Hvad gør jeg ved min frygt?

Når frygten skal håndteres
Frygt. Ordet i sig selv klinger negativt, men det er vigtigt at huske på, at det er frygten, der gør os i stand til at reagere passende på farefulde omstændigheder.

Frygten forbereder vores krop på at flygte eller gå i kamp, og fremmer dermed vores overlevelseschancer.
Terror kan opleves som en trussel på vores liv, når den nærmer sig de sfærer, vi bevæger os i til dagligt. Her er frygt en naturlig og sund reaktion.

Problemet opstår, når frygten tager magten fra os. Når vi associerer for mange steder med frygtede begivenheder og begynder at undgå dem. Eller når vi forbinder særlige befolkningsgrupper med fare, og vores måde at interagere med dem påvirkes. Vores liv begrænses, og der skabes brud i tilliden til verden og vores medmennesker.

Hvor frygten skaber afstand mellem mennesker, og en undgåelse af bestemte steder, kan vi vælge at tage del i en modbevægelse.

Her er det vigtigt, at vi lader virkeligheden korrigere vores følelser. Det sker ved bevidst at lade være med at undgå steder eller mennesker, der fremkalder frygt. Gentagne erfaringer af, at det frygtede ikke skete, vil med tiden dæmpe frygten. Vi kan altså med vores handlinger påvirke vores følelser.
En anden måde vi kan påvirke oplevelsen af, at verden er blevet et farligt sted, er gennem et faktatjek.

Når vi ser nyheder, kan vi få indtrykket af, at terroren rykker tættere og tættere på, og at der sker flere angreb end nogensinde før. Disse tanker forstærker frygten. Her er det vigtigt, at forholde sig til de reelle tal og statistikker. Nyhedsmediet Zetland har fx lavet en graf, der demonstrerer, at terror i Vesteuropa er mindre udbredt nu end før i tiden, og at den generelt er mindre udbredt i denne del af verden ift. andre. Disse fakta kan man da minde sig selv om, hvis man føler sig omringet af nyheder om terror. I samtaler om terrorangreb kan man vælge at melde ud, at man ikke har brug for at tale eller høre mere om terrorangreb. Det er ikke en benægtelse af virkeligheden. Det er en bevidsthed om, at dækningen af terror i forhold til andre ulykker kan være ude af proportioner.

Bliver man alligevel grebet af frygt, kan man bruge en simpel vejrtræknings- og afledningsøvelse for at nedregulere sit stressniveau.
Til at starte med tager man 10 dybe vejrtrækninger. Herefter fokuserer man på at tælle røde ting i rummet. Herefter fokuserer man igen på vejrtrækningen, og kan så tælle blå ting i rummet. Når man på den måde har fået mere ro på kroppen og tankerne, er det nemmere igen at forholde sig til fakta.

Fra afmagt til handling
Men terroren skaber ikke kun frygt. Den kan også gøre os vrede, eller give os en fornemmelse af meningsløshed og afmagt, som kan gøre os modløse. Det kan være svært at se det gode i verden, svært at bevare troen på at ”det nok skal ende godt”, og man kan få lyst til at give op. Hvad nytter det at prøve at skabe en god og tryg hverdag for os selv og den næste generation, når så store kræfter skaber død og ødelæggelse? For en person med et kristent udgangspunkt, kunne en copingstrategi være at finde håb og trøst i troen på en Gud, der ikke er ligeglad. En Gud der bliver vred, når ondskaben hærger. En Gud der ønsker at gøre op med lidelsen, meningsløsheden og den brutale vold, der ligger i terrorens natur. Med erkendelsen af vores overordnede afmagt, er det dog vigtigt, at der også følger en erkendelse af vores reelle handlemuligheder. Hvor frygten skaber afstand mellem mennesker, og en undgåelse af bestemte steder, kan vi vælge at tage del i en modbevægelse.

Frygten skal nok have en plads, men en plads, der er afmålt de reelle farer, der er.

Her vil jeg fremhæve to initiativer, som jeg mener demonstrerer, hvordan man kan undgå at lade vold og terror skabe afstand mellem mennesker og utryghed ved at færdes frit på gader og pladser: Den ene er Özlem Cekic’s dialogkaffe.

Med denne praksis indbyder hun til dialog for at nedbryde fordomme og frygt for mennesker. Det andet er et initiativ i København, der hedder: ”Vi tager gaden tilbage”.

Her mødes en gruppe borgere på de steder, der har været skudt, for at tage gaden tilbage. – Hermed demonstrerer de, at angsten for volden ikke skal få almindelige danskere skræmt væk fra de steder, volden har fundet sted.

Udtrykket kan være forskelligt, men formålet det samme. At frygten ikke skal være det filter, vi ser verden igennem. At frygten nok skal have en plads, men en plads, der er afmålt de reelle farer, der er.

Af Rebecca Schønherr Thomsen, psykolog, 14. maj 2018