Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Overgreb
Inger og Kjelds børn blev seksuelt krænket af et menneske fra familiens omgangskreds. Jeg har besøgt forældreparret for at tale med dem om tilgivelse og gudsforhold i en ubærlig situation.
Dan Månsson, projektleder i Agape
Jeg er på besøg hos Inger og Kjeld. Børnene trækker sig, da jeg kommer. De har ikke lyst til at være med til samtalen. Inger og Kjeld er ikke deres rigtige navne; de ønsker at være anonyme. De og deres børn har brug for fortsat at kunne komme i kirken og selv styre, hvem der skal kende til deres store smerte. Jeg har skrevet sammen med Inger en rum tid. Nu mødes vi til en snak om tilgivelse. Jeg er optaget af, hvad det gør ved et forældrepars åndelige og kirkelige liv, at deres børn er blevet seksuelt krænket af et menneske fra familiens omgangskreds.
Familien er kristen med tydelig spiritualitet, altså bøn, bibellæsning, familieandagt, gudstjenestedeltagelse og involvering i kristne organisationer. Krænkeren af familiens børn er fra samme kirkelige miljø og kom dengang i familiens hus.
Forkyndelsen
”Det har været så nemt at nikke og være enig,” siger Inger, da vi taler om temaet ”forkyndelse”. Jeg har bedt hende om at tænke år tilbage på den tid, hvor hun var uvidende om sine børns oplevelser. ”Jeg har måske ikke hørt det til bunds, det om tilgivelse,” siger hun og tilføjer: ”Jeg synes, jeg altid har haft nemt
ved at tilgive folk.” ”Jeg har også haft nemt ved at tilgive,” samstemmer Kjeld. Mens han eftertænksom ser ud i haven, siger han: ”Måske fordi jeg ikke før har oplevet, at noget kunne ramme så dybt.”
Familien er ramt. Børnene lider og kæmper med følgerne af traumatiske oplevelser. Lange tiders fortielser, fortrængte og genopdagede oplevelser, fysisk ubehag, depression og angst er noget af den virkelighed, Kjeld, og især Inger, fortæller om. Kjeld genoptager spørgsmålet om tilgivelse: ”Vi har jo jævnligt hørt og læst om forfulgte kristne, som har kunnet tilgive dem, som gjorde uret. Det, har jeg altid syntes, var stort.” Kjeld må stoppe op. Han sunder sig et øjeblik og undrer sig over, at han bliver bevæget. ”Jeg havde ikke tænkt på, at der kunne komme ting, jeg ikke kunne tilgive. Men det havde jo ikke med mit liv at gøre!” Inger fortæller, at hun hører andagter på nettet. De fleste er gode. En dag hørte hun en andagt om tilgivelse. Taleren sluttede med at sige: ”Før du får gjort op med dine medmennesker, kan du ikke komme til Jesus.” Inger fór til tasterne og skrev til den person, som havde sagt ordene. Vedkommende skulle vide, hvordan de landede hos hende, som havde oplevet en helt urimelig uretfærdighed. Hun fik svar tilbage, at det forstod vedkommende godt. Kjeld husker en prædiken, hvori det lød: ”Vi har selv fået meget tilgivet, så må vi også selv tilgive andre.” ”Jeg kunne bare høre, hvordan det lød i mine børns ører.” Kjeld kender godt lignelsen om ”Den gældbundne tjener” og bønnen i Fadervor om at tilgive, men han tilføjer: ”Som det er nu, kan de selvfølgelig ikke tilgive.” ”Man kan godt ændre måden, man siger det på,” mener Inger. ”Tilhørerne skal kunne mærke, at talerne godt ved, at der sidder nogle på kirkebænken med en tung bagage.” Både Inger og Kjeld er flasket op med, at alt fra prædikestolen er rigtigt og sandt. En gang imellem må prædikanterne godt få det at vide, at det lyder forkert.
