At være Gud nær er min lykke

Der er masser af følelser i Bibelen: Vrede, sorg, glæde, misundelse, taknemmelighed, had og så videre. Ordet lykke bliver dog ikke identificeret som en følelse, snarere en tilstand. En relation. Et fællesskab, der er så privilegeret at være i, at den, der er i denne relation, kaldes lykkelig. I det fællesskab er der masser af følelser.

Denne artikel er et forsøg på at beskrive nogle facetter af Bibelens forståelse af lykke.

Lykke – et privilegeret fællesskab
Er man på udgik efter, hvad Bibelen forstår ved lykke, så er Salmernes Bog et godt sted at lede.
”Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd…, men har sin glæde ved Herrens lov. … Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham” (Sl 1-2). Sådan indledes Salmernes Bog, og her fornemmer vi grundtonen i, hvordan lykke forstås i Bibelen: Lykken har sit udspring i menneskets forbindelse med Gud. At være i det fællesskab er selve lykken. ”At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren” (Sl 73,28).

Vi kan sammenligne det med den hilsen, Dronningen af Saba giver kong Salomo: ”Lykkelige er dine hustruer, lykkelige dine hoffolk, som altid er til tjeneste for dig, og som hører din visdom” (1 Kong 10,8). Med andre ord: Lykkelige er de, der har Salomo til konge, privilegerede er de, som bor i hans hus. På samme måde kaldes det menneske lykkeligt, der bor i Guds hus (Sl 84,5 og 11), altså den som har Herren til Gud (Sl 33,12).

Du kan være privilegeret og lykkelig over gode forældre, en skøn ægtefælle, vidunderlige børn eller dejlige kolleger, men det er kun glimt af den lykke og det endnu større privilegium: At være Gud nær.

Hvorfor er det lykken at være Gud nær? Fordi han taler til os, fordi det er trygt, og fordi der er tilgivelse.

Lykke fordi der er ord til os
Det var nok privilegeret at lytte til Salomo, men det er jo småting i forhold til at høre den levende og almægtige Gud tale. ”Lykkelig den, der har sin glæde ved Herrens lov” (Sl 1,1), altså ved Guds Ord. Den, der har det, ”er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke.” (Sl 1,2).

Og ordene ligger lige foran os. Vi kan læse dem. Lytte til dem. Lære af dem. Leve på dem. I sit ord fortæller Gud os, hvem vi er, og hvem han er, og hvad han har gjort. Lykkelig den, der er elsket, og her fortæller han os, hvor meget han elsker os. Her fortæller han os også, hvordan vi skal leve, så den lykke, han inviterer os ind i, kan bære frugt i det liv, vi lever i fællesskab med andre mennesker.

Lykke fordi der er tryghed
Mange lykkemålinger fortæller, hvor privilegeret og trygt det er at bo i et velfærdssamfund som Danmark, hvor der er et sikkerhedsnet, hvis man får brug for hjælp.

Når salmisten til Salme 146 skriver, at den, der finder hjælp hos og håber på Gud, er lykkelig, så er det ikke, fordi Gud forstås som et sikkerhedsnet til brug i nødsituationer. Nej, så er det, fordi vi står i hans hænder, i de hænder, som skabte himlen og jorden, i de hænder som skaffer de undertrykte ret og giver de sultne føde. I de hænder, som blev gennemboret for vore overtrædelser.

Det er godt at have et sikkerhedsnet, når noget går galt, men det er ikke lykken. Den er langt bedre. Lykken er at leve nær Ham, der hver dag bærer os i sine gode og almægtige hænder – også når det går galt!

Lykke fordi der er tilgivelse
Lykkelig den, der lykkes. De fleste ved, at det ikke er sandt, men alligevel brændemærker og tynger den tænkning vores tid, og det kan næsten lyde, som om Bibelen prædiker det samme: ”Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen, og som vandrer efter Herrens lov” (Sl 119,1). Er lykken da forbeholdt de perfekte? Nej! Det er det gode liv at gøre det gode, og det gode er at gøre Guds vilje. Lykkelig den, der gør det gode, men ingen formår jo kun at gøre det gode. Står lykken så ikke på hylderne for os, der lever almindelige og fejlbarlige liv? Jo!

Lykken er at finde ind i fællesskabet med Gud, som er en nådig og barmhjertig Gud, der elsker og tilgiver uperfekte syndere.

For lykken er ikke forbeholdt de ikke-eksisterende perfekte. Lykken er at finde ind i fællesskabet med Gud, som er en nådig og barmhjertig Gud, der elsker og tilgiver uperfekte syndere. Det vil sige sådan nogle som os. ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”, siger Jesus (Matt 5,3). Han taler her om de uperfekte syndere, som ved, at de er uperfekte syndere, der er elsket og tilgivet af Gud.
Både elsket og tilgivet.

Det er derfor, David i Salme 32 skriver: ”Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd” (Rom 4,7 / Sl 32,1-2).

Lykke – ikke et liv uden ulykker
Er det så ligegyldigt, hvordan jeg føler, hvordan mine omstændigheder i livet er? Hvis bare jeg lever med Gud og tager min tilflugt til Ham, så er jeg lykkelig! Punktum. Eller hvad? Ja og nej!

Det betyder ikke, at dem, der ikke tror på Gud, ikke kan føle sig lykkelige. Det betyder heller ikke, at den, der tror på Gud, føler sig lykkelig.

Hvorfor er lykken så lunefuld? Hvorfor er glæden så kort? Sådan synger Lars H.U.G. og får det til at lyde som om, glæde og lykke er uløseligt forbundet til hinanden.
Men kan den lykkelige ikke være trist eller sørge over tab, og kan den glade ikke dybest set være ulykkelig?

”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, siger Jesus (Matt 5,4). Lykken er ikke et liv uden problemer eller ulykker. Måske er glæden kort, men lykken er ikke lunefuld. For at være Gud nær er min lykke. Og han er mig nær – også i ulykken. Også når jeg føler mig ulykkelig over tab, ensomhed, eller hvad vi måtte møde. For i Guds hænder er der trøst for dem, der sørger.

Lykken – et fællesskab vi må træde ind i
Den lykke, Bibelen taler om, kan vi ikke skabe, men Gud inviterer ind i den, og derfor kan vi træde ind i den, og i den forstand må vi vælge lykken.

Da israelitterne efter 40 års vandring i ørkenen stod foran det land, som Gud havde lovet dem, og som de havde længtes efter at komme ind i, da sagde Moses til dem: “Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken” (5 Mos 30,15). Lykken lå ikke gemt i landet og alt det gode, de fik der, men i deres relation til Gud. De kunne vælge fællesskabet med Gud og den lykke og velsignelse, der fulgte med, eller de kunne tilbede andre guder og deres forbandelse.
Gud gav dem invitationen til at være ham nær.

Lykke – the greatest thing
The greatest thing
You’ll ever learn
Is just to love
And be loved
In return

Sådan synger det elskende par Romeo og Julie i Baz Luhrmanns filmfortolkning af Shakespeares gamle kærlighedshistorie.
Lykken at elske og være elsket tilbage. Det er dybest set sådan, Bibelen beskriver lykke. Det er kærlighedens fællesskab, som vi kan få glimt af i vores relationer til hinanden, det er en spejling af det fællesskab med Gud, vi inviteres ind i. Her er der plads til alle vores følelser.