Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Hejsa
Jeg er en pige på 25 år, der har mødt en rigtig sød fyr. Han er rigtig glad for mig og vil mig alt det bedste. Han ville være en perfekt kæreste. Han er umiddelbart ikke min type, men hans interesse i mig vækker min interesse. Mit problem er, at jeg har svært ved at tage i mod hans omsorg, kærtegn, gaver og alt det gode han vil mig. Samtidig har jeg svært ved at give igen.
Jeg ville ønske, jeg havde nemmere ved bare at give slip og lade mig give hen. Vi har været fra hinanden og begyndt så småt igen. Jeg kan ikke finde ud af, om det handler om tryghed, nemhed osv. Eller fordi jeg gerne vil ham. Har været alene i 4 år før det her, og det har været et generelt problem, at jeg ikke har villet lukke fyre ind, der gerne vil mig. Hvordan finder man ud af, om man har gang i noget rigtigt? Eller bliver bedre til at omgås med omsorg og kærlighed.
Hilsen en meget fortvivlet pige
Kære ’meget fortvivlede pige’.
Tak for dit brev. Jeg læser ud af dit brev, at din fortvivlelse går i flere retninger. Du har en fortvivlelse over, at du har svært ved at tage imod alt det gode, som din kæreste vil give og være for dig, og at du har svært ved at give noget tilbage til ham igen. Men – fortvivlelsen handler også meget om, at du mener, at du har et generelt problem, som handler om, at du ikke har villet (kunnet) lukke fyre tæt på, som gerne vil dig; at der er et generelt problem med at lukke fyre tæt på. Jeg læser det sådan, at du selv tænker, at hvis du står med et generelt problem i forhold til at lukke fyre tæt på, så har du med dette også noget forklaringshjælp i forhold til at forstå lidt af, hvorfor det er så svært at tage imod og give dig hen i forhold til din nuværende kæreste, som vil dig så meget. Hvis der er noget om dette (og det lyder det til!), så tænker jeg, at det er dette problem, du har brug for at arbejde med – først og fremmest. Det er her, at vejen til at kunne lukke din nuværende kæreste mere tæt på måske findes.
Du spørger: ”Hvordan bliver man bedre til at omgås med omsorg og kærlighed”? Det er et godt og vigtigt spørgsmål, og i dette spørgsmål fornemmer jeg, at der ligger et meget oprigtigt og længselsfuldt ønske efter at kunne komme dertil, hvor du kan få nemmere ved at tage imod og at kunne få lov til at opleve glæden og det rige i at lade en fyr (og måske også andre mennesker generelt???) komme tæt på hos dig med kærlighed og omsorg. Jeg kender ikke noget til din historie og dine tidligere erfaringer i livet, og derfor kan jeg heller ikke vide noget om, hvad det er, som blokerer hos dig, og hvorfor det er så svært for dig at lukke dig op og tage imod. Jeg tænker, at du følelsesmæssigt og erfaringsmæssigt har dine grunde til at reagere sådan; jeg tænker, at du blokerer og lukker af, fordi du følelsesmæssigt passer på dig selv, og at du har fået installeret en slags angst for at lukke fyre (og måske generelt andre???) tæt på. Jeg gætter selvfølgelig lidt her, men sådan er det ofte hos os: Vi tænker, føler, reagerer ud af det, som livet har lært os. Jeg ved ikke, hvad livet har budt dig ind til nu, men – hvis du har oplevet f.eks. mange svigt, underkendelser, store skuffelser og andre grimme ting i dit liv i mødet med andre mennesker og tidligere kærester, så kan det sagtens have installeret sig hos dig, som noget, du i nutiden skal beskytte dig selv for at komme til at opleve igen og være meget på vagt over for hos fyre og evt. mennesker generelt.
