Hvad får et menneske til at begå terror?

Vi ”almindelige” mennesker står igen og igen forfærdede og ser til fra sidelinjen, når vi i medierne bliver konfronteret med den ene terrorhandling værre end den anden. Og vi spørger undrende: Hvad får dog mennesker til at udføre den slags handlinger?
Nu er terror efter mit skøn ikke et helt entydigt begreb. Men normalt vil man ved terror forstå vold eller drab på vilkårligt tilstedeværende civile personer tilhørende et fjendtligt land eller en fjendtlig gruppe. Terror er altså ikke identisk med at føre krig, men kan være udtryk for kompensation for manglende kapacitet til at føre ordinær krig eller være ”nålestiksoperationer” i forbindelse med en ordinær krig.

Men hvad får et menneske til at begå terror? Er der nogle ”sikringer”, som må være sprunget? Kunne du og jeg også pludselig finde os anklaget for at have begået en terrorhandling?
Jeg tror ikke, at vi skal være for hurtige til at afvise denne mulighed. Det onde bor også i os. Og de fleste af os kan sikkert genkalde os situationer, hvor vi havde lyst til give et andet menneske en ordentlig ”lærestreg”.
Vi kunne måske endog i et øjebliks afsindig vrede begå et drab. Men kunne vi også (måske efter lang tids planlægning) foretage en terrorhandling, som rammer mennesker, som vi ikke har noget personligt udestående med?

Jeg vil mene, at der i forbindelse med udøvelse af terror normalt må gøre sig en række forudsætninger gældende:

• Man må have en ”livsvigtig” sag. En sag, der er så vigtig, at den er værd at slå ihjel for. Som oftest en politisk ideologi, nationens interesser eller en religiøs overbevisning.
• Dernæst må man have en gruppe af mennesker, som man kan identificere som ”fjenden”, og som derfor har gjort sig fortjent til en ”lærestreg”, selvom de måske ikke som enkeltpersoner har gjort noget galt.
• Endelig må man på en eller anden måde være blevet gjort blind for de menneskelige omkostninger af ens terrorhandling.
  • Den gruppe, som ofrene tilhører, må eksempelvis på en eller anden måde være blevet umenneskeliggjort, være ”undermennesker” sammenlignet med den gruppe, som man selv tilhører.
  • Eller man kan være bestemt af en tænkning, som sætter hensynet til enkeltmennesket til side af hensyn til helheden, ”sagen”.
• Skal man så også have en bestemt personlighedsstruktur for at kunne udføre en terrorhandling? Jeg er ikke så sikker på det. Vi er ganske vist som mennesker ganske forskellige.
  Nogle er generelt velovervejede, andre er af natur letfængelige, og atter andre er nærmest fanatikere af natur.
• Men også blandt de velovervejede kan man efter mit skøn finde terrorister. Og de er måske, når alt kommer til alt, de farligste.
• Som antydet fungerer terror hyppigt som kompensation for manglende evne til at føre en konventionel krig. Denne manglende evne kan givetvis resultere i en følelse af håbløshed, som så igen udmønter sig i desperation og villighed til med alle midler at skade fjenden – eksempelvis ud fra tankegangen: ”alt at vinde, intet at tabe”.

Dermed vender vi os til temaet muslimsk terror. Jeg stødte for nogle år siden på det noget provokerende udsagn, at ”Ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer”. Jeg har så siden nogle gange i forskellige sammenhænge spurgt, om dette udsagn er korrekt. Og nogle har faktisk efter lidt tøven ment, at udsagnet er korrekt. Selv mener jeg, at det er fejlagtigt, fordi der givetvis findes eksempler på terror udenfor muslimsk sammenhæng. Men så har jeg også mødt studenter i Etiopien, som mener, at udsagnet er fejlagtigt, fordi de har oplevet, hvordan muslimske naboer og venner pludselig ændrede opførsel og begyndte at nedbrænde kristne hjem og kristne kirker.
De mener derfor, at udsagnet er forkert, eftersom alle muslimer efter deres opfattelse er potentielle terrorister. Og det er en kendsgerning – selvom vi kristne hverken historisk eller aktuelt kan siges at have holdt vor sti ren, når det gælder krig og vold – at en uforholdsmæssig stor del af den aktuelle terror udøves af muslimer. Hvad skyldes det?

Det onde bor også i os. Og de fleste af os kan sikkert genkalde os situationer, hvor vi havde lyst til give et andet menneske en ordentlig ”lærestreg”.

Lad os prøve at kaste et blik på de føromtalte forudsætninger for terror. Det er en kendt sag, at vi mennesker i udstrakt grad formes af det miljø, som vi færdes i, og de idealer, som råder der. Og her er der efter mit skøn en udpræget forskel på kristendommen og islam. Jesus opfordrede ikke til fysisk kamp men til at vende den anden kind til (Matt 5. 39). Til forskel herfra har militær jihad altid udgjort en central del af muslimsk tænkning og praksis.
Og mens muslimer tidligere satte en ære i at overholde krigens love og derfor holdt sig tilbage fra at dræbe tilfældige civile, er det efter 2. Verdenskrig i stigende grad blevet anerkendt, at terror mod tilfældige civile kan accepteres. Man kan endog betegnes som ”martyr”, hvis man dør i forbindelse med dette forehavende. Og når dette så bliver kombineret med en forståelse af, at man som muslim befinder sig i krig med den vestlige civilisation og dens værdier eller i krig med andre muslimske fraktioner, har vi en dødelig cocktail af forudsætninger, hvis resultat vi kan iagttage i Nice, Paris, Berlin, Syrien og alt for mange andre steder.

Flertallet af muslimer er imidlertid hverken tilhængere af den nye tænkning vedrørende drab på civile eller af forestillingen om en krigstilstand mellem islam og den vestlige civilisation. Terror er derfor ikke blot et omstridt tema i den offentlige debat men også i høj grad internt blandt muslimer.