Sønner og økonomi

Kære ven

Pyha jeg kan godt forstå, at det er svært at være i al den uro og ufred, der er i din familie. Det lyder som om, det har stået på et stykke tid, og det slider på krop og sjæl.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at når vores børn bliver voksne, har vi ikke mere noget at skulle have sagt over dem. Du har som mor gjort det, så godt du kunne, da de var børn. Nu er der ikke mere, du kan gøre, du kan ikke bestemme over dem, og du skal samtidig heller ikke stå til ansvar, overfor den måde de forvalter deres liv.

De skal selv redde trådene
Det lyder som om, at specielt din søn A har lavet godt og grundig rod i sit liv, både med gæld, snupper kæreste fra din mands søn, og har fået børn med både gamle og ny kæreste, og sidst men ikke mindst overfald og vold. Alt dette er næsten ikke til at kapere for dig, som bare må se til på sidelinjen, uden at kunne handle på det. Det er ikke mere, som da børnene var små. Da kunne du hjælpe dem med at redde trådene ud, når de kom i vanskeligheder, men nu kan du ikke gøre noget ved det.

Jeg synes du har ret i, at din søn og de to kvinder lever deres liv på en løgn, og jeg kan godt forstå, de hader hinanden. Det er helt utroligt, at de finder sig i det, samtidig med at det selvfølgelig har bragt splittelse i familien, at han har gjort, som han har. Jeg kender jo ikke din søn og kan kun gætte på, hvordan det kan lade sig gøre at han kan holde på de to kvinder, og hvorfor han handler så ansvarsløs, som han gør, men det eneste jeg ved er, at de er uden for din kontrol, de må alle selv stå til ansvar for deres liv. Det svære er, at du nu har to børnebørn, som du ikke rigtig ser noget til pga. dette, og det kan jeg godt forstå er en smerte for dig.

Du fortæller, at din søn har overfaldet dig. Jeg kan ikke helt fornemme, hvad grunden var, men som jeg forstår det, var det han beskyldte dig for uberettiget, så det virker som om, han ikke er nem at snakke med om tingene. Jeg fornemmer, at du synes, han holder de to kvinder for nar, og jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil snakke med ham om det, men det har så vist sig ikke at kunne lade sig gøre.

Få luft for din frustration
Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre og er ked af det hele tiden. Jeg vil opfordre dig til at finde nogen, som du kan snakke med om det, nogen som kender jer godt, eller måske en præst eller psykolog, men en som kan høre på dig uden fordømmelse og gode råd. Du har først og fremmest brug for at kunne få luftet din frustration, for det svære er, at det er en situation, som du ikke kan ændre på, og noget som handler om din søn, som du ikke forstår, men formentlig stadig elsker.

Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at din søn ikke forhindrer resten af familien i at mødes. Det er vigtigt, at I forsøger at holde sammen på familien nu, så hans handlinger ikke får konsekvenser for det i ellers har i familien. Du fortæller at dine sønner ikke kan være i stue sammen, men derfor kan du godt holde sammen på resten. Han har ved sine handlinger selv meldt sig ud, og derfor er det vigtigt, at du ikke sidder og venter på, at han skal melde sig ind igen eller bliver klogere. Han har styret nok i jeres familie.

Dine børnebørn
Ang. dine børnebørn tror jeg først og fremmest, du er nødt til at vente, og få det bedste ud af det, når du er sammen med dem. Jeg ved ikke, hvor mange ressourcer du har, men hvis du har overskud, kan du evt. tilbyde at tage børnene alene, eller det ene barnebarn alene, så du kan forsøge at skabe et bånd til dem. Ellers vil jeg opfordre dig til evt. at sende breve eller små gaver til dem, så de ved, de har en farmor, som bekymrer sig om dem og elsker dem.

Det er svært at være så tæt på, og alligevel så langt væk, men som sagt er det ikke noget, du har ansvar for. Du er nødt til at sørge for, at det er godt for jer at være sammen, de få gange det sker, og så håbe at det med tiden giver din søn lyst til at forsøge at genoprette det tabte.

Jeg håber du kan bruge nogle af mine tanker. Det er altid en svær situation, når der går kludder i forholdet til vores voksne børn. Husk at du har gjort det så godt, du kunne, og nu kun kan forsøge at skabe det bedste liv for dig selv, så du også har overskud til at kunne takle det, som er svært.

Held og lykke fremover, du er velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det.

Med venlig hilsen