Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Overgreb
Coronakrisen giver os anledning til at gentænke både liv og fællesskaber. Men det kan være hårdt, og vi må være overbærende, lyder det fra psykolog Elli Kappelgaard.
Da vi trådte over tærsklen til 2020, havde ingen af os regnet med, at vi tre måneder senere skulle genopfinde vores hverdag på ny.
Nogle kæmper med at få fuldtidsbørnepasning til at balancere med to jobs. En del inden for de samme 100 kvadratmeter. Andre kæmper med at få tiden til at gå, når alle klubaktiviteter, fællesmøder og besøg er sat på stand-by.
Fælles for os er, at vi skal leve i en hverdag, vi ikke plejer at leve i. Og det kan være hårdt, siger Agapepsykolog Elli Kappelgaard.
”Psykologisk er det enormt anstrengende hele tiden at skulle opfinde noget nyt. Det dræner os for energi, at vi skal gentænke og genforhandle alle rytmer og rutiner i hverdagen,” siger hun.
Og det har konsekvenser.
”Når genkendeligheden ryger, kan utrygheden fylde mere. Det kan føre til mindre overskud og en lavere irritations-tærskel over for dem, man lever sammen med, eller de arbejdsrelationer, man har.
Samtidig skal vi ikke underkende usikkerheden ved, at vi mangler en slutdato for denne tilstand. Vi ved ikke, hvornår det ender, og vi kender endnu ikke omfanget af konsekvenserne for os som individer og for samfundet som helhed. Mister jeg mit arbejde? Kan statens pengekasse holde til det her? Der er rigtig mange usikkerheder at jonglere med lige nu,” understreger Elli Kappelgaard.
Psykologens råd: Lav gummistruktur
Derfor anbefaler hun, at man skaber en struktur i hverdagslivet. Men uden at bøje den i neon.
”Sørg for at skabe en rytme i arbejdslivet, så du får følelsen af at holde fri. Hold weekend, hvis det er muligt, og lav faste arbejdstider. Sørg også for at skabe en rytme for eventuelle børn, så de ikke oplever, at alting flyder. Lav planer for spisetider, sengetider, leg og andre aktiviteter. På den måde kan du mindske følelsen af utryghed i hjemmet – og måske også antallet af konflikter mellem husets beboere.
Men vær samtidig opmærksom på at lave strukturen i gummi, så du ikke glemmer at leve i nuet. Vi ved ikke, hvor lang tid denne tilstand varer, så hverdagen skal også levne plads til ændringsforslag og en vis spontanitet. Og så skal vi huske at være overbærende, når mennesker omkring os ikke følger vores planlagte struktur. Det er en vanskelig tid for de fleste,” siger hun.
Diakonale på afstand
At hverdagen er vendt på hovedet giver os også anledning til at tænke nye tanker og opfinde nye ritualer. Særligt måden at være sammen på – fællesskaberne – er blevet fodret med kreative løsninger de seneste uger.
”Jeg oplever, at onlinefællesskaber som for eksempel Facebook blomstrer op på ny. På Facebook bliver der arrangeret fødselsdag for dronningen og kollegiale fredagsarrangementer. Også kirkerne bruger i stort omfang Facebook til at gentænke gudstjenesteformen, så mennesker kan opleve et kristent fællesskab uden at være fysisk sammen. På tv ser vi, hvordan morgensang med Phillip Faber er blevet et stort hit for mange,” siger Elli Kappelgaard.
Opfindsomheden er stor online, men der er også gode muligheder for at gentænke de ikke-skærmbaserede-fællesskaber, mener psykologen.
”Jeg kender en, der cyklede hen til sine bedsteforældre og drak en kop te sammen med dem – på hver sin side af vinduet. De kunne ikke mærke hinanden, men de kunne lægge hænderne på ruden og smile til hinanden. Andre har sunget sammen i deres gårdhaver eller drukket nabokaffe på hver sin side af fortovet. Helt lavpraktisk oplever jeg, at folk i højere grad lader deres hørebøffer blive hjemme, når de går udenfor, og har lettere til smil og øjenkontakt end normalt,” siger hun.
Tænk på coronakrisen som en snestorm
Denne søgen efter social kontakt giver os også anledning til at huske særligt på dem, der lever med ensomhed til daglig.
”Lad os tænke på denne tilstand som en snestorm, en slags undtagelsestilstand. I sådanne situationer er vi som folkefærd mindre blufærdige i forhold til at hjælpe hinanden og tale med fremmede. Det kan vi udnytte ved at få ringet til mennesker, vi normalt ikke ville ringe til, men som måske har ekstra meget brug for vores opmærksomhed lige nu. Når uforudsete hændelser sker, har vi som mennesker typisk brug for at fortælle om vores oplevelser igen og igen – især i den tidlige fase. Det gælder selvfølgelig også mennesker, der ikke bor sammen med nogen, eller som mangler nogen at dele liv med. Jeg tænker, at denne corona-tid giver god anledning til at kravle lidt ud af den danske privathed og hjælpe til, hvis man har mulighed for det,” siger Elli Kappelgaard.
Af Anne Sofie Bjørn Bitsch
