Frygten for terror
er den største fjende

”Run, hide, tell”. Sådan lyder de engelske myndigheders officielle råd til offentligheden, hvis man pludselig befinder sig midt i et terrorangreb. Det har man desværre fundet nødvendigt at udvikle i kølvandet på de senere års terrorangreb. Når rådet lyder: ”Løb væk, gem dig, slå alarm” betyder det, at man ikke skal forsøge at spille helt men kontakte politiet og andre personer i nærheden, så snart man er kommet væk fra farezonen.

Det er heldigvis de færreste danskere, der har haft brug for en lignende vejledning. Men frygten for terror kender mange til, og hvordan skal vi forholde os til den? I artiklen vil jeg give en basal introduktion til, hvad frygten for terror kan gøre ved os som mennesker.

Terrorens formål er at skabe frygt

Det kan til en begyndelse være hjælpsomt at kigge på, hvad terrorisme er for en størrelse. Selv om der ikke er enighed om en definition, kunne et bud herpå være, at terrorisme kan beskrives som voldelige handlinger, der bevidst rettes mod uskyldige mennesker med det formål at opnå bestemte politiske, ideologiske eller følelsesmæssige mål.

Selve terrorhandlingen er symbolsk og har det formål at intimidere publikum.(1) Der er således ikke tale om en tilfældig hændelse som en naturkatastrofe, men derimod en bevidst handling. Intentionen med terrorhandlingen er, at den skal vække opmærksomhed og skabe frygt. Derfor spiller medierne også en vigtig rolle: På den ene side oplyser og advarer de befolkningen om fare, på den anden side kan de selv komme til at løbe terroristernes ærinde, idet også de kan være med til at øge frygten (og få en økonomisk gevinst ud af det).

Når et af terrorens formål er at skabe frygt, er det således med god grund, at eksperter, statsledere med flere efter et terrorangreb opfordrer befolkningen til at holde hovedet koldt og bruge deres sunde fornuft og ikke lade frygten være den afgørende faktor for, hvordan vi lever vores hverdagsliv.

Vi ved fra forskningen, at de traumatiske begivenheder, der er menneskeskabte som fx krig og terrorangreb, har en voldsommere påvirkning på mennesker, end naturkatastrofer. De intentionelle voldelige handlinger, der opstår pludseligt og uventet, rammer os på et dybere plan.(2) Det kan derfor – heldigvis – være svært at forestille sig, at et eller flere andre mennesker, skulle ønske at påføre andre mennesker den fysiske og psykiske lidelse.
Et fællesskab og et samfund må nødvendigvis være bygget på tillid til hinanden, og regler og rammer, der skaber de bedst mulige forudsætninger for, at denne tillid ikke misbruges.

Opgaven er at skabe en ny normalitet

Ved et terrorangreb er det ikke blot tabet af menneskeliv, fysisk sårede og ødelagte bygninger, der efterlader sår hos de berørte.
Mange vil have oplevelsen af et uskyldstab og af, at verden aldrig bliver den samme igen. Det kan synes umuligt at finde tilbage til en normalitet, når verden er væltet på få afgørende sekunder eller minutter. Men det er netop opgaven både for individet og samfundet i en sådan situation: At skabe en ny normalitet og at lære at leve med den øgede angst, frygt og usikkerhed.

Noget af det, vi kan se ved terrorhandlinger, er, at det er et helt community, altså et samfund eller lokalsamfund, der føler sig angrebet.
Det kan mobilisere lokalsamfundet og vække behovet for og lysten til at stå sammen og gøre noget. Netop det at foretage sig noget – hvad som helst – lader til at kunne mindske chokket og oplevelsen af hjælpeløshed.(3)

Viden, tillid og oplevelsen af kontrol reducerer frygten

Keld Molin er en dansk psykolog, der er specialist i psykotraumatologi og fungerer som konsulent i forbindelse med psykologisk katastrofe og terrorberedskab. Han beskriver, hvordan vi hver især er i besiddelse af et mentalt styresystem, hvor vi løbende foretager risikovurderinger.
Vi kan have en forestilling om, at vi er rationelle og logiske væsner, men som Molin påpeger, baserer vi ofte vore vurderinger på vore holdninger og følelser frem for på hvor stor grund, vi reelt har til at frygte.4 Vi kender det i mindre målestok fra, at frygten for at flyve og falde ned er langt hyppigere end frygten for at komme til skade i trafikken, selv om statistikkerne taler for noget andet.

