Når ens barn dør

Artiklen blev bragt første gang i Agapes blad TEMA nr. 2, 2007

Mistede alt pånær troen

Da vi stod ved graven om aftenen, hvor et blomsterhav dækkede familiegravstedet og alle stierne omkring, var der en ung fyr, der tog om min skulder og sagde: “Din datter var et rigt barn!” Han var lige vendt hjem fra Sydamerika, hvor han havde arbejdet med gadebørn og oplevet, hvordan de blev jagtet som rotter og slået ihjel og efterladt døde i rendestenen eller i en papkasse.
Ja, vores datter Elisa var et rigt barn, og vi omkring hende blev fattige, da vi mistede hende. Vi blev fattige umiddelbart, men vi mistede også en fremtid af liv sammen med hende. Vi mistede oplevelser, kommende svigersøn og børnebørn. Vi mistede latter og glæde og tillid til livet! Vi mistede sorgløshed og tiltro til, at hvis man gør sig umage, skal det nok gå! Vi mistede drømme og håb! Det eneste, vi faktisk beholdt, var troen! Vi sagde ikke til os selv og hinanden: “Vi må bevare troen!” Nej, slet ikke! Troen bar os igennem!

Det var hedebølge den sommer, hvor Elisa blev syg! Den dag, da hun blev begravet, var en hed, solfyldt, bagende dag, hvor varmen flimrede over asfalten og gruset raslede larmende under vore fødder i den øredøvende stilhed.
Det var den dag, vores familie splintredes i stykker, så vi stadig 12 år efter finder stumper, der skal klinkes på plads.

Gud sendte en mand

Fem dage efter, at Elisa var blevet begravet, kom der en mand og bankede på vores dør! Han var far til Emil, der var en af Elisas legekammerater nede fra legepladsen. Vi havde et legeplads-venskab med ham, hvor vi hyggede os, mens vi skubbede gynger og sludrede og nød vore børn sammen.
Det eneste, vi nærmest vidste om ham privat, var, at han havde en yderst besværlig ekskone, der boede i Italien, og at det derfor var ganske kompliceret, at have Emil som delebarn!

Nu stod han så i vort hjem og insisterede på at tale med os: “I skal vide, at min ekskone og jeg mistede Emils storebror ved vuggedød. Ligegyldigt hvad vi gjorde for at klinke skårene, så magtede vi det ikke! I skal vide, at 91% af alle par, der mister et barn, bliver skilt! Jeg har nede på legepladsen set, hvor glade I to er for hinanden, og derfor vil jeg have, at I giver hinanden og mig hånden på, at I ikke vil gå fra hinanden, før der er gået to år!”
Denne samtale varede cirka en time! Det var ikke svært at række hånden ud og aflægge dette løfte til ham og hinanden! Men jeg er ikke i tvivl om, at denne nærmest fremmede mand blev sendt til os fra vores Himmelske Far, der ønskede at få os sammen igennem dette tab. Jeg er ikke i tvivl om, at denne mand var med til at redde vort ægteskab!

En væsentlig og voldsom dag

Nogle af vore venner, som vi meget sjældent ser, sendte os en folder om en Agapedag (Den årlige temadag “At miste et barn”, red.). De havde set den og tænkte, at det måske var noget for os. Jeg var meget i tvivl, for det var jo otte år siden, og hvad kunne vi bruge det til? Men når nu vore venner havde fået denne tilskyndelse, ja, så kunne der jo ikke ske noget dårligt ved det. Så Poul Gerhardt og jeg tog af sted. Det væsentlige og voldsomme ved denne dag var det spejl, der blev sat op foran mine øjne!
Vi var omkring 10 par samlet. Det eneste, vi havde tilfælles, var, at vi havde mistet et barn! Vilkårene var helt forskellige: Nogle havde mistet et spædbarn, andre et voksent barn. Nogle havde mistet ved ulykker, andre ved sygdom og endnu andre ved fødsel! Denne dag gav mig en grusom oversigt over sorg og sorgens mange faser!

Et par havde lige mistet tre uger før og var stadig i fuldstændigt chok! Så var der dem, der var gået over i apati! Der var dem, der var afmægtige og dem, der var vrede! (Nogle på Gud, andre på sig selv.) Der var nogle fulde af selvbebrejdelse og andre, som havde mistet livslyst. Så var der dem, der var kommet til erkendelse og havde fundet vilje til at fortsætte på trods! Og fordi vi var dem, der var gået længst tid for, kunne jeg genkende min egen sorgproces i alle deres hærdede ansigter og sårede blikke. Denne dag har jeg aldrig glemt!
Det var så komprimeret og skræmmende at se så meget sorg samlet i samme rum, og samtidig gik det op for mig, at dèr hvor tabet er langt borte i tid, kan det stadig i dybet, bag facaden eller rettere forsvarsskjoldet være et åbent, blødende sår!

