Er du også hjernetræt af det kollektive ansvar?

Vi lægger ud med et tanke-eksperiment: Lad os sige, at Anne har COVID-19, men uden symptomer. Når Peter møder hende i REMA 1000, til forældremødet, i kirken og alle mulige andre steder, er han afhængig af, at Anne kan finde ud af at nyse i ærmet, vaske hænder og holde afstand. I yderste konsekvens kan Anne intetanende blive skyld i Peters lidelse.

”Kollektivt ansvar” kan vi kalde det. Vi er afhængige af hinanden i samfundet, og vi kan blive skyldige over for hinanden. Endda uden at ville det.

Corona-jokeren

Inden for samfundsvidenskaberne kan man tale om COVID-19 som en slags joker, der pludselig kommer ind fra sidelinjen og laver rav i den måde, vi plejer at indrette os på, fortæller Karen Lisa Salamon, antropolog, ph.d. og mag.scient.

”På en masse områder har vi landets love, international lovgivning og en lang, moralsk og religiøst forankret tradition, der sørger for, at vi kan leve sammen i dette her samfund. Vi spiller så at sige samme spil. Corona virus er en ny spiller, en joker, der forandrer spillets regler og samfundets tænkning om ansvar og skyld. I øjeblikket blusser en masse nye diskussioner op. Pludselig skal vi overveje, om vi kan tage på den planlagte tur til Lalandia i weekenden, når sønnens bedsteven har fået konstateret Covid-19. Eller om vi kan tage til familiefest sammen med vores gravide familiemedlem,« forklarer hun.

At sygdom forandrer »samfunds-spillets« regler er ikke nyt. Ifølge Karen Lisa Salamon skal vi imidlertid mere end 70 år tilbage i tiden for at finde en sygdom, der på samme måde som COVID-19 har grebet ind i danskernes forståelse af kollektiv skyld og ansvar.

”Fra min egen barndom husker jeg tydeligt bevidstheden om smitterisiko. Man måtte aldrig låne sengetøj af andre, man lagde aldrig penge på bordet, og man sørgede altid for at vaske hænder inden spisetid. Mine forældre var vokset op med frygten for tuberkulose og polio, og det kunne mærkes. I den brede befolkning aftog denne type frygt gradvist med udbredelsen af antibiotika og vacciner i efterkrigstiden. Siden har vi måske nok kendt til HIV og andre seksuelt overførte sygdomme, men smittespredning for den type sygdomme har typisk kun ramt enkeltstående grupper i samfundet og således ikke været et kollektivt trusselsscenarium,« siger hun.

Derfor er det også nyt for os at håndtere et kollektivt ansvar for en sygdom. Både samfundsmæssigt og på individniveau. Skal vi bære masker, eller skal vi ikke? Må vi gå i kirke eller holde begravelser? Skal småbørnenes næser løbe to eller fire gange, før de sendes hjem fra institutionerne? Selv sundhedsmyndighederne kæmper med at træffe de rigtige beslutninger – og er på tværs af lande med adgang til de samme smittefakta heller ikke enige.

»Gennem de sidste 70 år har vi som samfund gradvist aflært os at tænke i social afstand og regulere vores adfærd for at undgå smitte. Den kultur, som vi rent faktisk tidligere har kendt, vender nu tilbage – men i en ny udgave, som kræver nye omgangsformer. Den skal tilmed genlæres af 2020-mennesket, der lever i en langt mere individualistisk tid på alle planer. Vi har vænnet os til, at vi kan fravælge alt det, der gør os kollektivt ansvarlige. Du skal ikke være bager, fordi din far var bager, og du kan lade dig skille fra din familie, hvis du ønsker det. Loven i dag sikrer os, at vi kun er ansvarlige for os selv. Det er på mange måder godt, men kan i denne sammenhæng give nogle udfordringer, fordi vi alle sammen, kollektivt, bliver nødt til at handle ansvarligt over for hele samfundet, selvom det ikke nødvendigvis giver mening for det enkelte individ,« siger Karen Lisa Salamon.

