Hvad gør præstationssamfundet ved os?

Fra lydighedsindivid til præstationsindivid.

I sin bog ”Præstationssamfundet” fra 2016 beskriver sociologen Anders Petersen, hvad han ser som tidstypiske tendenser i samfundet i dag: At det gælder om at præstere både på jobbet og i privatlivet. Det spiller ikke den store rolle, hvad man vinder i, bare viljen til sejr er til stede, og man opnår succes. Det samfundsmæssige pres, som nutidens individer må håndtere og tage på sig, er ifølge Anders Petersen grundstenen til tidens depressionsbølge og psykiske mistrivsel.

I bogen anskues præstationssamfundet som et frigørelsesprojekt fra tidligere tider, da individet lydigt skulle underlægge sig de normer og regler, som religionen, traditionen og familien foreskrev. Hvor pligten og det at skulle var centrale ord for tidligere tiders individer for at nå til tops og få anerkendelse, er det i præstationssamfundet altafgørende for individet at kunne og præstere.

Man er således gået fra et lydighedsindivid til et præstationsindivid. Præstationsindividet skal konstant være aktivt, opsøge netværk og maksimere sin tid. Alt kan (eller burde kunne!) lade sig gøre, mener præstationsindividet. For mennesket i præstationssamfundet kan det ende med at blive et ubarmhjertigt tyranni, da man bliver ansvarlig for egen lykke og egen ulykke.

Hvad betyder det så?

”Hvorfor har unge det så svært i dag?”

Indimellem bliver jeg som psykolog spurgt af en ældre generation med enten bekymring, undren eller begge dele i stemmen, hvorfor de unge mon har det så svært i dag. Hvorfor er der så høj forekomst af angst, stress og depression? Med dertilhørende skolevægring, selvskade og selvmordstanker.
Et bud på en medvirkende faktor kunne være, at vi er hurtigere til at diagnosticere i dag. Måske også for hurtige nogle gange.
Et andet bud kunne være et øget pres fra de sociale medier. I skolen/på uddannelsen/arbejdet, socialt både in real life og på de sociale medier, hvor man helst skal have mange followers, likes og social anerkendelse/pleje sit image og opnå et bestemt kropsligt ideal.

Skammen fylder for præstationsindividet

Men det er ikke kun de unge, jeg ser og hører agere, som om tilværelsen var en konkurrence. De fleste voksne og ældre vil kende til oplevelsen af at have ’de andres blik’ på sig og af at betragte sig selv udefra. Men hvis oplevelsen af at være til bedømmelse følger en de fleste af døgnets timer, vokser frygten
for at blive fundet for let og fejle. Det, vi kalder skam, er ikke en ny mekanisme, men det fylder meget i præstationssamfundet. For præstationsindividet vil man selv være den hårdeste og mest ubarmhjertige dommer.
Konkurrencestaten kalder på, at individet skal være aktivt, opsøge netværk og maksimere sin tid. Alt kan (eller burde kunne!) lade sig gøre (Petersen, 2016). Det ender med at blive et ubarmhjertigt tyranni for den enkelte, fordi man i yderste ende ender med at være sin egen lykkes smed og sin egen ulykkes eneste ophavsmand. Bagsiden af, når alt falder tilbage på individet, er, at det hele er ens egen skyld. Og det kan opleves som skamfyldt, at man ikke lykkedes med at præstere, som man gerne ville. Uanset om det er at kunne fremvise 3-4 velfungerende børn, et renskuret hjem, en god karriere belønnet med penge eller anerkendelse, en veltrænet krop, et ok sexliv og et næsten problemfrit parforhold. Præstationsræset kan klæde sig i mange former. Selv følelsen af at man ikke magter at føle glæde bliver et parameter for præstation. Er man ikke konstant lykkelig, er det også ens egen skyld.
Det bliver et u-menneskeligt regime uden syn for vigtigheden af at hvile, restituere og at være på vej.
Opstiller vi de høje standarder for os selv, kan vi samtidigt komme til at signalere til andre, hvad de også burde stræbe efter.

Sprækker til menneskelighed

Et lille oprør herimod kunne være små handlinger, hvor vi tør åbne os en smule, dele lidt af det, vi finder vanskeligt og turde vise os en anelse sårbare over for hinanden – og dermed give plads til andres uperfektheder og sårbarhed.
Ikke så meget at vi knuses, hvis den anden ikke reagerer præcist, som vi havde håbet. Men nok til at vise sprækker i vores egen tilsyneladende perfekthed. Ønsket om at præstere slipper vi ikke lige af med, og det skal vi nok heller ikke. Men husker vi i samme åndedrag nåden og menneskeligheden? Det kan være første lille skridt i retning mod et mere menneskeligt samfund med plads til uperfekte mennesker.

Af Elli Kappelgaard, psykolog i Agape, 12. juni 2020

Sociolog Anders Pedersen har skrevet bogen Præstationssamfundet.
Sociolog Anders Pedersen har skrevet bogen Præstationssamfundet.

Se også:

Rammer for det gode samvær

Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...

Overgreb