Når det, der håbes på, endnu ikke er sket

Mennesker, der oplever at miste sin elskede, får sympati og medlidenhed fra andre midt i sorgen og smerten. Det menneske, som aldrig har haft en kæreste eller ægtefælle eller som frivilligt er blevet skilt, mødes ofte med uforståenhed overfor deres sorg og tab. Denne uforståenhed kan være baseret på udenforståenhed.
Udenforståenhed handler om, at stå udenfor en situation og kigge ind, men ikke at være en del af den situation. Mennesker, der lever udenfor en kernefamilie er udenforstående til livet i en kernefamilie, på samme måde som mennesker i en kernefamilie er udenforstående til den livssituation, det er at leve alene.

Det kan være svært, at være udenforstående. For mange, som står udenfor en kernefamilie, er det særligt svært, fordi de kigger ind på det, som de selv ønsker sig, men endnu ikke har. Det er altid hårdt at være udenfor. Det menneske som ufrivilligt mister et elsket menneske, skal bearbejde og lære at leve med sorgen og tabet. På samme måde skal det menneske, som endnu ikke har haft en elsket, bearbejde det meningstab, som dette er.

At sørge

Man kan ikke notorisk sige, at mennesker, som ufrivilligt lever alene, er sorgramte. Men den psykologiske viden om sorg og tab kan være ganske brugbar til at tackle det meningstab, som kan opstå, når livet endnu ikke er blevet som forventet.

Sorgen over, at livet endnu ikke er blevet som forventet er anderledes, end den der er forbundet med at miste noget eller nogen, som var værdifuld for én.
Sorgbearbejdelsen er også af en ganske anden art, end sorgen opstået af den akutte eller traumatiske krise. Som allerede nævnt bliver den ufrivilligt single ofte mødt med uforståenhed.
Denne uforståenhed handler enten om undren over at de endnu ikke har fundet én, hvorfor det er svært at være single, eller medlidenhed uden forståenhed (dvs. at ufrivillige singler ikke bliver forstået i deres sorg, men at personer i en kernefamilie kun møder dem med en antagelse om, at det er synd for dem, at de endnu ikke ”har nået målet”).
Ufrivillige singlers sorg bliver derfor ofte ikke anerkendt af mennesker omkring dem. En anden forskel er, at ønsket og håbet om at finde sammen med en partner stadig lever midt i sorgen og meningstabet. Chokket over tabet er givetvis heller ikke så stort som ved den akutte krise, og derfor føles det nok mere som om, at sorgen kommer udramatisk ”snigende” og bliver til en tristhed og frustration, som den ufrivilligt single ikke helt forstår, hvad handler om.

Danmark: Et singlesamfund

Til trods for, at kirken værdisætter kernefamilien højt, er dette ikke afspejlet i resten af det danske samfund. Ifølge Danmarks Statistik, er der i Danmark 2,6 millioner husstande. I 1,2 millioner husstande er par, der bor sammen, og i 1,1 bor der mænd eller kvinder alene med eller uden børn. Det er næsten 50 % af alle husstande, som består af singler eller mennesker, der ikke bor sammen med en partner. Endvidere består cirka 200.000 husstande af flere familier (f.eks. kollektiver). Det vil sige, at næsten halvdelen af Danmarks befolkning bor som singler med eller uden børn. Det kan derfor siges, at være meget normalt at bo uden en kernefamilie i Danmark. Det er paradoksalt, at den kristne menighed overser dette i mødet med mennesker, som lever alene, fordi vores kirkelige grundtone kommer til at fremmedgøre halvdelen af Danmarks befolkning overfor kirken. Vi ikke blot påfører kristne ufrivillige singler sorg, vi gør det også vanskeligt for ikketroende singler at komme til kirken, og derved til troen.