»10 er ikke et magisk tal«

Med det in mente er der ingen tvivl om, at COVID-19 og det kollektive ansvar, der følger med, er en stor mundfuld at gabe over for det enkelte menneske i samfundet. Karen Lisa Salamon understreger denne pointe med en henvisning til udtalelser fra rigspolitichef Thorkild Fogde i pandemiens første fase.

”Da forsamlingsforbuddet lød på maksimalt 10 personer, udtalte rigspolitichefen på et pressemøde, at 10 jo ikke er et magisk tal. Dermed sagde han indirekte, at vi skal tænke selv, selvom loven italesætter et bestemt antal. At sidde ni mennesker på skødet af hinanden er også smitsomt. De moralske regler i forhold til COVID-19 er stadig til diskussion, og din fortolkning af reglerne bliver afgjort af, hvad du har med dig i din egen bagage, og hvad du selv forstår ved kollektivt ansvar og kollektiv skyld,« siger Karen Lisa Salamon.

Netop denne udfordring kan psykolog Krista Korsholm Bojesen nikke genkendende til. I øjeblikket møder hun en del klienter, der italesætter en voldsom frygt for at smitte andre med COVID-19. En af årsagerne tilskriver hun den massive uvished om fortolkningsspørgsmålet.

”Vores menneskehjerner kan ikke kende forskel på stress, uvished og fare. Uvished sætter derfor hjernen i nogenlunde samme gear, som hvis vi er i fare for at blive angrebet af en sulten løve på savannen. Lige nu lever vi alle i en simultan og massiv uvished. At se en film, hvor folk tager mad fra en buffet, er pludselig en oplevelse, hvor vi stopper op og forholder os til, om det nu er en god idé. At hilse på et andet menneske og at tage bussen har også udviklet sig til små analyseopgaver. Vi skal hele tiden spørge os selv, om vi nu lever op til det kollektive ansvar om at undgå smittespredning. Det sætter hjernen på overarbejde og kan gøre det enkelte menneske enormt træt og irriteret. Mennesket bliver simpelthen hjernetræt,« siger hun.

Søg livet

Normalt plejer Krista Korsholm Bojesen at anbefale sine klienter at bekymre sig inden for de områder, hvor de har magt til at gøre noget. Men også her kræver COVID-19 nogle særlige overvejelser. Problemet med corona-virussen er, at vi kan blive ved med at gardere os, fordi en virus er usynlig. Hvis vi vil være helt sikre på at undgå smittespredning, skal vi derfor låse vores dør og først lukke op, når alle er blevet vaccinerede. Det kan hverken vi som individuelle mennesker eller samfundet som helhed holde til,« siger hun og giver på den baggrund to råd: » Vi skal prøve at have nåde med os selv, selvom det er svært. Mange af os vil opleve mere hjernetræthed, og denne træthed vil typisk forårsage større irritation og tendens til tungere tanker om eksempelvis smitte. Prøv at lade være med at forfølge disse tanker for meget. Det er naturligt, at de opstår, og at der i øjeblikket er flere af dem. Sagen er, at verden i bund og grund er lige så ukontrollerbar, som den plejer at være. Denne usynlige fjende, corona-virus, er paradoksalt nok bare enormt tilstedeværende, fordi den laver om i alle rutiner og hele tiden kan lure lige rundt om hjørnet,« siger hun.

»Dernæst vil jeg anbefale, at vi leder efter liv og fokuserer på liv. Som mennesker føler vi os generelt mere magtesløse, hvis vi holder vejret og lukker os inde i egne bobler. Det behøver ikke at være kompliceret. Måske skal vi bare tale lidt mere i telefon eller have mere med vores naboer og andre mennesker i nærområdet at gøre? Vi må prøve at finde liv, hvor det er muligt – og med de ressourcer vi hver især har til rådighed. Vi skal lære at leve med ansvaret på en måde, der både gavner samfundet og de enkelte mennesker,« siger Krista Korsholm Bojesen.

Af Anne Sofie Bjørn Bitsch, 2. november 2020