Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Overgreb
Hanne har flere selvmordsforsøg bag sig. Her fortæller hun, hvad der får hende til at holde fast i livet.
Jeg sidder i et farvestrålende køkken i Fjellerup, overfor mig sidder Hanne Willumsen. Hendes 4 mindre børn er afleveret, og Hanne sidder nu og fortæller om sit 33-årige liv, som tidligt tog en barsk drejning. Mange års kamp med anoreksi, lavt selvværd og selvmordsforsøg kulminerede i en kombination mellem en episode på efterskolen og mormorens død.
Hanne fik aldrig åbnet op for det hun kæmpede med.
Man er to personer
Man føler lidt, man er to personer, der kæmper mod hinanden inden i én selv, fortæller Hanne.
På den ene side havde hun ikke lyst til at leve efter det andet selvmordsforsøg, men hendes forældre valgte ikke at dukke op på sygehuset, og det åbnede Hannes øjne. “Så jeg måtte prøve
at tage mig sammen, for jeg ville jo gerne være glad igen.”
Det nye mareridt
Hanne kom i en alder af 20 år på et bosted, hvor hun gennem 3 år fik hjælp og blomstrede op. Efter nogle år mødte hun sin mand.
De blev gift, et halvt år efter de mødtes. Men det viste sig at være et meget vanskeligt og kompliceret ægteskab.
Hanne overvejede flere gange at give op, men fandt styrken i sin fortid. – Havde jeg ikke været gennem anoreksi og møder med døden, så havde jeg nok ikke klaret det svære, jeg har været igennem i mit ægteskab og skilsmisse, fortæller Hanne, som siden 2012 har boet alene sammen med sine 4 små børn.
Farver gør mig glad. Det er med til at holde mig oppe, siger Hanne, og kigger med strålende øjne rundt i sit køkken.
Noget at kæmpe for
Efter en time i Hannes selskab, er man ikke i tvivl om, at børnene betyder alt. Da jeg spørger til, om hun kunne forsøge at begå selvmord igen, svarer hun: “Jeg har haft tankerne for nogle år siden, men jeg kan ikke forlade mine børn! De er så bange for at miste mig, så jeg bliver nød til at kæmpe for dem!”
Børnene har også hjulpet Hanne i kampen mod anoreksien, og det er vigtigt for hende. “Nu har jeg nogen at være forbillede for, og så bliver jeg nød til at spise. Jo flere børn, jo bedre er det blevet”, siger Hanne og ser glad og taknemmelig ud.
– Farver gør mig glad. Det er med til at holde mig oppe, siger Hanne, og kigger med strålende øjne rundt i sit køkken. Hele den ene væg er indviet til børnenes tegninger, og rundt omkring står noget af Hannes eget glaskunst. – Det her kan jeg, siger Hanne og hentyder til glaskunsten og alle de andre ting, hun gennem tiden har fået livsmodet tilbage på.
