Hvad er kristen spiritualitet?

– Hvad er spiritualitet?

Ordet kan dække over mangt og meget. Faktisk er der nogle, som mener, at begrebet spiritualitet er blevet brugt og ikke mindst misbrugt så meget af såvel kristne som ikke-kristne, at vi fremover helt må afstå fra at anvende det ord. Vi må hellere begrave det på en kirkegård for udrangerede og uanvendelige religiøse begreber.

”Det er jeg slet ikke med på. Efter min opfattelse kan vi på ingen måde undlade at bruge begrebet spiritualitet. Ordet er jo afledt af ”spiritus”, som betyder ånd. Og hvis vi ikke har plads til Ånden og for en vægtlægning på det indre, åndelige liv og dets udfoldelse, så er det os selv, der er på afveje”.

– Hvad er da det særlige ved kristen spiritualitet?

I den spiritualitet, der er inspireret af østlig religiøsitet, handler det om at bevæge sig væk fra kroppen og fra alt det materielle i forsøg på at nå frem til og selv gå op i en højere, åndelig virkelighed hinsides denne verden.

Gud møder os i vor menneskelighed som dem, vi er, med hver vores baggrund og forudsætninger.

Kristen spiritualitet derimod har inkarnationen som omdrej­ningspunkt. Gud har valgt at møde os, ved at han selv blev menneske – helt og fuldt. Vi skal ikke ved særlige åndelige øvelser svinge os op til at opnå kontakt med Gud, for Gud er kommet til os i Kristus. Og Gud møder os i Jesus, som blev menneske for vores skyld og påtog sig at bære vores synd og skyld op på korset. Netop i korset mødes himmelen og jorden, og Gud bygger bro til os. Korset er mødestedet.
Det er ikke os, der skal svinge os op til ham! Gud møder os i vor menneskelighed som dem, vi er, med hver vores baggrund og forudsætninger.

– Det lyder meget godt, men hvor bliver Ånden og det spirituelle af? Er der tale om noget, der kan erfares og opleves, og hvordan kan det i så fald ske?

Målet for Helligånden vil altid være at føre os dybere ind i korsets mysterium, så det bliver noget, som lever i os.
Paulus taler stærkt om ”Kristus for os”: hvad Kristus gjorde for os gennem sit liv og gennem sin død og opstandelse. Men Paulus er lige så stærk i sin understregning af ”Kristus i os”: at Kristus ved Ånden vil leve sit liv i os, så vi ved Ånden erfarer, at Kristus bor i os.

I mange kirkelige sammenhænge er der blevet advaret så kraftigt imod at bygge sit kristenliv på følelser og oplevelser, at mange er blevet helt skræmte og forlegne ved tanken om åndelige erfaringer og oplevelser. ”Da mister vi noget væsentligt, for vi er jo skabte som hele mennesker, også med følelser, som netop ofte næres af menneskelige og åndelige oplevelser og erfaringer. Og sund spiritualitet vil netop lægge vægt på det og fremme erfaringssiden i kristendommen”.

I den form for vækkelses­kristendom, jeg selv er opvokset med, blev der på sin vis lagt stor vægt på oplevelsen, nemlig oplevelsen af et åndeligt gennembrud og en ”rigtig” omvendelse. Men siden var næsten al tale om følelser og oplevelser bandlyst, og der blev givet meget lidt tilskyndelse og hjælp til at udvikle det åndelige liv.

– Spiritualitet forbindes ofte med at tage på pilgrimsvandring eller deltage i retræte og den slags. Er det det, som skal til for at give spiritualiteten plads?

”Nej, ikke nødvendigvis hverken retræter eller pilgrimsvandringer”. Vi er skruet forskelligt sammen som mennesker, og hvad der er rigtigt at gøre for den ene, behøver ikke at være det for en anden.

For mig kom muligheden for at være i stilleretrætens kravløse rum til at betyde noget helt specielt. Nu synes jeg slet ikke, at jeg kan undvære det.

Men når det er sagt, vil jeg alligevel understrege, at det er helt nødvendigt at leve med bevidsthed om sine egne åndelige/spirituelle behov og drage konsekvenser af det. Mange af os lever et hektisk liv i hverdagen og kan i den grad have brug for at ”trække stikket helt ud” for i nogle dage at søge stilheden hos Jesus i mødet med ham i hans ord og i bønnen, som det f.eks. sker på en retræte.

”Jeg levede selv indtil for ca. 15 år siden uden nogen som helst praksis med at deltage i retræter. Det var faktisk en tilskyndelse til at arrangere retræter for andre, som gjorde, at jeg selv kom på retræte første gang” og Ingolf fortsætter: ”livet igennem har jeg fundet megen velsignelse i bøn og bibellæsning og ved at lytte til god, kristen forkyndelse, men for mig kom muligheden for at være i stilleretrætens kravløse rum til at betyde noget helt specielt. Nu synes jeg slet ikke, at jeg kan undvære det. For mig er det helt afgørende at have god tid til at blive stille for det, som virkelig betyder noget. Derfor må jeg prioritere det højt”.

– Kan man være troende uden at være spirituel?

”Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til”, skriver Paulus i Romerbrevet kapitel 8 vers 9. Det er vigtigt at holde fast i. Har man Kristi ånd boende i sig, og det har man som troende, så er man i den forstand også et spirituelt menneske.
Vi har som kristne hele Helligånden, men Helligånden kan have mere eller mindre af os. Vi opfordres til at lade os fylde af Ånden (Efeserbrevet kapitel 5 vers 18). Det er, hvad det handler om for os, hvis vi ikke skal ende med at miste troen og troens liv med Jesus.

Spirituel praksis sigter mod det åndelige livs bevarelse og dets vækst og fornyelse, så det nye livs frugter kan vokse frem hos os og imellem os. Derfor er sagen vigtig. Ingolf pointerer: ”Talen om spiritualitet kan let gå hen og blive centreret om udviklingen af vores egen åndelighed og fromhed. Men det er ikke et mål i sig selv.  Dybest set handler det alt sammen om Guds ære og ophøjelse”.

—

Ingolf Henoch Pedersen, Randers, pensioneret præst, bibelinspirator i BibelLæser-Ringen og retræteleder.