Fra usund relation til gensidig respekt

Inger og Kristina fik en svær start på livet sammen som mor og datter. Kristina var ikke ret gammel, før hun begyndte at tage ansvar for sin mor, og ofte blev rollerne byttet om i mor-datter relationen. For Inger var det en stor mundfuld at blive mor i en ung alder, samtidig med at livet bød på mange andre udfordringer.

Svær tid efter fødslen

– Jeg kunne godt se, at Kristina var køn, men hun sagde mig ikke noget, og jeg havde ikke de samme følelser for hende, som jeg senere oplevede ved barn nummer to, og som jeg også hørte andre fortælle om. Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg havde en fødselsdepression.
Jeg ved det ikke, men vi havde en dårlig start sammen, fortæller Inger.
Det blev ikke bedre af, at Kristina kom i dagpleje kort efter fødslen. I dag ville Inger ønske, at hun havde taget en længere orlov.
– Måske ville følelserne have fået bedre grobund. Kristina var glad for at være hos sin dagplejemor, og når hun ikke ville med mig hjem, forstærkede det min følelse af ikke at være god nok som mor.
Jeg var usikker, og når det blev for svært overlod jeg til min mand at tage sig af Kristina. Da Kristina blev ældre, havde jeg svært ved at honorere hendes krav til mig om at være tydelig og give kærlighed. Og hun fik voksenrollen, når jeg ikke magtede tingene.

Kristina trøstede mor

Kristina husker, at et gennemgående tema i opvæksten var, at Inger havde svært ved at overskue tingene. Hun blev slået ud, hvis der var for meget, hun skulle eller for meget at tage stilling til. Hun blev overvældet og satte sig ned og græd, når julen stod for døren, eller der skulle pakkes til weekendtur.
– Fra jeg var ret lille, reagerede jeg ved at forsøge at trøste og tage ansvar, når hun blev ked af det, fortæller Kristina, som er det ældste barn i en søskendeflok.
Kristina og Inger har gennem flere år arbejdet med deres relation, bl.a. gennem terapi, og de har på trods af for mange uklare grænser gennem Kristinas opvækst, et sundt og respektfuldt forhold i dag. Men det har krævet mange samtaler, stor vilje til at komme videre på nye måder, ærlighed samt tilgivelse for at få rollerne på ret kurs.

Grundlæggende usikkerhed

Det var på ingen måde af ond vilje, at Inger ikke formåede at give Kristina den kærlighed, hun havde brug for, eller at rollerne af og til blev byttet rundt.
– Jeg er følsom og nok også den ansvarsfulde og ‘pæne pige’, der ikke har gjort oprør eller stillet krav til andre. Grundlæggende har jeg kæmpet hele livet med mit selvværd, og da jeg blev mor, blev jeg bekræftet i, at jeg ikke kunne finde ud af tingene, forklarer Inger.
– Som lille var jeg skrøbelig, og jeg oplevede mig set på som den, der ikke kunne klare så meget. Jeg havde svært ved at sætte grænser og træffe valg, så min mor blev meget styrende for mig, hvilket var med til at forstærke de sider hos mig. Samtidig var det en kæmpe omvæltning at blive gift i en ung alder og flytte til en helt ny egn af landet, hvor jeg skulle forsøge at passe ind i min mands liv. Og så blive mor kort efter.

Særligt sensitive mennesker

Mellem 15 og 20 procent af alle danskere er fra fødslen særligt
sensitive mennesker (også kendt som HSP – Highly Sensitive
Person). Deres nervesystem bearbej-der alle stimuli mere dybt
end gennemsnittet. Derfor er de ofte kreative, begavede, dybsindige
og har stor indlevelsesevne.
Særligt sensitive mennesker (HSP) kan let føle sig overvældede, hvis de ikke lever i god balance med deres sensitivitet. De har behov for at blive tilpas stimuleret i stedet for at leve med for mange stimuli.
Sensitive mennesker trives mindre godt med et stresset liv end andre. De bliver ofte utilfredse og udmattede, hvis de lever et liv med for mange stimuli. Men befinder de sig i et miljø, der er tilpas stimulerende, kan de til gengæld trives endnu bedre end flertallet.