Min sorg lukkede op for andres sorg

I starten, efter at Elisa var død, følte jeg, at jeg forrådte mig selv og hende, hvis jeg ikke nævnede hende, når fremmede spurgte mig om mit liv! “Hvor mange børn?”. “Jeg har fire børn, men min datter Elisa er død!” Det var mit svar. Det var en stor del af min heling, at Elisa ikke blev gjort unævnelig i mit indre, for hun var jo en stor del af mit erfaringsgrundlag for det at have børn og være mor og menneske! Men det var voldsomt for de mennesker, som ikke kendte mig, og som pludselig, midt i et fællesskab med mig, ved en sætning blev hvirvlet ind i mit univers af sorg og kamp for at overleve.

Men her skete ofte det frygtindgydende, at en ældre kvinde i samme øjeblik, jeg sagde, at jeg havde mistet, begyndte at fortælle om sit eget tab som ung. Så var det et vandfald af ord og tanker, der blev sluppet løs i dette menneskes indre. Og ofte føltes det som om vedkommende meget sjældent havde fået luft for denne sorg dybt i hende. Det gik efterhånden op for mig, at der er rigtig mange mennesker, der har oplevet at miste et barn. Og det gik det op for mig, at de kvinder, der har oplevet at abortere, ofte går rundt med den samme art af sorg, som jeg selv gik rundt med.

Vi blev nogle andre mennesker

Min helingsproces har været lang og er indimellem stadig i gang! Lige da Elisa var død, blev min ungdom standset brat, og jeg følte mig som en på 90 år. Da der var gået fire år, havde jeg fundet mine ben igen, efter en vandring så lang i et mørke så dybt, så man ikke tror det muligt!
Jeg kom frem til livet og opdagede, at min ungdom var overstået, og at jeg nu var en moden, markant kvinde, der ikke havde nogen tid at spilde, fordi livet var skrøbeligt og kunne ophøre hvad øjeblik, det skulle være.
Som ægtepar måtte vi sande, at det menneske, vi hver især havde giftet os med, ikke var den samme, og vi måtte finde ud af at lære at elske det nye, formede menneske, som vi havde lovet at dele livet med i lyst og i nød, til døden skiller os ad. Vores personlighed har ændret sig markant, og vores tilgang til livet er blevet anderledes! Den store styrke i vort ægteskab ligger ikke i os selv, men i den gave det er, at kunne sige undskyld og bede om tilgivelse, og i det at kunne tage imod en undskyldning og kunne tilgive og glemme.

Elisas veninde; et pejlemærke

At miste er noget, der følger èn resten af livet! Der bliver dage i året, som bliver svære at komme forbi, der bliver årstider og vejrlig, der bliver uudholdelige at komme igennem. Der bliver højtideligheder og mærkedage, som fyldes med smerte i stedet for med glæde. Og der bliver nogle mennesker, som får en særlig betydning i èns liv!
Elisa havde en dejlig veninde, som hun var jævnaldrende med! De var lige høje og lige søde, lige sjove og lige umulige! Denne veninde betyder rigtig meget for mig: Hver gang jeg ser hende, ved jeg, hvor høj min datter ville have været, hvad hun ville have beskæftiget sig med, hvilket klassetrin hun ville have gået på! Jeg sidder i kirken den dag, hun ville være blevet konfirmeret, og jeg ved, at hun i år ville være gået ud af 10. klasse. Elisas veninde ved godt, at jeg har det sådan med hende, og hun ved samtidig, at hun også er værdifuld for mig i kraft af sig selv! Omvendt ved jeg godt, at min sammenligning er en illusion på mange måder, men det hjælper mig til at have en form for pejlemærker i mit liv, så jeg kan forholde mig til, hvori livet Elisa ville have været, hvis hun havde levet! Og det hjælper mig med at komme igennem som et helt menneske.

Blomsterløg og salmesang

Noget, der har hjulpet mig igennem alle 12 år, har været at sætte løg i jorden!

Jeg har sat i tusindvis af tulipaner i jorden, og symbolværdien i disse blomster er stor! Fornemmelsen af at lægge et lille brunt løg i jorden og så gå den lange, mørke vinter og vente, for så om foråret at se det længe ventede, spæde kim bryde gennem jordskorpen og forvandle sig for mine øjne! Det er et under hver gang!
Og det får mig til at glædes over den lille krop, som vi engang med gråd lagde i jorden! Kun Gud ved, hvad hun vil forvandles til i Hans evige rige!
Noget andet, der har trøstet vores familie i sorgen, var sangen! Da Elisa døde, holdt jeg op med at synge! Jo, jeg sang da, men kun af pligt og uden lyst! Men jeg brød aldrig ud i sang, som jeg ellers så ofte havde gjort før! Til gengæld begyndte min mand at synge! Hver aften vandrede han frem og tilbage over gulvet med salmebogen i hånden og sang salme efter salme efter salme, som hans far og farfar havde gjort det før ham, når deres liv var ramt af sorg! Det var en trøst for ham selv, og det var en trøst for hans børn og hans kone!
Selvom jeg selv nærmest blev stum, og sangen visnede i mit bryst, så gav Poul Gerhardts sang håb og lys ind i sorgens mørke, og hjælp til at drage videre ad natmørkt hav over den brusende grav… Sangen var med til at blæse livsånde ind i vore hjerter og sende lys ud i de mørke sindets kroge! Salmerne er skrevet af mennesker midt i det virkelige liv, og de holder til at blive hvisket eller skreget i den yderste nød! Hvis jeg skulle vælge tre ting til et ophold på en øde ø, er det helt sikkert, at det ene valg ville blive Den Danske Salmebog.
De andre to ting er mere usikre og kan skifte, men salmebogen ville være mit første usvigelige valg. Da der var gået to år, begyndte jeg at synge med igen, og nu, når jeg er mest ked af det, er det henne i kirken under salmesangen i fællesskabet med de andre omkring mig, at jeg får størst trøst. Sangen henter lægedom for sjælen!

