Min mand har en affære med en kollega
og er blevet forelsket i hende

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Sagen er den, at min kæreste og jeg er ved at gå fra hinanden efter 7 år sammen. Vi har to små børn. For nogle måneder siden fandt jeg ud af, at han havde en affære med en yngre model fra arbejde. Han mener nu, at han er blevet så forelsket i hende, at han går fra mig og børnene for at forfølge sin forelskelse. Dog har han ikke travlt med at flytte fra vores fælles hus. Han kan sagtens vente på, at huset er solgt. Så pt. tager han på arbejde og leger kæreste med den anden og kommer hjem om aftenen og leger fortsat mand og far. Intet imellem os er uændret, nærmest tværtimod. Han kysser mig, nusser mig, vi falder i søvn i ske, og vi har stadig meget sex. Kan han virkelig være så forelsket, når han stadig gør alle de andre ting med mig?

Hilsen mig

Svar

Kære brevskriver – kære dig.

Tak for dit brev og spørgsmålet. Du spørger helt konkret, om din kæreste ”virkelig kan være så forelsket (i arbejdskollegaen), når han stadig gør alle de andre ting med dig?” Jeg kan bestemt godt forstå, at du er i vildrede og har det spørgsmål kørende. Min umiddelbare tanke er, at det er din kæreste alene, som kan svare på spørgsmålet. Jeg forestiller mig, at du har stillet spørgsmålet til ham – måske flere gange. Jeg forestiller mig også, at du har snakket med ham om, at du undrer dig over, at han kan ”lege mand” hjemme hos dig, samtidig med, at han ”leger kæreste” med den anden. Du skriver ikke noget om, hvad hans svar på dine spørgsmål er.

Han må ud af busken

Måske har jeg ikke ret i mine antagelser om, at du har prøvet på at få ham til at sætte ord på, hvad det lige er, der sker, og hvad han tænker og mener om det hele. Hvis du ikke har konfronteret ham med disse spørgsmål, og det, som du synes er svært at forstå og være i, så tænker jeg, at det er vigtigt, at du får gjort det. Han skal også vide, hvordan du har det med det hele, og hvad der svært for dig her og nu osv. Han må ”ud af busken” i forhold til at sætte ord på over for dig. Ord på hvordan han ud fra sit eget værdimæssige kompas/sin egen samvittighed m.v. kan køre det ”dobbeltliv”, som han p.t. har gang i.

Jeg forstår det sådan i dit brev, at han stadig agter at gå fra dig til fordel for den anden. I er i gang med at prøve på at få jeres hus solgt. Den konkrete proces er, at I er i gang med at splitte hjemmet op og gå hver til sit, når huset er solgt. Du skriver ikke noget om, hvorfor din kæreste ikke bare flytter her og nu (hvorfor han ikke allerede er flyttet). Du skriver heller ikke noget om, hvordan du indtil nu har mestret at kunne være i situationen og klaret alle de svære følelser, tanker og beslutninger, som hans affære og beslutning om at forlade dig har medført. Jeg forestiller mig, at det er og har været meget hårdt og krævende. Jeg læser det sådan, at du er gået med til, at han er blevet boende indtil videre, selv om situationen er, som den er. Jeg læser det også sådan, at du ”går med på legen” om, at I stadig er den samme familie, selv om han er på vej væk fra dig og jeres fælles liv. At du dermed også ”går med på” at lade ham nusse dig og at gå i seng med ham, ligge i ske osv.

Hvad vil du være med til?

Det får mig til at spørge: Hvad er grunden til, at du går med på dette? Hvad er grunden til, at du ikke stopper ”legen” fra din side af, når han har gjort det så tydeligt, at han forlader dig til fordel for den anden? Du har sikkert dine gode grunde, men jeg kan ikke læse dem ud af dit brev. Jeg forestiller mig, at der er mange svære følelser og indre kampe hos dig – hele tiden – i forhold til ham og hele situationen. Jeg forestiller mig, at det er enormt hårdt for dig at være i det her – og at være med i ”legen”; også den ”leg”, der går ud på, at I stadig er intime sammen. Kan du holde til det?

Jeg vil gerne give dit et par spørgsmål til din egen reflektion omkring dine grænser:

  • Hvad vil du – lige nu – i situationen?
  • Hvad har du brug for?
  • Hvad vil du finde dig i, og hvad vil du ikke finde dig i?
  • Hvad har du brug for lige nu for at kunne stå op for dig selv, så du har noget fast grund at stå på midt i alt det svære?
  • Hvad har du brug for at sætte af grænser i forhold til ham – lige nu?

Det er for mig at se en vigtig overvejelse for jer begge, om han stadig skal bo i jeres fælles hjem, når han nu er så fast besluttet på, at jeres forhold og samliv er slut?

Har du mistet din stemme?

Du skriver ikke noget om, hvorvidt du også har været ved at køre fast i jeres forhold. Jeg læser det sådan, at du har været meget glad for din kæreste og jeres forhold, og at det bestemt ikke har været eller er dit ønske, at I skal skilles og bryde hjemmet op. Jeg forestiller mig, at det kom som en overraskelse og et chok for dig, at han nu har fundet en anden og vil forlade dig. Måske er du nu i en proces, hvor du stadig håber meget på, at han fortryder og dermed bliver hos dig og børnene? Måske er du meget vred på ham uden at kunne få det ud og sagt. Måske er der alt muligt modsatrettet inde i dig. Måske har du helt mistet din stemme i forhold til ham? Måske er du bange for at stille krav til ham lige nu; bange for at ”skubbe ham ud over kanten” ved at sige til og fra over for ham?

Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan du har det, og hvad der fylder hos dig. Men – du spørger direkte til, om ”han virkelig kan være så forelsket, når han stadig gør alle de andre ting med dig?” Jeg hører i det spørgsmål en spørgen efter, om han mon ikke stadig elsker dig og jeres fælles liv rigtig meget? En spørgen efter, om hans affære ikke bare er noget, der ikke rigtigt er noget i, og som nok skal gå over? Som sagt er han den eneste, som kan svare på spørgsmålet, men jeg hører i dit spørgsmål, at du håber på, at det går over. At du håber på, at han bliver hos dig og familien. Du håber måske på, at han ”kommer til fornuft” eller bliver træt at hende den anden. Måske tolker og hører jeg forkert. Det kan sagtens være, men det er mit gæt ud fra det, du har skrevet.

Jeg bliver nødt til at spørge dig direkte: Synes du, at det er okay, at han lige nu både har sex og intimitet med dig og den anden? Kan du leve med det? Hvis du ikke kan leve med det, så skal du sige fra og stå op for dig selv.

Jeg håber, at du kan bruge mine inputs til noget. Hvis jeg rammer helt forbi, så skriv endelig igen. Jeg vil også opmuntre dig til at snakke med én eller flere gode venner/familiemedlemmer om det, som du står i. Du kan også ringe til vores anonyme telefonrådgivning for at få hjælp. Jeg synes ikke, du skal gå alene med dette. Jeg håber, at du har et netværk, som kan slutte op om dig og børnene og bære lidt med i alt det svære.

Hilsen

Frank Risbjerg Kristensen, Teolog og psyko-, par- og familieterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: