får mig igennem uden for mange spørgsmål om mit privatliv. Her doceres nemlig efter indehaverens befalinger.
At se så mange mennesker pludre lystigt med hinanden, at vide, at i hvert fald halvdelen af dem er i grupper, får mig bare til at føle mig mere udenfor end godt er. Jeg sidder dog stadigvæk på bænken næææsten hver søndag.
Jeg vil rigtig gerne opleve en dag at kunne nyde fællesskabet med andre end mig selv og nyde at kunne sige, at jeg da har en gruppe, nemlig fællesskabet for de gruppefremmede. Hvis der da en dag skulle vise sig sådan en i mit synsfelt.
Af Michael Urban, 26. maj 2016
