Vigtig medlemsinformation!

Kære medlem

I juni måned udsendte vi et brev til alle medlemmer. Enkelte gange kan brevduen fra Bladkompagniet imidlertid ramme postkassen lidt skævt. Derfor lægger vi også lige dele af brevet op her på siden. Har du ikke modtaget brevet i din postkasse, må du meget gerne give os besked via info@agape.dk eller 8680 6022.

Brev til medlemmer:

Efter et par år med røde tal på bundlinjen har bestyrelse og ledelse valgt at sætte gang i en større ”ombygning”, der på den lange bane giver en økonomisk sundere forening.

Agape er velsignet med en trofast giverskare og et stærkt frivilligt engagement. Årsagerne til den røde bundlinje er primært en kombination af (en naturlig) udskiftning af psykologer, et efterslæb på indtjeningen efter corona-tiden og en beklagelig fejl med afmelding af betalingsserviceaftaler i 2022, der kostede os værdifulde fastgiveraftaler og medlemskaber.

Som medlem er du ekstremt vigtig for Agapes arbejde. Derfor skal du selvfølgelig involveres i ”ombygningen”, som indebærer følgende tiltag:

  • Agape investerer i en ny database, som bedre kan honorere vores behov som både forening og forretning. Vi har brug for en database med flere automatiserede processer, der letter de administrative arbejdsgange og mest af alt mindsker risikoen for fejl (for eksempel afmelding af betalingsservice-aftaler).
  • Vi outsourcer bogholderiet og gør sekretærstillingen til en deltidsstilling.
  • Vi udgiver fremover to fysiske blade årligt – og skærer dermed ét blad væk. Som erstatning har vi udvidet vores kommunikationstilbud med en sjælesorgsmail, der udelukkende beskæftiger sig med viden om og nyheder fra sjælesorgsverdenen. Denne e-mail udkommer to gange årligt og kan tilmeldes via agape.dk/kirke.
  • Vi udsender hvert år inden sommerferien en medlemsopdatering til alle medlemmer. Fra næste år vil denne opdatering udsendes per e-mail til alle, der har givet os deres e-mailadresse. Øvrige medlemmer får fortsat et brev.
  • Vores hovednyhedsmail udkommer fortsat omkring 10 gange årligt med nyheder og artikler om alt det, der rører sig i Agape.

Vi følger bundlinjen tæt og forventer et underskud på lidt over 200.000 kroner til regnskabsårets afslutning. Håbet er selvfølgelig, at vi kan minimere underskuddet mest muligt. Det forudsætter imidlertid, at vi får flere gaver, end vi har budgetteret med.

Derfor: 1.000 TAK for enhver ekstra gave til arbejdet!

På generalforsamlingen den 11. november 2023 kan du høre meget mere om omstruktureringerne. Vi håber, at du har lyst til at komme og give din stemme og dit besyv med. Tilmeld dig her.

Selvom bladet har ændret karakter denne gang, skal du ikke snydes for lidt eksklusivt medlemsmateriale. Med i brevet får du:

  • Et sjælesorgspostkort, som er designet af grafisk designer Ninna Kaasgaard Hansen for Agape.
  • En opdateret version af vores kriseberedskabsfolder med inspiration til, hvordan fællesskaber kan udarbejde gode rammer for handling, hvis en krise rammer én eller flere i fællesskabet. Vi håber meget på, at den må blive til inspiration og hjælp ude hos Agapes medlemmer.
  • Mulighed for at vinde en bogpakke fra Agape ved at svare på to spørgsmål via linket agape.dk/konkurrence.

Vi har grund til taknemmelighed!

Som skrevet har Agape gennem mange år været velsignet med et trofast bagland, der støtter op om arbejdet med frivilligt engagement, gaver og ikke mindst forbøn. TAK!

Dertil kommer en stor glæde over, at vi kunne afholde en fuldt booket forårsretræte i april og en fuldt booket sjælesorgskursusaften i maj, som vi gentager i Skjern Kirkehus til efteråret.

Vi er også meget taknemmelige for den positive interesse, som vi har oplevet i forbindelse med Dan Månssons og min afsluttede masteruddannelse i Klinisk Sjælesorg ved Modum Bad og MF i Norge. Vi glæder os over at kunne bruge uddannelsen helt konkret til blandt andet at afholde sjælesorgssamtaler i Agape-huset og til at undervise i forskellige tematikker inden for sjælesorg. På Inspirationsdagen i Aarhus den 11. november 2023 kan du høre meget mere om den sag. Husk at dagen er billigere for medlemmer af Agape.

Til slut vil vi gerne sige 1.000 TAK for dit medlemskab af Agape!

Skriv eller ring endelig, hvis du har spørgsmål eller gode ideer. Måske endda begge dele!

De bedste hilsener

Annette Bech Vad
landsleder i Agape

e: annette@agape.dk
t: 8680 6022

Annette Bech Vad

STØT ARBEJDET I AGAPE

TAK, om du vil bære med ved at give Agape en gave. Agape er afhængig af vores mange, gode støtter, og enhver gave gør en forskel!

MobilePay: 94 907

Med MobilePay kan du nemt støtte Agapes arbejde med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

Agapes konto:

Bank: Sparekassen Kronjylland
Bankkonto: 6190 0003562409
CVR: 18191288

Kortbetaling via hjemmesiden:

Giv en gave med kort via hjemmesiden

TAK for enhver gave!

Velkommen til generalforsamling den 11. november

Den 11. november 2023 afholder Agape Generalforsamling og Inspirationsdag på Diakonhøjskolen, Lyseng Allé 15H, 8270 Højbjerg, klokken 9.15-10.45 den 11. november 2023. Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert medlem af foreningen, der har betalt kontingent inden for det afsluttede regnskabsår.

Læs mere her: Indkaldelse til Generalforsamling 2023