Fra Færøerne til fangekor – historien om en mønsterbryder

Jeg møder Bergur Nilssen en torsdag sidst i august på hans kontor i Apostelkirken på Vesterbro i København. Rummet er på størrelse med et garderobeskab, men bugner af bøger og kaffekopper, der vidner om liv og nærvær. Her er selvsagt indelukket, men hyggeligt. Vi lukker vinduet op til baggården og mødes af stemmer og eftermiddagens sidste solstrejf.
Bergur Nilssen har været ansat i sidegadekirken i Saxogade i tre år, og det er ikke en tilfældighed, at det netop var Apostelkirken, som han søgte en stilling i. Kirken er en aktiv medspiller i udslusningsarbejdet med tidligere indsatte i landets fængsler. Resocialiseringsprojektet Cafe Exit og fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel blev Bergurs Nilssens hoveddør til arbejdsmarkedet og det kristne fællesskab.

Fra Færøerne til fastlandet

Bergur Nilssen er 44 år gammel og født på Færøerne. Men økonomisk krise og høj arbejdsløshed tvang ham som 24-årig til at søge andre græsgange end de færøske. Han kom til Danmark i 1993 og flyttede som nygift til Hanstholm, hvor han boede i 10 år. Her fik han sønnen Jacob, men måtte efter en skilsmisse dele huset og forældremyndigheden over sønnen med sin ekskone. Bergur flyttede herefter til Vejen og fik arbejde på en vindmøllefabrik og senere som vagtmand. Han lejede en lejlighed og fik en kæreste. En ny start artede sig godt for Bergur Nilssen, indtil han mødte en ven, som skulle vise sig at være dårligt selskab.

Troen på en mening

I dag, når Bergur Nilssen ser tilbage på de hændelser, der fulgte i kølvandet på de forkerte valg, han senere hen foretog, fortryder han ikke noget.
“Jeg vil ikke ændre på noget af det, jeg har været igennem, for det har ledt mig dertil, hvor jeg er i dag”, fortæller Bergur Nilssen, der i dag bor i Brønshøj med sin nye kone og deres to børn på to et halvt og syv måneder.
“Jeg har søgt efter meningen med livet, siden jeg var ung. Jeg tror, at alt det man har haft i sig fra barnsben, viser en vejen gennem livet. Jeg har ikke altid troet på Gud, men jeg har altid troet på mening”, fortæller Bergur med en fasthed i stemmen, som kommer fra en, der har mærket livets skyggesider på egen krop, men som bærer sine erfaringer med stor ydmyghed.

Skiftevise op- og nedture

Efter fire år i Vejen blev Bergur Nilssen fyret fra sit arbejde. Kæresten og han gik hver til sit, og det økonomiske pres fra de to ejendomme, som han stadig ejede, drev ham ind i en ny branche. Gennem en ven blev han overtalt til at køre med ulovlige stoffer.
“Jeg gjorde det for at kunne betale mine regninger. Jeg kørte et par gange og fik derefter et fast job og en lejlighed i København. Det var dyrt, så jeg kørte en enkelt tur mere for at finde de sidste penge.”
Turen skulle blive Bergurs Nilssens sidste. I Helsingborg blev han stoppet af det svenske politi, anholdt, sigtet og idømt 9 års fængsel for smugleri. Efter et år i Sverige, blev Bergur overført til Danmark, først til Nyborg, derefter Horsens, og til slut Vridsløse Statsfængsel, hvor han mødte Louise Adrian, der var leder af fængslets fangekor.

“Tre måneder inden, jeg kom i fængsel, døde min mor. Jeg havde ikke set min søn i et år. Jeg begyndte at skrive digte i fængslet for at lette det psykiske pres”, fortæller Bergur, der oplevede, at troen på, at der er en mening med det hele, blev stærkere i fængslet.
“Fangekoret, teksterne, min mor, alt det ledte mig hen til Gud. Jeg oplevede, at Gud var nær, og denne følelse blev stærkere og stærkere. Min tro blev styrket i fængslet.”

Viljen til at bryde et mønster

Det er igennem den stædige tro på mening og en stor viljestyrke, at Bergur Nilssen har formået at bryde det dårlige mønster af kriminalitet, som har præget hans liv i de sidste 2 år. Det er den stærke vilje til at ændre kurs, der karakteriserer Bergur Nilssen som mønsterbryder. For ham kommer viljen til forandring og troen på mening først og fremmest indefra ham selv. Men det fællesskab, som han mødte gennem fangekoret og i Apostelkirken, har styrket hans viljestyrke og tro på sig selv.
“Jeg brød mine egne dårlige mønstre. Efter at jeg har været i fængsel, er troen på Gud og troen på, at ting kan forandre sig, blevet stærkere. Men jeg har brug for det kristne netværk for at styrke min vilje til at gå i den rigtige retning.”

Af Marija Krogh Iversen, 26. juni 2013