Der er gået 12 år nu (i 2007 red.), det er sommer og varmen er gennemtrængende.
Der kan gå flere dage, hvor Elisa slet ikke er i mit sind! Men for 14 dage siden gav jeg igen noget af hendes tøj til genbrug! Lidt efter lidt får jeg skilt mig af med ting, der smerter mere, end de glæder!

Vred – men ikke på Gud

Lidt efter lidt er hendes fravær i mit liv blevet til noget almindeligt, ligesom den korte tid, hun prægede med sin tilstedeværelse, var almindelig! Tabet af vores datter er blevet en lille massiv del af den helhed, som livet er! Elisas død ændrede vores liv brutalt og markant, og vores livsbane havde været helt anderledes, hvis hun ikke var død! Men vi har haft et rigt og velsignet liv, hvor èn af velsignelserne var hende!

Ved 50-året for redningsbådsulykken i 1951 i Hvide Sande, hvor fem redningsmænd druknede og efterlod sig fem enker og 21 faderløse børn, blev den sidste levende enke spurgt, om hun ikke havde været vred og bitter på Gud. “Nej, jeg har aldrig været vred på Gud!”
Svarede hun med et afklaret blik! Sådan har det også været for mig!
Jeg har aldrig følt vrede mod Gud! Han har jo vandret med i mørket og trøstet mig, hver gang jeg var ulykkelig! Uden Ham var jeg gået tabt i sorg og afmagt.
Han er årsagen til, at jeg har fundet vejen gennem smerten, og Han er årsagen til, at jeg har fundet lysten til og glæden ved livet igen! Jeg har været rasende, vred, apatisk og deprimeret. Men det har aldrig været rettet mod min himmelske Far, som jo har hjulpet mig igennem alle disse stadier af sorg! På en måde synes jeg, at det er for nemt at blive vred på Gud! Døden er et livsvilkår, som er kommet ind i livet på grund af mennesket selv! Gud har sendt os sin søn for at ophæve dødens magt! Hvis man luller sig ind i vrede imod Ham, har Han svært ved at vise os vejen gennem dødens skyggedal, og vi har svært ved at skimte lyset for enden af tunnelen, fordi vores vrede fylder hullet ud! Han ønsker at gå ved vor side, når vi har mistet og fortælle os, at døden ikke har det sidste ord!
Men det kræver, at vi giver Ham plads i vort sind til at trøste os og lindre vor smerte! Alle sindsstemninger er repræsenteret i sorgens land, og alle sorgens faser skal vi vandre igennem for at få et liv, der igen kan rumme glæde og lykke og begejstring. Men jeg tror, at vreden mod Gud gør vejen til lindring hundrede gange så lang og mørk og tung! Ikke fordi, at Han svigter os, for Han kan sagtens rumme, hvis vi er vrede på Ham. Men vreden mod Ham kan stå i vejen, så vi får langt sværere ved at mærke Hans trøst og nærvær! Kaj Munk har sagt: “Vi er ikke garanteret mod storm, men med Jesus ombord, er vi garanteret mod undergang!”
Dem, der er gået forud, tæller med! Af en elsket person blev jeg på et tidspunkt gjort opmærksom på sidste kapitel af Jobs bog! (Job 42,10-17). Her står der, at Jobs skæbne blev vendt, da han gik i forbøn for sine venner, og så står der, at Herren gav Job alt, hvad han havde ejet, dobbelt igen. Han får virkelig det dobbelte antal af alt, og der står, at Herren velsignede Jobs sidste tid mere end hans første tid. (Sammenlign Job 8,7 med 42,12). I vers 13 står der så: “Og han fik syv sønner og tre døtre!” Der står ikke “Men…” Problemet ved regnestykket er, at det ikke er det dobbelte antal børn, men det samme antal børn èn gang til!
Heri ligger opstandelseshåbet og Guds gennemtrængende trofasthed! For Gud regner de børn med, som Job allerede havde fået, men som nu var døde og gået i forvejen! (Job 1,2 og 42,13). Dette har ofte været i mine tanker, når jeg blev modløs. Vore sjæle er evige og evigt forbundne, og Gud regner dem med, der er gået forud, også vore børn!