Håb om himmel

– Sådan lader Marilynne Robinson den gamle præst udtrykke det et sted i den fantastiske roman Gilead. Han nærmer sig døden og ser tilbage på sit liv, som ikke altid har været let, tilbage på sin tro, som alligevel har holdt, og fremad mod det, som venter efter døden.

Måske kender du fornemmelsen; at prøve at tænke på himlen, men uden det store held. Jo, vi kan danne os billeder af livet der, vi kan læse beskrivelser i Bibelen af det og måske endda drømme om det. Men det bliver ukonkret og løst. Som sand løber det imellem vores fingre. Vi kan ikke få et fast konkret greb om det.
Den gamle præst filosoferer videre over, at han dog heller aldrig vil komme til at forstå det jordiske liv, som han lever nu. Når børn er små, tror de, at de kommer til at forstå denne verden, men han kan efter et langt liv bevidne, at det aldrig kommer til at ske.

Jeg tror, han har ret. Vi kommer aldrig til at vokse helt ind i verden og forstå den. Vi vil blive ved med at undre os over, hvad vi kan med vores krop. Vi vil blive ved med at undre os over hver ny lysende morgen og hvert nyt interessant menneske, vi møder. Vi vil blive ved med at undre os over den meningsløshed, den ondskab og den skrøbelighed, vi møder i verden. I andre. I os selv.

Undringen peger. Den peger på, at vi er gæster og fremmede her. Det er godt nok her, vi hører til nu. Det er her, vi opholder os. Men det er kun midlertidigt. Der er et andet sted, vi hører mere til. Et andet sted, som i højere grad er vores fædreland.

Nogle steder har man den skik ved begravelser at synge sidste vers af Grundtvigs salme ”Den signede dag”, mens kisten bæres ud af kirken:

”Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.”

Verset er en stærk påmindelse om, at det evige liv sammen med Gud er vores bestemmelsessted. Der vil vi helt føle os hjemme. Der vil der være dybt fællesskab. Der vil der være evig lykke.

Himmelhåbet sætter fri

Kristne er til tider blevet beskyldt for at have øjne og liv lidt for meget rettet mod det himmelske fædreland. Så meget, at de glemte at interessere sig for det liv og de mennesker, som var omkring dem. Det er muligt, det til tider har været sådan. Men at have blikket rettet mod det kommende liv kan og bør forenes med en dyb interesse for det nuværende liv. For vi behøver ikke at opnå de højeste tinder af lykke i dette liv. Det skal vi nok opnå i det himmelske. På den måde sætter himmelhåbet os fri til at bruge vores liv til gavn for andre. Vi venter på, at Jesus kommer igen, eller at vi forenes med ham efter døden. Vi kan lige så godt bruge ventetiden i tjeneste for andre og arbejde med på Guds genopretning af alt såret og nedbrudt allerede her i dette liv. Findes der en mere meningsfuld venten?

Noget er forkert

Et håb om et liv i himmelen forklarer også den undring og den uro, vi kan have ved det her liv.
Fornemmelsen af at: ”Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan.” Når vi møder modgang og lidelse i vores eget liv og i vores kæres liv, får vi det ofte på den måde. Himmelhåbet forklarer den dybe fornemmelse af, at noget er forkert. Ja, noget er forkert og ikke, som det var meningen, at det skulle være.
Men en dag skal alt blive godt, helt godt, ansigt til ansigt med Gud. Vores uro ved og modstand mod smerte og ondskab peger på himmelens kommende lykke og er en længsel efter den.

Vi vil blive ved med at undre os over den meningsløshed, den ondskab og den skrøbelighed, vi møder i verden. I andre. I os selv.

For nogle er håbet om et liv i himmelen ikke kun et perspektiv, som vi forsøger at minde os selv om, fordi vi ved, det er godt og sandt. Men det er selve det håb, som gør, at vi fortsætter kampen her i livet. Kampen for ikke at bukke under for had mod den, som har misbrugt os. Kampen for ikke at trække sig fra fællesskabet med andre mennesker, fordi vi har erfaret, hvor dybe sår det kan give.
Kampen for at opretholde de små daglige rutiner og stadig glæde sig over hver ny morgen og blomster i haven, selvom der er sygdom på krop eller i sind.

Håbet giver mod til kampen

Håbet om, at der i det kommende liv ikke vil være lidelse eller sorg eller noget som helst ondt. Det er egentlig ikke let at forestille sig. Smerte og ondskab virker så mærkværdigt sammenflettede med liv og glæde for os mennesker. Men det er løftet og håbet; en dag vil Gud gøre alting godt!
En dag vil vi slet ikke have problemer med at tænke på himlen, for vi har erfaret den med nyskabt krop, sind, sjæl og ånd.