Jeg har smerter ved samleje

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej!

Vi er et par i 20’erne, som har været gift i omkring et år. Vi har et dejligt sexliv, men har dog alligevel et problem med, at penis ikke kan trænge særlig langt ind i skeden; måske maksimalt omkring fem centimeter. Det føles for mig som kvinde, som at penis rammer en mur, som forhindrer, at penis kan komme helt ind. Når penis rammer ”muren”, gør det ondt. Det gør ikke ondt, før muren rammes. Vi har prøvet forskellige stillinger, men det fungerer bedst, når min mand er oven på mig. Andre stillinger gør endnu mere ondt.

Jeg var til læge efter ca. et halvt år. Lægen undersøgte mig og kunne fortælle, at kønskransen er ”bristet”. Hun mente, at problemet er, at jeg ikke udvider mig nok, og at penis derfor rammer livmoderhalsen, som er noget, der gør ondt på alle. Hun foreslog derfor, at vi øvede os noget mere. Det var rart at få bekræftet, at jeg ikke bare er sart, og at vi ikke skulle forsøge at presse penis igennem.

Nu synes vi, at vi har øvet os! Selvom vi laver forspil, og begge har lyst og føler os helt trygge, er det stadig et problem.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er et psykologisk eller fysiologisk problem?

Er det muskelspændinger, som gør, at jeg ikke udvider mig? Jeg har generelt ingen smerter, ud over når penis ”rammer muren”.

Eller er det en psykologisk problemstilling? Vi har ikke haft sex, før vi blev gift, og jeg har været den ”pæne kristne pige”, der på en uhensigtsmæssig måde har lukket min seksualitet lidt inde og ikke været meget i kontakt med min seksualitet før vores forhold. Jeg synes dog ikke, at det længere er et problem; jeg føler mig ikke skamfuld og er glad for vores sexliv. Kan der dog være en rest tilbage i mig, som gør, at min krop lukker af?

Er det manglende lyst? Det er ikke altid, jeg har stor lyst til sex, men jeg nyder det, når vi er kommet i gang, og jeg har også følt mig meget opstemt mange gange (dog formentlig uden orgasme) – så jeg synes ikke selv, at det burde være problemet.

Udover dette har jeg spekuleret på, om det er muligt at blive gravid, hvis penis ikke trænger helt ind i skeden. Vi har ikke lyst til at få børn allerede, så derfor bekymrer det os ikke endnu, men det kunne jo blive et problem på sigt.

Til sidst vil jeg gentage, at vi har et dejligt sexliv. Vi får det til at fungere på en fin måde for os begge to, og vi synes ikke, at vi er meget pressede over at skulle få det til at fungere med komplet penetration. Vi skriver alligevel til jer, fordi det kunne være rart, hvis vi kunne forstå årsagen bag og dermed arbejde mere målrettet på at få det til at fungere.

Svar

Kære begge to

Tak for jeres spørgsmål.

Jeg kan godt forstå jeres undren, og hvor er I seje, at I er vedholdende og nyder sex på de betingelser, der nu engang er.

Jeg kan godt forstå tvivlen omkring, hvorvidt det er psykisk eller fysisk, for de to er svære at adskille. Navnlig når det kommer til underliv og smerter/spændinger.

Jeg vil først anbefale, at du tager til gynækolog og bliver undersøgt igen. Både om din livmoder har det fint, og om der er nogle hævelser eller udposninger i skeden. Højst sandsynligt er det “bare” spændinger, men synes alligevel, at en gynækolog skal kigge på det igen, her et halvt år efter at du har været ved egen læge.

Når det er sagt, så går vi her ud fra, at det er muskelspændinger (som både kan være fysisk og psykisk betinget).

Har du prøvet at stimulere dig selv? Start først udvendig på klitoris, så du mærker nydelse og lyst, og når du mærker, at det er rart, så kan du stille og roligt indføre din egen finger i skeden, og mærke, hvor langt den kan komme ind, før du mærker “muren”. Så kan du også mærke stille og roligt langs skedevæggen, om du er øm. Det er meget almindeligt, at man kan indføre en langefinger. Hvis det går fint med én finger, så prøv med med to fingre. Dette fortæller dig, om der er passage rent fysisk. Forsøg evt. med dette, når du er alene, så der ingen pres er på, at det skal fungere på en bestemt måde, men som en undersøgelse og opdagelse af dig selv.

Du skriver, at du “har været den ”pæne kristne pige”, der på en uhensigtsmæssig måde har lukket min seksualitet lidt inde og ikke været meget i kontakt med min seksualitet før vores forhold.”

Jeg tror, at det er hensigtsmæssig at være tæt på sig selv, før vi skal være tæt på en anden – at kende vores egen krop og at nyde med egen krop. Så er det lettere at nyde med en partner. Du kan evt. anvende en mindre dildo for at se. om der er passage, når du er alene, og om det hænger sammen med det følelsesmæssige, når I er sammen. Det kræver dog, at du kan tænde dig selv og nyde dig selv – i eget selskab. Noget som muligvis strider med ideen om, at sex skal nydes med ens partner. Det er dog – i mine øjne – en god ide at kende den krop, vi inviterer en anden til at besøge. At vi ved, hvad vi deler, og hvordan vi kan lide at dele den.

Hvis dette ikke hjælper, vil jeg anbefale jer at opsøge en sexolog og på den måde få hjælp til at finde svar på dine spørgsmål.

Med ønsket om et dejligt og nydelsesfuldt sexliv.

Kærlige hilsner

Amanda Lagoni, Sexolog og parterapeut

Se også: