Forelsket i min fysioterapeut

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er blevet skilt efter 2 års separation og 17 års ægteskab, men er synderlig forelsket i min fysioterapeut. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan, men hun har et smukt væsen og en vanvittig udstråling, som gør mig helt mør.

Men problemet er blot, at der er 15 års forskel, og jeg nok er meget genert. Jeg tænker hele tiden på hende, synes blot hun er mere og mere vidunderlig, kan godt se den er gal. Men skal man lade sådan en chance gå sig forbi? Hun er den første og sidste jeg tænker på, ved godt hun slet ikke kan have det på samme måde. Hun spurgte i dag, hvad jeg skulle i ferien, og kunne ikke sige jeg var blevet skilt. Hvad gør jeg, tror ikke hun er i et forhold, i forhold til postkasse og FB. Tør ikke byde hende ud, nok pga. frygt for afvisning. Har det til tider ad H. til. Har også overvejet at stoppe. Men kan gå glip af en guldklump. Kunne godt bruge en tredie part.

Jeg har elsket min kone og forsøgt at få det til at fungere, men hun ville skilles, nu ser jeg logikken med skilsmissen, og nærer desværre ingen følelser længere i den retning til eksen.

Jeg prøver at spørge ind til praktiske spørgsmål omkring driften og andre gøremål. Nogle gange kigger hun blot lige frem og svarer. Men det kan jo sagtens blot være almen interesse, som jeg mistolker. Hun kommer fra et skilsmisse-hjem. Kan være hun ikke tror på ‘love’. Synes nogen gange hun er åben, men ser ikke det så meget med at rette på håret, eller det lange blik. Kan måske fornemme lidt tristhed, når jeg siger farvel, hvor hun ofte ikke svarer. Bliver selv trist når jeg skriver dette. Blev helt varm på hende, da jeg så hende første gang på sitet, og det er ikke stoppet.

Hvad gør jeg galt, og er det blot mig, der er blevet panisk, mistolker jeg signalerne. Spørger jo ind til driften og andre prak. spm. Men kan jo ikke flirte når der ofte er flere til undervisning. Jeg kommer hver gang i forhold til andre, der kan have et fravær på 60 %. Hun spørger ofte ind til træningens-effekt. Hun er meget optaget med virksomheden med 10 ansatte. Jeg har nok en hvile i mig selv og udstråling, som kan virke trygt, og en lune, uden at være overstadig. Hun er meget sød, med et meget kært væsen, og selvfølgelig også flot :-).  Det har stået på nu i 2,5 måned, og jeg gætter mig frem til signaler, som kan være helt fejl. Kom med et godt råd, da det til tider er meget hårdt, nok mest denne uvished.

På forhånd tak  🙂

Svar

Kære du

Det må være en rigtig svær situation at være i.

Allerførst vil jeg nævne, at det ikke er unormalt, at man får følelser over for en behandler, og det er ikke udelukket, at andre på holdet også bliver følelsesmæssigt berørt af hende på lignende måde som dig, så vær venlig over for dig selv, så du ikke bebrejder dig selv, at du har disse følelser.

Jeg tænker, at mange af de ting du nævner i forhold til hende og i forhold til dig selv kan være rigtige: At du er panisk og at du tillægger hendes handlinger større vægt, end de måske har, så på den måde bliver det hele meget grumset. Læg her til, at hvis hun berører dig i behandlingen, vil det forstærke dine følelser og tanker i forhold til hende.

Du beder om et råd, men der er ikke noget let råd. Det første, der falder mig ind er, at du skal stoppe behandlingen hos hende, og så prøve at finde dig selv oven på skilsmissen, måske prøve psykoterapi hos en mand for at få hjælp dertil, for er din panik forklaringen, og du ikke får styr på det, er der stor risiko for, at et nyt forhold går i vasken.

En anden mulighed er den, du også antyder, nemlig at spørge hende direkte. Konsekvensen heraf vil sandsynligvis være, at du må finde en anden fys, for svarer hun nej, vil det være vanskeligt at fortsætte, og svarer hun ja, tror jeg ikke det bliver nemt at fortsætte et professionelt forhold.

En 3. mulighed er, at du fortsætter behandlingen hos hende og finder en psykoterapeut, du kan dele dine følelser med, igen for at finde dig selv. Og så skal det være en mand, fordi det er naturligt, at man får følelser, når man er i behandling.

Jeg håber, det giver dig et hint til at komme videre.

Lykke til med dit liv.

Kærlig hilsen

Mads Madsen, Terapeut og PREP-instruktør

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Læs mere fra brevkassen: