Jeg lukkede Gud udenfor

– En psykolog spurgte på et tidspunkt, hvad det gav mig at tro på Gud. – Og det var så pinligt for mig at måtte indrømme, at jeg overhovedet ikke syntes, det hjalp mig. Jeg ville så gerne fortælle et flot vidnesbyrd om, at Gud elsker mig og giver mig ro, og alt er bare så godt. Men det var bare ikke sådan, jeg havde det, fortæller Maria, der er 34 år og bor i Vejle med sin mand, Christian, og deres to børn.

– Nogle gange har jeg været nødt til at holde Gud udenfor. Det var for svært, at han ikke bare gjorde noget, når jeg havde det så svært. Det psykiske har jeg delt med en psykolog og en psykiater, og det har jeg ikke blandet Gud ind i. Det har været min måde at overleve i det på.

… det har gjort stort indtryk at mærke Guds omsorg gennem forskellige mennesker i menigheden.

Et halvt år efter Maria og Christian blev gift, blev Maria indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi hun var psykotisk. Hun havde godt vidst, at hun havde nogle ting, hun skulle arbejde med, men det kom som et chok for dem begge, at det var så slemt.
Maria fik diagnosen skizofren. Hun var indlagt i en længere periode, hvor hun hørte stemmer, var selvskadende og havde flere selvmordsforsøg.

Begrænset af sårbar psyke
Efter et flyt til Vejle, fik Maria justeret sin medicin, og det hjalp til, at hun fik overskud, til at arbejde med sig selv. Sammen med en psykolog så hun på, hvad der havde påvirket Marias sårbare psyke, og hvordan hun kunne lære at leve med de begrænsninger, der følger med en sårbar psyke.

– Fordi min lidelse er usynlig, kan den være svær for mine omgivelser at forholde sig til. Det bliver på en måde en lidelse i lidelsen, at andre ikke kan se den og forholde sig til den. Det ville nogle gange være rarere, hvis andre kunne se, hvordan jeg har det.
Maria er i dag – stort set – fri for medicin, og hun har lært, hvor vigtigt det er, at hun mærker efter og passer på sig selv.

Svært ved det sociale
Maria og familien har oplevet stor opbakning og omsorg fra deres menighed, og det har gjort stort indtryk at mærke Guds omsorg gennem forskellige mennesker i menigheden. Det har været lige fra at modtage et kort eller en sms eller én, der har ringet for at høre til hende eller fortælle, at vedkommende beder for hende og familien. Det har gjort glæden ved det kristne fællesskab større.

”Når man er glad for at komme i det kristne fællesskab, så er det nemmere at komme og få fyldt på”.
Selvom det er givende at komme til gudstjeneste og være en del af menigheden, må Maria ofte vælge at blive hjemme om søndagen, fordi det kræver meget af hende at være social. Men når hun passer på sig selv på den måde, kan hun ofte have energi til at få en god eftermiddag sammen med Christian og børnene, når de kommer hjem fra kirke.

Gud er større end mig
– Gud kan godt holde til, at jeg i perioder ikke kan rumme ham, siger Maria og uddyber: – Gud har et større overblik, og jeg kan ikke altid forstå ham. Kunne jeg forstå Gud, var han måske ikke så guddommelig. Det kan godt blive stort for mig at tænke på, at Gud er så meget større end mig, og det er ikke meningen, at jeg skal kunne forstå ham. Men det kan også fylde mig med frustration og vrede, som jeg øver mig på at give sprog. For, hvordan er man vred på Gud?

Kunne jeg forstå Gud, var han måske ikke så guddommelig

– Jeg har lært, at jeg godt må være vred på Gud, og så må jeg finde en måde at være det, uden at det dominerer hele mit forhold til Gud. Jeg skriver fx vrede digte og maler, for at komme af med min vrede.
– Jeg har en god aftale med vores præst, som jeg sender mine vrede digte til, og så læser han dem for Gud. Det er forløsende at kunne skælde ud på Gud, når jeg er vred på ham. Så bruger jeg alle de værste ord, jeg kender. Det kan han godt holde til.

Af Martin Skipper (interview), 15. oktober 2016