Om at sørge over det, der ikke blev

At erkende sin barnløshed handler for rigtig mange om at erkende sin længsel efter noget, man troede muligt at få, men som ikke er blevet til noget, fordi éns liv har formet sig sådan.

Erkendelsen handler også om tabet af at være medskaber af et nyt liv, som vokser i morens mave, som reagerer på såvel fars som mors stemme, når det bliver født, fordi det allerede er tilknyttet til netop disse to vigtigste personer i barnets liv. Man får frarøvet muligheden for at følge netop dette barns udvikling, at elske og vejlede det.

For de fleste mennesker vil erkendelsen af egen barnløshed dermed være forbundet med erkendelsen af et meget stort tab. Så stort og så smertefuldt for mange, at det kan blive svært overhovedet at nå dertil, hvor man kan erkende, at man lider under tabet.
Det kan også være svært at erkende, fordi man selv har svært ved erkendelsen og ved at mærke smerten over tabet. Samtidig kan det opleves som noget, der nærmest er tabubelagt i de relationer, man i øvrigt er en del af. Det betyder, at det bliver svært at få hjælp til at mærke smerten og bearbejde den i ens relationer.

Kompliceret sorg

Der er en risiko for, at man i erkendelsen af sin barnløshed udvikler en kompliceret eller traumatisk sorgreaktion. Ved kompliceret sorg bliver sorgens arbejde ikke gjort. Sorgens arbejde handler om at få gennemlevet smerten ved tabet, med henblik på at give slip på det, man har tabt, så man har mulighed for på ny at åbne sig for livet.

Kompliceret sorg kan udvikles, når sorgen ikke har et tydeligt tab at bearbejde. Når sorgen netop retter sig mod tabet af det, jeg havde håbet ville ske; tabet af hvordan jeg havde forestillet mig, livet skulle være, tabet af en tæthed eller tilknytning, som man ikke får lov at opleve. Tabet af drømme, der aldrig vil blive realiseret, tabet af det, jeg troede, jeg havde mulighed for at opnå, som jeg aldrig rigtig havde, og som jeg længtes efter at have. – Kort sagt: Tabet af en fremtid som familie med børn, man selv har været med til at skabe.

Sorgens opgave er nemlig at få os til at gennemleve den med henblik på at give slip.

Sorgen kan dermed ende med ikke alene at handle om noget, vi har mistet, men om noget vi nærmest føler er blevet berøvet os – håb og drømme, længsler og muligheder.
Der er også risiko for at udvikle kompliceret sorg, når sorgen bliver et væld af følelser, som er svære for de fleste at forholde sig til, eller som kommer i en grad eller styrke, der opleves overvældende og dermed truer én med at tabe kontrollen over sig selv og sit liv.

Når vi føler, at vi er blevet berøvet noget, når vi føler os snydt, eller næsten franarret noget, er det fordi, vi helt grundlæggende synes, det er vores ret at få børn. Og vi har god grund til at føle, at det lidt er vores ret, vi er blevet frarøvet.
For dette med at få børn opleves som noget, der på alle måder forventes af os, og som vi forventer af os selv biologisk, socialt, religiøst. På det helt eksistentielle niveau, der handler om livets mening, har vi en forventning om, at det ’hører med’, at stifte familie og få børn.

Når vi føler os berøvet eller snydt, bliver vi naturligvis vrede – jeg skriver naturligvis med fuldt overlæg, for sådan er vi skabt.
Det er det følelsesmæssige forsvarsværk, der vækkes i os. Et forsvarsværk der fortæller os, at noget er (for) galt, og tilskynder os til handling. Lige som fysisk smerte minder os om, at vi skal se at få flyttet hånden fra kogepladen, så minder det følelsesmæssige forsvarsværk vreden os om, at noget er for galt, og noget må gøres.

Hvad skal vi gøre – hvordan skal vi handle?

