Man kommer sig aldrig over et terrorangreb, men man kommer videre

”Terrorangrebet var en skelsættende begivenhed i vores liv. Den har frarøvet mine børn noget uskyld. Det kan jeg aldrig tilgive,” fortæller jødiske Mette Bentow, da hun tænker tilbage på den nat i februar 2015, hvor den jødiske synagoge i København var under angreb. Festen ved hendes datters bat mizvah, en slags jødisk konfirmation, endte i kaos og frygt. Musikken blev slukket. Dansen stoppet. Og alle gennet ned i kælderen.

Om formiddagen den 14. februar 2015 var alt ellers startet, som det skulle. Datteren holdt en smuk tale i synagogen om gode gerninger, integration og stoltheden over at være både jødisk og dansk. En tale, der gjorde forældrene stolte, understreger Mette Bentow.

Hjemme igen om eftermiddagen er familien ved at gøre sig klar til aftenens fest. Mette Bentow mindes, at hendes telefon går fuldstændig amok i breaking news, da hun har håret fuld af curlere. Det er skyderiet ved Krudttønden.

”Jeg var et helt et andet sted i tankerne på grund af Hannahs fest”, forklarer Bentow: ”Men da sabbatten er ovre i Israel, begynder vores venner dernedefra at ringe og spørge, om vi ikke har aflyst festen”.

Festen var lige efter angrebene på først satiremagasinet Charlie Hebdo og derefter det jødiske supermarked i Paris. Logikken i jødiske kredse var, at det næste mål efter Krudttønden måtte være jødisk, forklarer hun.

Lidt senere sidder Mette Bentow og børnene på vej mod synagogen i en taxa. De kører forbi den frivillige jødiske sikkerhedsvagt Dan Uzan. Taxachaufføren kommenterer hans størrelse, husker Bentow. Hun husker også sit stolte svar: ”Ja, det er ham, der skal beskytte os.”

Festen forløber planmæssigt. Ved midnat går de ældre gæster og familierne med små børn hjem, men festen fortsætter med musik og dans. Mette Bentow danser med datteren og hendes veninder, da en af vagterne kommer ind og afbryder dem. Musikken skal slukkes, og alle skal gå i kælderen.
Mange af teenagepigerne begynder at græde og nogle af dem at skrige.

Mette Bentow forsøger at være praktisk og tage hånd om de skræmte børn i kælderen.
Først da hendes mand senere kommer retur fra en briefing af en sikkerhedsvagt, bliver hun bange. Han er rolig og siger, der ikke er sket noget, og at alle bare skal forholde sig i ro. Men Mette Bentow kender sin mand. Hun kan se, han lyver.

Inde på kælderens lille toilet udspørger hun ham. Han fortæller, at en af vagterne er blevet skudt, og at de er under angreb. Da bliver hun rigtig ked af det:

”Jeg er ked af, at nogen er blevet skudt. Jeg er bange for, at det er Dan, som jeg har kendt gennem 16 år. Jeg bliver også urolig for, at der skal ske os noget. Jeg ved jo, vi er et mål, bare fordi vi er jøder.”

Men hun bliver også ked af det, fordi hun i det øjeblik ved, at hendes liv aldrig bliver det samme igen. Claus Bentow beder sine kone om at gemme sorgen til senere, fordi de har ansvaret for alle børnene – mange af dem er afsted uden forældre. Først et par timer senere bliver de evakueret af politiet, og alle børn bliver genforenet med deres forældre.

Hjemme igen næste morgen ringer Mette Bentow til Dan Uzans søster Andrea. Og de græder sammen.

Tre år efter

Det har taget relativt lang tid, før Mette Bentow kunne tale om begivenhederne den 14. februar 2015 uden at blive overmandet af følelser.
”Vi har talt meget om det, og jeg har været igennem et langt terapiforløb, men det ændrer ikke på, at det er en begivenhed, der har mejslet sig ind i vores liv – på ondt,” fortæller hun.