Et ambivalent forhold

Inger kunne fra et tidligt tidspunkt føle sig usikker overfor Kristina. – Da Kristina var i trodsalderen, stillede hun krav, og det kunne jeg slet ikke håndtere, og der var klart sider ved hende, som irriterede mig. Det var svært for mig at gå ind i mor-rollen, hvor jeg skulle sætte grænser, stille krav og vise omsorg, når hun havde behov.
Forholdet mellem mor og datter var på mange måder ambivalent, for samtidig med at Inger manglede kærlige følelser for sin datter, brugte hun hende også som sin fortrolige.
– Jeg havde et stort behov for at komme af med tingene, og jeg forsøgte at blive alt for meget veninde med Kristina og fortalte mange ting, som hun slet ikke skulle have hørt. Jeg brugte hende som voksen, for hun var god til at lytte, give feedback og være anerkendende.
Det var alt for meget, og det var ikke i orden.
– Men uden for hjemmet var det vigtigt for mig at have styr på tingene. Jeg fungerede klart bedre på udebane end på hjemmebane, og jeg brugte i
perioder alt mit krudt på mit job, og jeg var da mere mor for børnene der, end jeg var for mine egne børn. Det var så vigtigt for mig at få anerkendelse, og at
alle var glade, men jeg var på et kolossalt overarbejde følelsesmæssigt.

Jeg så mor som svag

Kristina husker tydeligt, hvilket billede hun som barn havde af sin mor.
– Jeg havde det svært med det, jeg så som min mors svaghed. Jeg identificerede mig mest med min far, og jeg ville gerne være stærk som ham.
– Min mor sagde ofte, at jeg bare skulle sige, hvis jeg havde nogle problemer i forholdet til hende, for det havde hun ikke selv haft mod til i forholdet til sin mor, men det kunne jeg ikke dengang. Angsten for at hun ville krakelere og gå i stykker var alt for stor til, at jeg ville sige noget.
Det var nemmere at blive i rollen, hvor det var mig, der tog ansvar og trøstede, forklarer Kristina.

Fik en depression

For Kristina fik opvæksten med for meget ansvar og det turbulente forhold til Inger konsekvenser.
Efter en veloverstået studentereksamen, røg hun ind i depression.
– Jeg havde jo altid været den søde og dygtige pige, og da jeg så ikke længere gik i skole og fik høje karakterer, der kunne styrke min selvtillid, så krakelerede billedet; for hvem var jeg så? Livet blev skræmmende og uoverskueligt, for det var jo sådan, jeg havde lært, at livet var som voksen kvinde. Og der var mange ting, jeg havde brug for at få bearbejdet, fortæller Kristina, som fik hjælp gennem terapi.
– Jeg kan stadig engang imellem mærke en snert af angsten for livet, men jeg ved jo nu, at jeg godt kan klare livet, og at det faktisk ikke er så svært,  forklarer Kristina, som har taget livtag med mor-datter rollerne, og fortsat øver sig i at sætte grænser.

At lægge afstand

Efter terapien besluttede Kristina, at hun fortsat ville være der for sin mor som hendes fortrolige.
– Jeg ville fortsat lytte og trøste, fordi det var en naturlig del af mig, og vigtigt for hende. Men den har jeg hen over årene måttet parkere, for det var for svært, fordi jeg blev fastholdt i den rolle, jeg altid havde haft. Jeg havde brug for at få lov at være datter, og at min mor brugte andre som sine fortrolige. Jeg har løbende sat flere og flere grænser.
Det er ikke sket gennem store brud, men mere ved, at vi har talt om tingene.
Min mor har været meget åben og ærlig, har erkendt fejl og sagt undskyld. Hun har turdet tage ansvaret på sig, i stedet for at forsøge at bortfor-klare for at
beskytte sit selvbillede. På den måde har hun været en fantastisk hjælp, når det handler om at stykke brikkerne sammen. Og jeg beundrer hende meget for hendes store styrke i det. Det var også hende, der opfordrede mig til at gå i terapi og få hjælp.
Hendes selverkendelse og vilje til at rumme mine følelser, har været altafgørende for, at vi er kommet videre sammen, siger Kristina.
– I perioder har jeg måttet trække mig ved at holde op med at kontakte hende og spørge til hende. Det lagde hun selvfølgelig mærke til, og spurgte, hvad det handlede om, og jeg har forklaret, at det var mit forsinkede teenageoprør, og at jeg nok skulle ringe, når jeg havde brug for det. Jeg har haft brug for at få afstand til hendes liv og få en balance i vores relation, som passer for mig. I dag bestemmer jeg selv, hvor nært det skal være, og jeg er stoppet med at komme med gode råd, siger Kristina.
Selvfølgelig har processen gjort ondt på Inger, som også har været i terapi for at blive klogere på sig selv.
– Jeg er glad og taknemmelig for, at Kristina har sagt, når hun havde brug for at trække sig. I dag kan jeg rumme det, og jeg vil hellere have at vide, hvad det handler om, end overlades til min egen fantasi og tankerne om, hvad det handler om, forklarer Inger.