Det er ikke så indlysende, hvordan vi skal handle på vores vrede, som det er, hvordan vi skal handle på fysisk smerte. Derfor har vi en tendens til at undertrykke vreden, eller lade den komme ud som bebrejdelser mod vores ægtefælle eller mangel på samme, eller på vores forældre, på Gud eller på miljøet.
Eller vi vender vreden mod os selv i form af selvbebrejdelser og skyldfølelser. Det er nok i virkeligheden mig selv, der er skyld i dette her. Hvis ikke jeg havde været så… eller gjort så… Skyldfølelse og selvbebrejdelser virker lidt ligesom kviksand – det trækker os ned til at sted, hvor det er svært at komme op fra igen. Her lurer der en risiko for at udvikle depressive følelser, fordi vrede, skyldfølelse og selvbebrejdelse bliver et sted, hvor vi slipper for at mærke det, som kan være endnu sværere at mærke – nemlig sorg, smerte, tristhed og gråd.

Vigtigt at give slip

Sorgens opgave er nemlig at få os til at gennemleve den med henblik på at give slip. Og hvordan slipper man det, man aldrig har fået? Det er svært at slippe, fordi man hele tiden konfronteres med andre, der har fået børn. Det at give slip er i det hele taget svært for os mennesker. Det kan være svært nok for os at give slip på fysiske ejendele. Hvor meget sværere kan det så ikke være for os at give slip på et håb, en drøm, en længsel?

Når vi ikke giver slip, kan vores arme være for fulde af det, som vi ikke tør give slip på, til at vi kan få plads til, hvad livet i øvrigt har til os.

Endelig er det svært for os at give slip, fordi vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Hvis vi oven i købet giver slip på den smule, vi har – selv om det så kun er en drøm eller en længsel – hvad har vi så tilbage?
Men vi har brug for at kunne slippe, for at få muligheden for at åbne os for de nye muligheder, som livet også har til os. Når vi ikke giver slip, kan vores arme være for fulde af det, som vi ikke tør give slip på, til at vi kan få plads til, hvad livet i øvrigt har til os.

Giv dig selv lov til at sørge Vi må give os selv lov til at sørge over de uoprettelige tab af håb, drømme og længsler, for det vil hjælpe os til at bevæge os fremad ind i nye muligheder. At tabe drømme eller illusioner om et liv er det sværeste tab.

Vi må altså i gang med at slippe følelserne af sorg, af vrede mod os selv eller mod de livsomstændigheder, som, vi oplever, har berøvet eller snydt os. Vi må slippe skyldfølelser og selvbebrejdelser eller bebrejdelser vendt mod andre.
Det kan fx gøres ved at skrive disse følelser ud: Jeg føler mig snydt. Jeg føler mig vred. Jeg er ked af. Jeg er bedrøvet over. Jeg skammer mig over. Jeg er såret over. – Sæt ord på følelserne på et stykke papir, giv dem luft og giv slip.

Det kan der være brug for at gøre rigtig meget og mange gange. Skriv et brev til din drøm, din længsel, dit håb – hvor du giver udtryk for, hvad du havde håbet eller ønsket dig, og giv dig selv lov til at slippe det ved at sige farvel til denne drøm, denne længsel.
Det er hårdt arbejde og ofte tidskrævende. Man har sikkert brug for at vende tilbage mange gange og gentage processen med at skrive følelserne ud og få sagt farvel, men herfra kan der blive mulighed for at komme videre. Afslutninger er uundgåelige del af vækst. Når vi gennemgår processen med at slippe fortiden og træde ind i fremtiden må vi finde vores egen måde at sige farvel på – en måde, som respekterer det tab, vi har gennemlevet, og som gør os frie til at komme videre med fornyet håb og optimisme.

——————————

Fodnote:
Artiklen er kraftigt inspireret af, og indeholder direkte citater fra Marianne Davidsen-Nielsens bog ”Blandt løver”, som jeg kan anbefale til videre læsning og bearbejdelse af komplicerede tab/sorg. Bogen er egentlig skrevet til bearbejdelse af det tab, som livstruende sygdom kan opleves som, men beskriver sorg og forandringsprocesser på en generel måde, der efter min mening gør den anvendelig overfor kompliceret tab/sorg i det hele taget.