En kultur distanceret til smerte og lidelse

Vi kender den nok. Reklamen med den trætte far, der kommer hjem fra arbejde, men som ikke vil lade hovedpinen holde ham fra at være aktiv og ”på” sammen med sine børn. Han tager en hovedpinepille, og så bliver han – ikke bare en tilstedeværende far – men en super tilstedeværende, aktiv og overskudsagtig far, der med det samme kan give børnene den bedste kvalitetstid.

Vi skal være bedre end nogensinde. Vi skal være den bedste udgave af os selv hele tiden. Og skulle det ske, at vi en dag ikke er det, så kan vi kun takke os selv for vores uduelighed. Er vi for fede, er det nok fordi, vi ikke spiser rigtigt.

Vi skal være den bedste udgave af os selv hele tiden.

Er vi deprimerede, dyrker vi nok ikke nok motion. Og går vi hen og bliver alvorligt syge, så tager sygehuset heldigvis over. Så bliver hele situationen institutionaliseret. Så kan vi få kemoterapi på hospitalet og møde op som rimeligt genkendelige mennesker på arbejde bagefter …

Forandring gennem tiden
Der er sket meget i vores del af verden, siden dengang mor fødte i soveværelset, og børnene blev gennet udenfor for at lege, så de ikke skulle høre hende skrige.
Eller dengang den døde lå i stuen, indtil det var tid til begravelsen. Når vi bliver alvorligt syge, tager vi til lægen og bliver måske henvist til speciallæge eller sygehus derfra.
Vi ser ikke hinandens skavanker på samme måde som tidligere. Det er blevet nemmere at glemme – eller at vælge at overse de smertelige ting – når de ikke lige er i værelset ved siden af.

Men smerten og lidelsen rammer alle i et eller andet omfang. Hvis ikke før, så når vi bliver gamle, og kroppen begynder at give op.

Fokus på individet
Samtidig lever vi i en tid, hvor det hele handler om mig og om, hvordan jeg bedst muligt tager mig ud. Gennem bl.a. reklamer og stillingsopslag får vi fortalt, at det er vejen frem til et godt job og succes i livet. Og selvom vi ikke nødvendigvis er enige i de værdier, er det oftest dem, vi er oppe imod.

Når vi så ikke er den bedste udgave af os selv – en dag, en måned, et år eller måske et helt liv pga. smerte og lidelse, hvad så? Hvor gør vi så af os selv? Nogle vælger terapi eller selvhjælpsgrupper. Andre taler med gode venner eller finder hjælp og støtte på nettet. Men ofte sker det mest i det skjulte.

Der er altid en modkultur til den kultur, der hersker

Alt er centreret om mig selv som enkelt individ og om, hvad jeg gør og har gjort eller ikke har gjort.
Konklusionen er derfor oftest, at hvis vi har succes, så er det fordi, vi har kæmpet for det. Er vi syge, er det nok fordi, vi har gjort noget forkert – røget for meget, dyrket for lidt motion, spist forkert, været for negative osv., men faktum er nok, at vi alle kommer ind i ”værelset ved siden af” på et eller andet tidspunkt.

Tidligere har man tænkt mere kollektivt. Taget fælles ansvar i livet. Man måtte stå sammen for at overleve. På den måde blev det også en fælles kamp at kæmpe sig gennem lidelse eller smerte, og på den måde har man trods smerten haft fællesskabet, for man var trods alt oftest ikke længere væk, end i værelset ved siden af.

I dag hviler ansvaret næsten udelukkende på den enkelte.
Og når den enkelte ikke længere magter det, er det ofte ”systemet”, der tager over i form af sygehus, kommune og andre hjælpeinstanser.
Smerten er derfor blevet noget, som vi ofte må bære selv, men også noget, som kan sætte os lidt uden for de sociale fællesskaber, vi ellers har, fordi det ikke nødvendigvis er familie, naboer og venner, der hjælper og bærer med, når vi er syge eller på anden måde lider.

Kan ikke bare skifte kanal
Samtidig har vi vænnet os til, at vi i hverdagen bare kan ”tage en hovedpinepille” for at få smerten til at forsvinde. Vores mentalitet er, at vi bare ”skifter kanal”, hvis vi keder os, eller hvis vi ikke bryder os om det, vi ser. Det kan man bare ikke, når det handler om sygdom og smerte. Her bliver vi tvunget til at være i det, samtidig med, at vi kan opleve at blive forladt af vores fællesskaber, f.eks. hvis de fravælger os, fordi de også har svært ved at håndtere smerten og alt det besværlige, eller fordi institutionen tager over på så mange måder. Det kan også være nemt selv at komme til at trække sig fra fællesskaberne, fordi man ikke længere kan vise den bedste side af sig selv, som normen i mange tilfælde er.

Det er let at blive modløs, men selvom vi er et produkt af vores tid, er det muligt at gøre op med den.
Der er altid en modkultur til den kultur, der hersker. En god start er at forstå, hvad vi er et produkt af. Så kan vi derefter vælge, om vi vil lade stå til, eller om vi selv vil være en del af en modkultur og gøre tingene anderledes. Når vi er klar til modkultur, er der altid nogen, der er på vej og har ideer, inspiration og hjælp, som vi kan have glæde af. Fx kan en mulighed for at danne modkultur være, at give andre mulighed for at bære med, når jeg selv lider.

Definitioner:
Kollektivisme: sætter fællesskabet over individet
Individualisme: sætter individet over fællesskabet
Lidelse og smerte: Det som opleves smertefuldt i livet, enten det er fysiske, psykiske, følelsesmæssige eller andre typer af smerte.

Af Maja Schurmann, 15. oktober 2016