På mange måder tænker hun det samme om terrorangrebet i dag som for tre år siden, men indeni er hun anderledes:

”Mange ting er forandret inde i mig. Det var en hel lavine af følelser, der kom inde i mig. Fra skyldfølelse, til uretfærdighedsfølelse, til afmagtsfølelse, til dyb, dyb, dyb sorg. Sorg på familien Uzans vegne, på egne vegne, på mine børns vegne. Jeg vil gerne opleve den nat igen hver eneste nat, hvis det betød, at mine børn ikke ville have oplevet den.”

Vi har talt meget om det, og jeg har været igennem et langt terapiforløb,
men det ændrer ikke på, at det er en begivenhed, der har mejslet sig ind i vores liv – på ondt.

Mette Bentow føler, at hendes børn er blevet frarøvet noget, som de fleste andre danske børn tager for givet. Nemlig det bare at være barn. Hendes børn troede den dag, at de skulle dø alene af den grund, at de er jøder. Det har Mette Bentow det svært med i dag.

Og så har hun det indimellem svært med skyldfølelsen. Det var jo deres fest, og dem Dan Uzan passede på, da han døde. Også det enorme tab af kontrol har været svært for hende:

”Jeg har haft det enormt svært med konsekvenserne af mine valg. Jeg havde valgt, at mine børn skulle opdrages jødisk. Jeg havde valgt, at vi skulle manifestere vores jødedom ved at praktisere den, og alle mine valg havde lige pludselig en fuldstændig uoverskuelig konsekvens for mig.”

Mette Bentow er stille lidt og kigger eftertænksomt på et fixpunkt til venstre for mig, inden hun fortsætter:
”Jeg syntes, det var urimelig, at et andet menneske skulle slås ihjel, mens han passede på os. Men det var ikke forgæves, der er 21 unge mennesker under 18 år, der lever, fordi Dan reddede deres liv.”

”Det er familien Bentows ansvar at ære Dan Uzan og hans heltedåd,” siger hun senere og forklarer, at han betalte den ultimative pris for, at hun og de andre kan leve deres jødiske liv. De er nu forpligtede på at leve det liv. Men hun indrømmer også, at der er tidspunkter, hvor det er svært.

Deres nu 15-årige datter har haft flere ubehagelige oplevelser siden synagogeangrebet og ønsker eksempelvis ikke at bo i Danmark mere. Hun vil til Israel.

Mette Bentow har ikke haft lange samtaler med Gud om oplevelsen og sin skyldfølelse, men hun holder fast i at leve jødisk, og det hjælper hende. Hun har også fået hjælp af en jødisk psykolog:

”Det var virkelig vigtigt for mig, at min psykolog var jøde, fordi der så var ting, som jeg ikke behøvede at forklare. Hun har været fantastisk, fordi hun kan relatere og perspektivere mine tanker og følelser ind i en jødisk kontekst. Og det har været vigtigt for mig.”

Men hvordan kommer man så videre efter sådan en oplevelse?
Ifølge Bentow kommer man aldrig over den, men man kommer igennem den eller videre med den. Hun forklarer det nærmere:

”Den er nu en del af vores historie, og den er med os, men den skal finde det sted, den ligesom skal bo inde i os.”

Den er nu en del af vores historie, og den er med os, men den skal finde det sted, den ligesom skal bo inde i os.

Oplevelsen i synagogen ved datterens bat mitzvah er en del af prisen for at være jøde i Danmark, mener Mette Bentow.

”Jeg kommer ikke til at stoppe med at være jøde. Det er en integreret del af mig, så hvis jeg ikke kan udleve min jødedom her, må jeg udleve den et andet sted.”

Mette Bentow er overbevist om, at danske jøder vil opleve et angreb igen, men familien ønsker at blive i Danmark, så længe et jødisk liv er muligt her. Samtidig har efterårets angreb mod en synagoge i Sverige også rystet hende.

”Vi går bare og venter på, at det sker her igen. Hvor længe skal jeg insistere på min ret til at være jøde i Danmark? Det ved jeg ikke rigtigt,” siger hun stille.