Gudsforholdet
Inger og Kjeld har været bekymrede for samtalen. De vil ikke angribe eller såre nogen. Og de vil gerne beskytte deres egen familie. Måske slapper de en smule mere af nu, da Inger har lagt fødderne op i sofaen. Jeg spørger Inger og Kjeld om, hvordan det præger deres eget forhold til Gud, at de som familie er ramt af krænkelser og ikke kan dele deres smerte med så mange? ”Min bibellæsning er udfordret,” svarer Inger. ”Jeg er så fyldt op af mine børns problemer, så jeg har tankemylder, hver gang jeg åbner Bibelen. Jeg er drænet!” Så ændres Ingers stemme. Den bliver gladere, da hun siger: ”Men bønnen er mere levende. Jeg kan tale med Gud. Jeg siger til ham, at jeg ikke kan tilgive lige nu. Jeg siger til Gud, at det må være en sag mellem krænkeren og Gud.” Inger stopper op og spørger sig selv, om det er det, der er ”retfærdig vrede”? ”Jeg beder Gud om at holde mig fast.” Inger har mange dage, hvor hun tænker, at hun nok aldrig kan tilgive krænkeren det, han har gjort mod hendes børn. Han har sagt undskyld, da han blev konfronteret med anklagerne, men han erkender intet. Der er så mange andre, som får skylden, og der er så mange ”men”. Selv om Inger og Kjeld gerne ville tilgive, så kommer de ikke videre, når ingen vil påtage sig skylden. ”Så jeg beder Gud om at være med mig i det alt sammen.” At bønnen er Ingers oase, er jeg slet ikke i tvivl om, når hun fortæller: ”Jeg oplever ofte, at jeg får hjælp,” siger hun og fortsætter: ”Tingene glider nemmere, end jeg frygtede. Jeg suger på Guds gavmildhed!” Kjeld har ikke følt sig anfægtet af sin manglende evne til at tilgive. ”Skal jeg så bede om tilgivelse for, at jeg ikke kan tilgive?” spørger han og fortsætter: ”Jeg magter ikke det, jeg skulle gøre, men det vidste han jo godt i forvejen.”
Hjemmet
Det præger hjemmet, at børnene har det psykisk dårligt. De får ganske vist professionel hjælp til at bearbejde deres oplevelser, men de er udfordret i forhold til uddannelse og venskabsrelationer. Inden for hjemmets fire vægge holdes daglig andagt. Der er blevet snakket konkret om tilgivelse, når det har været naturligt. Børnene går også fortsat med i kirke. Det er midt i kaos en god ting, at en vis form for ”normalitet” findes inden for hjemmet. Men også børnene udfordres af den kristne forkyndelse. For eksempel når en af dem siger: ”Vi er jo kristne, så vi burde jo kunne tilgive!” ”Så snakker og beder vi om, at vi en dag må nå dertil,” siger Inger. Men de understreger også over for børnene, at det med tilgivelse ikke er en ”bør-ting”: ”Vi burde ikke tilgive. Tilgivelse skal komme fra hjertet.” Håbet for forældrene er også, at det, som i dag fylder alt, en dag må fylde så lidt, at det næsten er ligegyldigt.
Følgerne
At tilgivelse ikke er en virkelighed i familiens krænkelseserfaring har mange følger på flere arenaer. I løbet af samtalen har Inger og Kjeld nævnt flere: ”Jeg er fyldt af så mange tanker, jeg ikke bryder mig om,” siger Inger. ”Vi er i en position, hvor vi ikke kan give ret meget,” siger Kjeld. Det har helt konkret betydet, at de har trukket sig fra de opgaver, de havde i menigheden tidligere. ”Fordi krænkeren og hans nærmeste ikke forstår dybden af vores følelser, har vi ikke talt sammen i meget lang tid,” fortæller Kjeld. ”Da vi kommer i de samme kirkelige kredse, er det heller ikke let.” For børnene er det langt fra ukompliceret at komme i de kirkelige ungdomsmiljøer. Her kan de nemlig træffe krænkeren. ”Det har betydet, at vores børn begrænser sig selv i at komme til kristne arrangementer, mens han sagtens kan komme.” ”Jeg har forsøgt at løse det, men det har på en måde gjort det værre!” siger Kjeld. Når Kjeld og Inger fortæller, slår det mig, at børnene bliver ved med at skulle betale prisen for en andens handlinger. Samtalen er kommet rundt om emnerne. Det er tid til en kop kaffe. Kagerne står endnu urørte på bordet. Et af børnene kommer ind i stuen og finder plads ved siden af Inger. Inger holder omkring sit barn, der bare lige ville høre, hvad vi talte om. Vi snakker lidt videre. Jeg rejser mig og takker for snakken – beæret og ydmyg over at være blevet lukket ind i et hjem og nogle liv med en tung bagage.
Jeg mødte en far, som står op for sine børn. Jeg mødte en mor, som holdt om sit barn og bad sin himmelske far gøre det samme med hende.
