Smid krykken,
når verden vælter

Mundbind. Håndsprit. Afstand. Aflysninger. Nedlukning.

Hvem havde forestillet sig alt det, da vi vendte kalenderbladet fra 2019 til 2020? Tænk, at verden kan forandre sig så meget på så kort tid.

I disse måneder bliver der talt en del om, hvad vi kan lære af corona-krisen. »Man skal aldrig lade en ’god’ krise gå til spilde,« lyder det. Her tænkes der nok mest på det sundhedsfaglige, på økonomi, på politiske strukturer og mere af den slags. Alt det, der skal til, for at vi kan genvinde kontrollen og undgå at miste den igen. Vi vil så gerne have kontrol. Vi vil så gerne kunne hvile i, at der er styr på det. Eller i det mindste: At vi er klar til at håndtere alt det, der rammer. Det gælder på det store, samfundsmæssige plan, men det gælder også helt personligt for langt de fleste af os. Derfor sikrer vi os. Med uddannelse og arbejde. Motion og sund kost. Og hvis uheldet alligevel er ude, sætter vi vores lid til forsikringer, sundhedsvæsenet og det sociale sikkerhedsnet. Vi er i kontrol, tror vi. Lige indtil vi ikke længere er det, og vores verden bliver rystet. Og det gør den før eller siden.

Et kollektivt kontroltab?

Det er netop det, corona-krisen minder os om på det rent menneskelige plan. Den har ikke kun ført til et kollektivt kontroltab, men er også en kollektiv påmindelse om, hvor lidt kontrol vi faktisk har, når det kommer til stykket.

Vi ved det jo godt, selvom vi helst vil glemme det. Livet er skrøbeligt, og lykken er skrøbelig. Der skal så lidt til: Fyresedlen på bordet. En højresvingsulykke. Skilsmissepapirerne, der kommer som et chok. Eller meldingen fra lægen: »Der er desværre ikke mere, vi kan gøre«. Og pludselig er det, som om hele verden vælter. Vi mister kontrollen. Eller måske snarere: Vi mister den illusion om kontrol, som vi har det med at indhylle os i. Og selvfølgelig indhyller vi os, for ellers er livet jo ikke til at holde ud.

Med eller uden håb

En vigtig del af enhver krisehåndtering består netop i at acceptere det, vi ikke kan ændre på. Det kan være en angstprovokerende proces. For hvis vi ikke har kontrol, hvem har så? Er vi så bare overladt til tilfældighedens luner?I et samfund uden Gud kan svaret næsten kun være »ja«. Og mon ikke det er derfor, vi så krampagtigt forsøger at holde fast i kontrollen. Uden Gud er der jo ingen til at gribe os, hvis vi mister grebet – sådan for alvor. Håbløsheden ligger lige for, og hvis vi skal orke at kæmpe os tilbage igen, kræver det, at vi finder håbet på ny.

For mig er det netop noget af det stærkeste ved den kristne tro: Håbet.

Håbet om, at selv når alting ramler, så er Gud der og holder hånden over mig og under mig. Håbet om, at uanset hvor dybt jeg falder, så står han klar til at gribe mig. Håbet om, at ikke engang døden, det ultimative kontroltab, er uden for hans kontrol.

Når troen rystes

Indimellem bliver troen rystet. Det gjorde den også for Simon Peter, da han og de andre disciple en stormfuld dag så Jesus komme gående imod deres båd ude på vandet (Matthæusevangeliet 14, 22-33). Peter var ellers kæphøj nok til at begynde med. »Herre, hvis det er dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet,« sagde han modigt. Men da han snart derefter virkelig stod på vandet, så han pludselig, hvor voldsom stormen faktisk var. Og han blev bange og sank i. Det var ikke styrken af Peters tro, der reddede ham den dag. Den kunne pludselig ligge på et meget lille sted. Nej, det var Ham, der rakte hånden ud og greb fat – lige dér, hvor alt så håbløst ud.

Livets barske virkelighed er, at vi alle – om ikke før, så den dag vi skal herfra – kommer til at stå i en situation som Peters, hvor den kontrol, vi troede, vi havde, pludselig er væk, og hvor vi kun har to muligheder: At opgive håbet og synke i eller række hånden frem i håb om, at der er én, der griber os.

Kun en krykke?

Af samme grund er den kristne tro ofte blevet beskyldt for blot at være en krykke; en hjælp til at klare livet for de svage, der ikke kan klare sig selv eller ikke vil se livets realiteter i øjnene. Til det er der tre ting at sige: For det første er det ingen skam at have brug for støtte. »Ingen mand er en ø,« siger vi, for vi ved dybest set godt, at ingen af os kan klare os selv ret længe uden nogen – eller noget – at støtte os til. Og vi gør det alle sammen. Spørgsmålet er bare, om det, vi støtter os til, så også kan bære. For det andet kan kampen for at bevare kovisentrollen jo netop være den krykke, der afholder os fra at se livets virkelighed i øjnene. Så længe vi kan overbe os selv om, at vi har styr på det, kan vi gemme og glemme sandheden om, hvor hurtigt verden kan vælte.

Smid krykken!

For det tredje er den kristne tro på sin vis det stik modsatte af en krykke. Den handler netop om at give slip på illusionen om kontrol og egen styrke – akkurat som det skete for Peter ude på vandet. Den dag mistede han måske lidt af troen på sig selv. Til gengæld kunne en ny tillid vokse frem; til Ham, der rakte hånden ud, greb ham og holdt ham fast.

Et andet sted i Bibelen siger Jesus det sådan: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det« (Markusevangeliet 8,35). Eller sagt med andre ord: »Indse nu, at din kamp for at bevare kontrollen i sidste ende er nytteløs. Giv slip. Og lad mig gribe dig«.

Med håbet om, at det er sandt – at Jesus er den, der altid står klar til at gribe mig, uanset hvor tungt jeg falder – så kan jeg endelig se virkeligheden om min egen afmagt i øjnene, smide krykken, rette mig op og tage det næste skridt. Corona eller ej.