Tilliden til andre mennesker og myndighederne har ifølge forskeren ikke overraskende også stor betydning for størrelsen af frygten (Molin, 2005). Hvis vi lever i et samfund, hvor vi har en relativt stor tillid til ordensmagten, naboen og lokalsamfundet, er det således medvirkende til at reducere vores frygt. Det kan dog tage lang tid at genopbygge tillid, da tilliden netop indebærer, at man afgiver en vis portion kontrol.

Hvis vi giver terroren stor opmærksomhed, øges vores frygt for den. Nogle oplever at have glæde af at tage en pause fra nyhederne, eller i hvert fald reducere mængden af dem, hvis de oplever, at angsten for et terrorangreb fylder meget og griber forstyrrende ind i ens daglige gøremål.

Det samme gælder, hvis vi er meget usikre på, hvordan vi skal forholde os til terroren og kun har begrænset viden om den. Hvis vi selv har valgt at leve med en bestemt risiko, fylder frygten ofte mindre, end hvis den er påtvunget udefra (Ibid.) Det kunne eksempelvis være et forældrepar, der er mere bekymrede for deres unge eller voksne børn, der har valgt at være volontører i Jerusalem eller missionærer længere væk. Forældrene lægger mærke til mediernes historier om knivstikkeri, bomber i busser og raketter, mens udlandsdanskeren oplever sin hverdag som rolig, forudsigelig og forholdsvist tryg.

Selve det at have oplevelsen af kontrol er derfor af stor betydning for graden af frygt.

Husk børnene

Det er særligt vigtigt at være opmærksom på børnene, der ikke har udviklet det overblik, voksne har. Derfor har flere organisationer givet en række anbefalinger til, hvordan man kan tale med børn i børnehøjde om det, der foregår, som opleves som skræmmende og uforståeligt, uden at det skræmmer børnene endnu mere.

En del voksne vil kunne huske, at de som børn har opsnappet og lagt mærke til ting, som deres forældre ikke ønskede, de skulle se eller lægge mærke til. Andre kan huske, at de har spurgt til noget, de oplevede som skræmmende eller uforståeligt, men at den voksne affejede dem og lukkede samtalen ned. I det tilfælde er barnet overladt til selv at udfylde de huller, han eller hun ikke ved noget om, og det er ikke særligt hjælpsomt. Det, som så er blevet kommunikeret til barnet er, at ”dette er ikke noget, vi kan tale om”, og så er barnet overladt til sig selv med sin frygt og forestillinger.

Sammenfattende kan man sige, at viden, tillid, oplevelsen af kontrol og en optagethed af at være i gang med at skabe en ny normalitet og hverdag kan være med til at reducere frygten, mens et overdrevet fokus på genstanden for frygten derimod kan være med til at øge den.

Noter:

1. Crenshaw, 2000 iflg. Ditzler, T.F: Malevolent Minds: The Teleology of Terrorism i Moghaddam, F.M. & Marsella, A.J. (eds.): Understanding Terrorism.
   Psychosocial roots, consequences and interventions. American Psychological Association, 2004 pp. 187-206 s. 210
2. plan Norris 2002 iflg. (Danieli,Y., Engdahl, B. og Schlenger, W.E.: The Psychosocial Aftermath of Terrorism i Moghaddam, F.M. & Marsella, A.J. (eds.): Understanding Terrorism. Psychosocial roots, consequences and interventions. American Psychological Association, 2004. pp. 223-246
3. Danieli,Y., Engdahl, B. og Schlenger, W.E.: The Psychosocial Aftermath of Terrorism i Moghaddam, F.M. & Marsella, A.J. (eds.): Understanding Terrorism. Psychosocial roots, consequences and interventions. American Psychological Association, 2004. pp. 223-246
4. Molin, Keld:Terrorangrebets psykologi. Psykologiske konsekvenser og beredskab ved terror med masseødelæggelsesvåben. Frydenlund, 2005

Supplerende litteratur:
Kappelgaard, E. (2011): Terrorens samfundsmæssige konsekvenser.
Universitetsopgave i Krise- og katastrofepsykologi, Københavns Universitet