Er mor min veninde

I lang tid kæmpede Kristina med, om der var noget galt i forholdet, hvis ikke mor også var en nær veninde, som man betroede sig til og omvendt.
– Men jeg har fundet ud af, at man ikke behøver være veninde med sin mor, men godt kan nøjes med en respektfuld relation. Det har gjort det mere afslappet, og fint nok bare at tale om almindelige ting uden det behøver være så intimt, og vi kan stadig snakke om personlige ting. Jeg er jo ikke ligeglad med min mor, jeg skulle bare ud af rollen som den ansvarsfulde datter, der trøstede og gav gode råd til min mor. I dag bruger hun ikke mig, når hun har problemer, og det har jeg det godt med.
– Så på den måde, er det en lykkelig historie, hvor vi har taget nogle skridt, for at få rollerne på plads. Men det er ikke kommet af sig selv, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi begge har villet arbejde med tingene, har talt meget og fået god hjælp til det.

En vigtig ting i processen er også at få andres øjne på situationen og på, om rollerne er hensigtsmæssige, for det kan være svært selv at se det klart, når man selv er en del af det, forklarer Kristina.
– Kristina blev for meget veninde for mig. Jeg har haft et stort behov for at komme af med tingene, og jeg havde ikke så mange andre. Men det var ikke i orden, at det var hende, der fik det hele, siger Inger, som alligevel oplever, at nærheden og fortroligheden ikke er forsvundet, selv om rollerne i dag er anderledes.
– Der er meget, der har gjort ondt at få at vide de sidste år, men for mig har det været vigtigt at lytte anerkendende. Men Kristina har også givet meget godt til mig ved at sige, hvordan hun oplevede tingene.
Skal man forandre, er kommunikationen alfa og omega. Det usagte er kun med til at ødelægge og gøre forholdet endnu mere anstrengt, så derfor handler det om at få sig sat og få talt – også om det, der gør ondt. Kristina har fået sagt meget til mig, og det har skabt meget mere balance i vores forhold og givet en større afslappethed i hinandens selskab, siger Inger.

Særligt Sensitiv

Det har også hjulpet både Kristina og Inger at finde ud af, at Inger hører til blandt de ca. 20 procent af befolkningen, der er Særligt Sensitive.
– Der er til dels en forklaring på, hvorfor hun har reageret, som hun har, og det har hjulpet. Derfor handler det heller ikke om, at hun er svag og bare skal tage sig sammen. Jeg har fået en anden respekt for hende, fordi jeg kender baggrunden for, at hun i nogle situationer har haft svært ved at overskue tingene, siger Kristina.
– Og så handler det også om at arbejde med sine forventninger til, hvordan tingene skal være. Det kan sagtens være godt nok, selvom det ikke er perfekt.
For Inger har det også været en øjenåbner at blive klar over, at hun er særligt sensitiv. Det har været med til at ændre hendes selvbillede som en “svag” person, der ikke kan klare så meget, som hun synes, hun burde, til et mere positivt og realistisk selvbillede.

Ville gerne gøre det om

I dag ved Kristina og Inger langt mere om hinandens stærke og svage sider. Meget er blevet vendt, mange tårer grædt og nye grænser sat. Der er blevet afstand og alligevel nærhed på en ny måde.
– Hvis jeg kunne, ville jeg gerne gøre det om med Kristina og begynde helt forfra. Jeg kunne ikke elske hende dengang, men det kan jeg i dag. Jeg er stolt af hende, og jeg er glad for, at hun fik taget livtag med de uhensigtsmæssige roller i en ung alder. Det fik jeg aldrig selv gjort i forhold til min mor.

—————
Inger og Kristina er ikke de interviewedes rigtige navne, da de ønsker at være anonyme. Deres navne er kendt af redaktionen.
—————

Bøger om Særligt Sensitive:

Elsk dig selv
Af forfatter og foredragsholder Ilse Sand. Udkom i efteråret 2010.
En guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle handler om skam, skyld, kommunikation og sensitivitet.

Er du også særligt sensitiv?
Af forfatter og coach Susanne Møberg
Er du også særligt sensitiv? giver en grundig forståelse for, hvad det vil sige at være et særligt sensitivt menneske og hvilke muligheder og udfordringer, karaktertrækket indebærer. Man får konkret vejledning til, hvordan man kan tage sig godt af din sensitivitet og bedst muligt beskytte sig mod overstimulering.