Gud skaber ikke halve mennesker

Forårsblomsterne pibler frem i den smukke villahave hos Dorthe og Bjarne Toftdal i Silkeborg. Parret var henholdsvis 39 og 40 år, da de blev gift og havde et brændende ønske om at få børn. Men børnene piplede ikke frem, som parret havde håbet på og drømt om.

Vi har været igennem det offentlige, etablerede system og været til forbøn. Det var en stor glæde, da Dorthe efter forbøn blev gravid. ”Yes, Gud er stor! Fantastisk!” beretter de begge og fortsætter: Men lige så stor var sorgen, da Dorthe aborterede i 12. uge. Vi gik igen til forbøn, og det samme skete. En måned efter kunne vi konstatere, at Dorthe var gravid. Glæden var stor, men denne gang også blandet med et vist forbehold. Også denne gang måtte parret se i øjnene, at Dorthe aborterede.

Samme scenarie gentog sig 3. gang: Forbøn, graviditet, spontan abort. Hvor var Gud i alt dette? Det var som om, han gav med den ene hånd og tog med den anden. Vreden mod Gud var stor!

Dorthe og Bjarne er stille, inden de fortæller videre:
– Efter mislykkede og opslidende forsøg tog vi den svære beslutning at stoppe med at forsøge at få børn. Ønsket om børn er der stadig, men vi er blevet for gamle, siger Dorthe og ser på Bjarne med sorg i øjnene.
Vi føler os på en måde dobbelt ramt. Det er en stor smerte for os, at vi ikke kan få børn, og så har vi en oplevelse af, at vi ikke hører til.
– Vi står mellem singler og par, der har børn. Det er svært at være i.

Spørg ind til smerten

Spørgsmålet, om hvad fællesskabet kan gøre for at hjælpe, kræver lidt betænkningstid, og Bjarne siger med eftertanke i stemmen: ”Det ville være dejligt, hvis folk spørger ind til os, og dejligt hvis folk tør være i snakken. Det værste er, når andre går over på den anden side af fortovet”. Dorthe supplerer:
”Hvis vi giver bolden op, er det rart, når der er andre, der griber den”.

Hvor var Gud i alt dette? Det var som om, han gav med den ene hånd og tog med den anden.

Parret fortæller, at det, der afholder dem fra selv at bringe deres egen barnløshed på banen, primært er fordi, det ikke skal være overskriften for deres liv.
– ”Vi vil gerne ses, som de mennesker vi er, selvom vi ikke har børn. Vi vil ses, som dem vi er, med den smerte vi har. Vi kan godt forstå, at andre har hænderne fulde, fordi de har børn, og det kan være svært, at der kan blive plads til os”.
– Den største smerte er, når vi ikke kan dele smerten med nogen, der er meget tæt på. Vi tror ikke, de selv har lært at tale om det, der er svært. Men det ville være langt lettere, hvis mennesker taler med os i stedet for om os.

Dorthe fortsætter: ”Jeg vil gerne selv prøve at være lidt mere åben omkring det. Vores liv skal bare fyldes med noget andet end børn.

Når jeg bliver spurgt, om jeg har børn, er jeg begyndt at sige: Nej, det har jeg desværre ikke”. Hun ville ønske, at der var flere, der kunne være i deres sorg og ikke bare trække sig, men lytte og stille spørgsmål. ”Vi skal nok selv sige fra, hvis vi ikke har lyst til at svare, eller hvis det går for tæt på”, fortæller Dorthe.

Vi kan godt få oplevelsen af, at vi er anderledes, fordi vi ikke har børn. Måske særligt i det kristne fællesskab. Det kan godt være, fordi forventningerne her er større både i forhold til rummelighed, og fordi vi har forventning om at være én stor kristen familie.

Misforstået hensyn

Vi kommer nok også let til at trække os lidt tilbage. Da det virker til, at det er et tabu, og som om folk er bange for vores reaktion. Måske er de bange for at gøre os kede af det, fortæller parret og fortsætter:
– Nogle gange er vi lidt for hensynsfulde over for hinanden i kristne kredse. Man er måske lidt for bange for at såre hinanden og bange for at gå for tæt på.

– De mennesker, vi har oplevet, der var lettest at tale med om vores smerte, er mennesker, der selv har oplevet smerte og sorg. Fx singler og fraskilte som heller ikke er en del af den traditionelle kernefamilie med far, mor og børn.
– Vi har fornemmelsen af, at andre, der ikke lever i den traditionelle kernefamilie, kan føle sig udenfor i kristne fællesskaber, fordi mange fællesskaber er bygget op omkring familier med børn.

Da vi flyttede til byen, blev vi tilbudt at komme med i en gruppe med børnefamilier. Men vi kunne ikke se os selv der, fordi vores sorg stadig fyldte meget. Så vi takkede pænt nej.

– Vi kunne ha´ brugt nogle at tale med, som var i samme situation som os. Blandt andet derfor har vi valgt at stå frem. For hvor går man hen, når smerten er stor og vil være der hele livet”, siger Dorthe og slår ud med armene.

Sorg og vrede hører sammen

Agapes temadag for forældre, der har mistet, fik en stor betydning for især Dorthe. ”Her gik det op for mig, at det var en naturlig del af sorgen at blive vred og også blive vred på Gud”, fortæller Dorthe og fortsætter: ”På temadagen oplevede vi for første gang et sted, hvor det var legalt at give sorgen frit løb.
Hvor vi kunne rummes.”
”Ja, det var en vigtig dag, også selvom jeg også her følte mig lidt udenfor, fordi alle de andre havde børn”, tilføjer Bjarne.

Se os som hele mennesker

Bjarnes gode råd til fællesskaber, hvor der er barnløse, er: Spørg ind med ægte interesse, lyt, se os som en almindelig familie bare uden børn. Vi bruger bare tiden på noget andet. Vi tager ikke i Legoland. Men vi gør noget andet.
”Især Bjarne er go til at sætte gang i noget og holde humøret oppe”, siger Dorthe og ser kærligt på Bjarne.

Nogle gange er vi lidt for hensynsfulde over for hinanden i kristne kredse.
Man er måske lidt for bange for at såre hinanden og bange for at gå for tæt på.

Dorthe har i sit netværk nogle singler, der har fået at vide, at de ikke er hele mennesker, fordi de ikke er gift. Gud har da ikke skabt os som halve mennesker, Gud har skabt os som hele mennesker, også selvom vi ikke kan få børn, konstaterer Dorthe med fasthed i stemmen.

Jeg ville ønske, at vi blev set på som ligeværdige mennesker, siger Dorthe og stryger Bjarne kærligt over skulderen.

”Hov, der kommer katten. Ja, vi manglede lidt liv i huset og fik en kat”, siger Dorthe smilende, mens Bjarne lukker katten ind, som hjemmevant hopper op i
vindueskarmen og kigger ud i haven, hvor blomsterne pibler frem.

Af Annette Bech Vad (interview), 3. juli 2018