Jeg vil gerne giv dig en god opfordring til at arbejde videre med dig selv og din livshistorie og dermed det, som så let blokerer dig og spænder ben i mødet med fyre (og andre mennesker???). Jeg er overbevist om, at det giver rigtig god mening, når du reagerer, som du gør, når en fyr gerne vil tæt på dig. Du har, formoder jeg, følelsesmæssigt dine gode grunde til at reagere, som du gør – jvf. det jeg skrev ovenfor. Men – det er ikke det, du vil; du vil gerne noget andet end blokeringerne; du vil gerne lære at tage imod og lære at reagere anderledes og modtagende i mødet med din kærestes omsorg og kærlighed; og et stort til lykke med det! Det er jo her, at kærligheden ligger og venter på at få godt tag i dig. Jeg er overbevist om, at du kan få god hjælp ved at gå i terapi med det, som du bøvler med. I terapi kan du få god hjælp til at komme i kontakt med det, som blokerer og isolerer dig med dig selv – i lukkethed over for fyre (mennesker), der gerne vil tæt på dig, – og – hjælp til at blive fri af det, som følelsesmæssigt blokerer dig. Ved at få arbejdet med det, som blokeringerne ’lever af’ og få arbejdet med og bearbejdet svære følelser og livserfaringer, vil det få langt mindre af leve af, og langt mindre adgang til at kunne aktivere sig selv.
Du skriver, at din kærestes interesse for dig vækker din interesse. Det hører jeg sådan, at du har noget hos dig selv, som faktisk rækker ud, men at det bliver blokeret af noget, som ofte er stærkere; det, som jeg kalder behovet for at beskytte dig selv over for omsorgen og kærligheden, blokeringerne. Hold godt fast i, at du har den her interesse og åbenhed med dig; den er vigtig, når du skal arbejde videre med det, som skaber problemerne og som får dig til at lukke af. Din interesse, som faktisk godt kan aktiveres, må du gerne se som en slags ’protest’ over for blokeringernes automatreaktioner.
Og så lige et par ord til dit spørgsmål: ”Hvordan finder man ud af, om man har gang i noget rigtigt?”. Det er et stort spørgsmål. Du skriver, at han umiddelbart ikke er din type, men at han faktisk ville være den perfekte kæreste (hvis du evnede at tage imod!). Prøv at undersøge, hvad disse to vigtige udsagn egentlig handler om? Betyder det egentlig noget, at han ikke lige er ’din type’? Hvad betyder det, at han virker til lige præcis at være den rigtige kæreste for dig? Hvad bygger du denne konklusion på? Hvad er det, han er, kan og betyder for dig? Hvad er det, han kalder frem hos dig at dejlige ting – måske glimtvis – i dine følelser? Hvordan møder han dig og dine drømme og din livshistorie og dine værdier og dine skyggesider osv? De svar, som du finder frem til på alle disse spørgsmål, kan alle bidrage lidt til, at det, som blokerer dig, får noget modspil, så du får lov til at opleve og fornemme lidt mere af, hvad og hvem han er for dig uden om det, som så let stopper dig i forhold til ham.
Jeg ønsker for dig, at du får arbejdet godt med blokeringerne og deres ’taleret’ i dit liv. Der er en god vej i dette, men det kræver, at du er klar til at arbejde ret intenst med det – og gerne sammen med en god terapeut. I forhold til en fortsat vandring med din kæreste, så tror jeg, at du vil kunne vinde meget ved at inddrage ham i det, som er så svært for dig i forhold til at give dig hen, så han får noget forståelse for, hvad det er, der er så kompliceret for dig også i forhold til ham. Det kan give ham noget ro at vide, at det måske faktisk ikke handler så meget om ham – men mere om noget svært, som du er i gang med at bearbejde og finde en ny vej i. Din kæreste skal ikke være din terapeut, men jeg tror, at han har brug for at være meget med på sidelinjen i din proces. Så kan han formentlig langt bedre selv være mere i ro med det hele, og han kan langt bedre støtte dig på din vandring.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Hvis du ikke kan genkende dig selv i det med blokeringerne, så kan det ganske simpelt skyldes, at du ikke er forelsket i ham, og det er jo en ærlig sag. I så fald må I fortsætte som venner, og så må tiden vise, om du bliver forelsket i ham.
Mange hilsner fra
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907