“Det rigtige valg”

Børn – en gave

Børn er en gave. Børn er så umiddelbare. Mange guldkorn kommer fra dem, når de med deres barnlige sind kommenterer de voksnes tilværelse. At se børn vokse op, tilegne sig nye erfaringer, ny viden og nye evner kan gøre en stolt, når det er ens egne børn, der gør det. At se alt det, de kan, og at se at de slægter en selv på. Måske ender de med at følge i ens egne fodspor. Få den samme uddannelse som en selv og måske endda hen ad vejen gøre det bedre, end man selv har kunnet gøre det.

Der er så meget håb i det at få børn og så megen forventning. Det er fremtiden, der formes.

Vores egen sårbarhed

Vi blev gift i 2004. Vi var da henholdsvis 34 (Maria) og 49 år (Erik). Fremtiden sammen lå foran os. Men vi valgte ikke at få børn. Det var et bevidst og meget overvejet valg. Maria havde gennem flere år været alvorlig psykisk syg med mange psykiatriske indlæggelser, men det var nu lykkedes at komme ud på den anden side. Hun ville ikke risikere, at hun blev syg igen.

Erik havde også tidligere være syg og indlagt på psykiatrisk afdeling. Så vi var meget bevidste om vores mentale sårbarhed. Vi vidste, vi var skrøbelige, selv om indlæggelserne i psykiatrien lå bag os. Og vi vidste, at børn ikke kun er en glæde, men også kan være en udfordring.

Børn – en livslang opgave

At få et barn er en gave og en livslang opgave. Man skal vide med sig selv, om man med de muligheder, man har, kan give barnet et godt liv. At få et barn kan gøre et forældrepar meget lykkelige. Men det helt vigtige ved at få et barn er jo, at man har en sikker forventning om, at man kan give barnet et godt og berigende liv. Det vigtigste i det, er jo ikke ens egen lykke. Det er barnets lykke. Og er man usikker på, om man med ens egen skrøbelighed og måske også ens egen alder kan gøre barnet lykkeligt, skal man tænke sig meget godt om.

Nogle opfatter det at få et barn som et krav, man kan stille til tilværelsen.

Vi kan en gang imellem opleve, at nogle opfatter det at få et barn som et krav, man kan stille til tilværelsen. Et barn skal man bare have for at være en ”rigtig familie”. Men ser man det sådan, vender det forkert. Det er jo ikke forældrene, der har et krav. Det er barnet, der har det. Barnet har krav på at kunne vokse op i trygge omgivelser. Det har krav på at få en god barndom. Det har krav på, at mor og far er der. Det har krav på at få hjælp og støtte, når det støder ind i udfordringer. Det har krav på i teenageårene at få gavn af forældrenes erfaring, for at takle de udfordringer der kommer, når man er ved at blive voksen. Der er ingen ægtepar, der har krav på at få børn. Børn har derimod krav på at have gode forældre, de kan være trygge ved.

Vi vidste med vores baggrund, at den sikkerhed og tryghed, som et barn har krav på, at den kunne vi ikke have vished om altid at kunne give. Så vi tog et bevidst valg. Vi valgte børn fra, selv om vi hellere end gerne ville have haft børn.
Selvom det var et bevidst valg, har det ikke været let. En psykiater, som Maria på et tidspunkt gik hos, sagde, at selvom vi har taget et bevidst valg, vil der stadig være tale om en sorgproces. Det var en lettelse for os at få at vide, at det var fuldt legalt at være kede af det og føle sorg, for under andre omstændigheder ville vi gerne have haft børn.

Der er jo også søskendebørn

Vi er meget glade for børn og holder af, at være sammen med søskendebørn. Vi ser dem vokse op. Og vi glæder os med dem, over de oplevelser de har, og den viden og de evner de tilegner sig.

Vi har valgt at være åbne om vores fravalg men også om den smerte, der er forbundet med det. Det har gjort det lettere for vores familier at tale om deres glæder, sorger og frustrationer over deres børn.
Vi vælger i vores parforhold at fokusere på nogle af de ting, som i særlig grad er muligt for os, nu hvor vi ingen børn har. Vi tager derfor en del ud at rejse. Et stort frivilligt engagement i vores kirke er også en af de muligheder, vi har, da vi har mere tid til at gøre det.

Selvom vi har taget et bevidst valg, vil der stadig være tale om en sorgproces.

Marias søster bor 200 meter væk fra, hvor vi bor. Hun er gift og har fem børn. Forleden var hun forbi med tre af dem. De skulle lige se en hyggestue, vi har fået indrettet. Her er der TV og en dobbelt sovesofa. Hyggestuen er også indrettet til at kunne have besøg bl.a. af søskendebørn. Det sker fx, at vi passer søskendebørn, eller at de overnatter hos os. Og det sker, at der lige er noget i TV, de skal se.
Det nyder vi.
Så glæden ved børn har vi. Men det er til gengæld i doser, vi kan håndtere og have det godt med. Så selv om det var et svært valg, er vi ikke i tvivl om, at det for os var: ”Det rigtige valg”.