Mor tog sit liv

Det er dagen før min 35 års fødselsdag. Det er mandag. Jeg ringer til min mor, allerede lige efter at børnene er kørt i skole. Hun tager ikke telefonen. Jeg prøver flere gange og finder hver gang en forklaring på, at hun ikke lige er der.
Jeg var bekymret, fordi hun om fredagen var forbi, og da så jeg at depressionen var kommet tilbage. Efter mange gode år! Hun sad og gned de tørre hænder mod hinanden, blikket var tomt, selvom børnene snakkede til hende.
Vi havde været på weekendtur, og jeg havde bestemt, at jeg ville forsøge at snakke med hende,
om vi kunne følges til læge om mandagen, så vi sammen kunne høre, hvad der kunne gøres for mor. Aftenen før var der møde på sømandshjemmet, hvor vores datter sang i kor. Mor og min mand var til mødet. Mor blev sat af derhjemme lige efter. Jeg var hjemme hos de mindste.

Mandag eftermiddag omkring kl. 17 ringer min mors nabo og spørger, om mor er rejst til Århus til min søster, da der ikke havde været rullet op i køkkenet hele dagen. Allerede dér burde jeg ha´ vidst, at noget var helt galt, men jeg kan ikke sige hvad jeg tænkte den dag. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad jeg skulle finde.
Hun havde hængt sig, og det var det første, der mødte mig. Hendes bror, som boede ved siden af, var lige bagefter mig. TAK for det. Jeg holdt nænsomt om den kolde krop, mens vi fik hende ned. Jeg kunne længe efter høre mit eget skrig. Jeg tror aldrig – hverken før eller siden – jeg har skreget så højt.

Det kunne hun bare ikke gøre imod os! Vi nåede ikke engang at fortælle, at vi ville hjælpe hende.

Vi fik ringet til min søster og til min mand. Lægen kom og erklærede hende død. Læger har altid haft travlt, men vores læge blev den aften flere timer. Politiet kom. Hendes brødre stod der, og vi forstod ingenting. “Det kunne hun bare ikke gøre mod os”. Vi nåede ikke engang at fortælle, at vi ville hjælpe hende. Være der for hende og stå ved hendes side i den svære tid, vi ville gå i møde.

Det var hårdt at erkende, at Mor havde valgt os fra. Det var følelsen. Hun elskede os alle så højt. To døtre, to svigersønner og 6 børnebørn.
Nogen havde taget sig af vores 4 børn. Nogen lavede den aftensmad, jeg var begyndt på og bagte den kage der var i gang til udvalgsmødet, som skulle være hos os den aften. Bordet blev den aften fyldt af helt andre mennesker.

I perioden efter mors død var jeg bange i mørke. Det havde jeg aldrig været før. Vi fik ekstra lys ved garagen og i haven. Jeg turde ikke tømme postkassen i mørke.
Vores hus var i to plan. Jeg gik aldrig ovenpå, hvis ikke der var nogen deroppe. Vores ældste dreng havde værelse der. Det var vigtigt for os, at min angst ikke skulle forplante sig i børnene, så vi talte ikke så meget om det i deres nærvær.
Det var svært at fortælle det til børnene. De mindste fik først hele sandheden et års tid efter.
Mors hus blev ryddet og solgt.
Det blev jul og nytår, og så kom tomheden. Jeg  søgte hjælp hos Agape og fik dengang at vide, at hvis du har et sted at gå hen med din tro, så behøver psykologen ikke nødvendigvis være en bekendende kristen. Det blev min hjælp.
– 12 gange i samtale hos en psykolog strakt ud over et år gjorde, at jeg kom videre.
Selvfølgelig sammen med alle mine kære rundt om mig, som bar over med mig den ene gang efter den anden, når tårerne løb – eller jeg bare “gik i hak”.
Det blev også til mange telefonopringninger min søster og mig imellem. “Alle de dårlige dage, for så pludselig at møde en god dag”. Det blev vendt til “alle de gode dage og så pludselig en dårlig dag”.

Det var hårdt at erkende, at mor havde valgt os fra. Det var følelsen.

Hos psykologen fortalte jeg, og han stillede spørgsmål. Nogen gange gik jeg hjem med tåbelige spørgsmål, men ved nærmere eftertanke var de måske ikke så tåbelige. Svarene på de forskellige spørgsmål kom snigende mellem samtalerne. Jeg husker specielt spørgsmålet; om hun havde planlagt selvmordet. Jeg benægtede straks, og var helt sikker på, at det var en pludselig opstået tanke for mor. Men som tiden gik, indså jeg, at hun havde lagt planen for, hvordan det skulle ske.

“Den dag du forstår mig, er du der selv” sagde mor engang i sin gode periode. Det var det tætteste, jeg kom på at tale med mor om hendes depressioner.
Spørgsmålene må forblive åbne..
Jeg håber aldrig at komme til at forstå, hvorfor hun tog sit eget liv.

Efter mors selvmord

Af Anne Grethe Rasmussen, søster til Birgitte

Vores verden gik i stå, da vores mor valgte at ta´ sit eget liv – og vi kunne undre os over, at posten alligevel blev delt ud, at butikkerne var åbne og andre folk gik på arbejde. Der var ikke forskel på dagene for os – der var ingen “hverdage” længere. Men børnenes helt almindelige hverdagskrav: måltider og sengetider var med til at sætte døgnets nat og dag i system.
Det var godt, når folk kom og snakkede til os – og med os – og engang imellem kunne vi bare ikke det mere heller, men måtte finde lidt “frikvarter” og gøre noget helt andet. Nogle kom forbi med et måltid mad, og det var en rigtig god hjælp – meget mere end man lige skulle tro.