Kære far

Hvordan kom du dog frem til den beslutning? Var det en pludselig indskydelse eller planlagt over længere tid? Du havde i mørke øjeblikke talt om muligheden, men det lå flere år tilbage og du lignede på mange måder en eks-deprimeret, der havde fundet en vis stabilitet og ting du kunne glædes ved i livet. Vi tumlede alle sammen med forklaringerne i ugerne og månederne efter. De  om bare ikke.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at forstå dit valg.
Jeg forstår, at du havde det svært og nok havde haft det det meste af dit liv. Men jeg troede også, at du på trods af et følsomt sind blev holdt oppe af en grundlæggende kærlighed til livet og til mennesker omkring dig.
Nogle reagerer med vrede, når deres nærmeste vælger selvmordet. For mig har det i højere grad været ærgrelse og tristhed over, at mine børn ikke fik flere år sammen med dig. De har mistet en bedstefar, der var glad for at være sammen med dem og som de havde det godt, sjovt og trygt med. Din naturlighed og indlevelse i børnebørnene savner jeg. Jeg savner også at kunne ringe og spørge dig til råds om alle de blomster i haven, som jeg ikke kender navnet på.

Dit selvværd var ikke højt og du havde en grundlæggende følelse af at have svigtet. Du var usikker på, om du havde været en god far. Hvis du læser med, kan jeg fortælle, at du var en god far.
Sikkert med fejl og mangler, men dem har jeg vist glemt. Din varme, indlevelse og klare prioritering af tid med vi børn står langt stærkere i billedet.
Et af de klareste minder fra min tidlige barndom er, at du altid kunne overtales til at læse et kapitel mere i godnathistorien.
Kære far, livet gjorde ondt på dig, men du skal vide, at du er elsket og savnet.

Vi ses!