At tackle meningstabet

Den helt store udfordring for den ufrivilligt single, er at tackle sit meningstab. Det handler om at finde mening i livet uanset ens livssituation. Den svenske psykiater Johan Cullberg, som har arbejdet meget med krise, siger; at leve uden partner kan for nogle være et problem, der føles katastrofalt. Cullberg deler den ufrivilligt singles meningstab op i et ydre, socialt aspekt og et indre, eksistentielt aspekt. Disse to aspekter hænger dog uløseligt sammen. Det kan føles ydmygende i sociale sammenhænge at være alene, og det kan føles ensomt og meningsløst at leve hverdagen alene, ligesom det er et tab, hvis man heller ikke har fået børn. For at tackle både det indre og ydre meningstab er den ufrivilligt single nød til at finde andre kilder til mening end at være kernefamilie og være i parforhold.

Ud fra Cullberg kan man tale om, at der er to niveauer i at tackledette meningstab. Det første handler om, at retænke livets mening. Som single skal man på et mentalt og følelsesmæssigt plan finde ud af: ”Hvad skal jeg så?”.
Ofte handler det også om, at finde frem til: ”Hvem er jeg så?”. Det er selvfølgelig vigtigt, at håbet om at finde en partner kan leve videre i denne retænkning af mening.
Den ufrivilligt single kan føle sig socialt ydmyget ved at være ene i sociale sammenhænge, hvor andre ankommer som par eller familie. Det kan skabe en følelse af at være
fravalgt eller vraget. For singlen, som føler sig socialt ydmyget handler det om, at finde sin identitet, værdi og mening i andre aspekter af livet. Meningstabet kan derved blive indgangen til større hvile i troen og sig selv, ved f.eks. at dyrke idealistiske, åndelige eller kulturelle interesser.

Følelsen af ydmygelse kan også forvandles til noget meningsfyldt og værdifuldt i form af et dybere arbejdsengagement og udvikling af faglige kompetencer. På dette niveau handler det om, at retænke det at se sig selv som socialt ydmyget til at se sig selv, som et menneske med værdi, evner, meget at tilbyde og som et elsket menneske, som bare ikke lever i et parforhold eller med en kernefamilie. Den kristne tro kan have meget at tilbyde i denne retænknings-proces, fordi den netop viser hen til menneskets ubegrænsede værdi gennem Kristus.

Det andet niveau handler om, på et mere lavpraktisk plan at reorganisere det konkrete levede liv, således at det bringer personen nye meningskilder.
De fleste ufrivillige singler vil på et tidspunkt forvente, at de nu ville stå et sted i livet, hvor de brugte størstedelen af deres tid og energi på familieliv. De vil som oftest være omgivet af venner og familie, som er (selv) optagede med familieliv, og derfor mangler fysisk og socialt overskud.
Det kan være svært, at være udenforstående til nærtstående kernefamilier, som ofte ikke har overskud til at tage hensyn til den ufrivilligt singles behov for omsorg, samtale og nærvær. Den ufrivilligt single har mere tid at bruge i sin hverdag, og har et større behov for socialt samvær.

Det kan være sårende ikke at blive mødt med forståelse for dette.
Begge parters udenforståenhed for den andens livssituation kan vanskeliggøre samværet. Det er desværre ofte singlen, som bliver taber, da kernefamilien ofte ikke ”orker” en vanskelig relation midt i fysisk og socialt underskud.
Det kan være nødvendigt for den ufrivilligt single, at lægge praktiske planer til at udfylde sin tid, samt accepterer at være initiativtager til social kontakt, da han eller hun har mest tid til at få ideer og planlægge.
Det er bedst, hvis retænkningen går forud for reorganiseringen, da man som single derved ikke føler det som en social ydmygelse at skulle være initiativtager. Så har man gennem retænkningen fundet hvile i egen værdi og i at have meget at tilbyde andre mennesker.
Så vil han eller hun kunne påtage sig rollen som initiativtager uden at føle sig fravalgt. Endvidere kan det ”at have meget tid” også blive meningsfyldt, hvis retænkningen går forud for reorganiseringen. Da vil den ufrivilligt singles større mængde tid kunne give rig mulighed for at udleve de nye meningskilder.

Af Dorte Toudal Viftrup er Cand. Psyk., Ph.d. stud., 28. april 2013