Kan man håbe sig til et bedre liv?

At øve sig i taknemlighed

Vi ved, at det kan have en positiv effekt på ens sindsstemning, hvis man øver sig i at dvæle ved de gode oplevelser, man har haft i løbet af en dag eller en uge. Det kan være et par små hændelser fra dagen, man tænker tilbage på ved aftenstide, når man går i seng. Er man ramt af en mørk sindsstemning, kan det tage noget tid at få øje på de gode stunder.

Gåture, løbeture i naturen og det at skabe gode ritualer om morgenen og om aftenen kan også være gode måder at skabe bedre betingelser for en selv på.

Man kan øve sig i taknemlighed, så det med tiden præger ens livsindstilling.

En del har også erfaret, at man kan øve sig i taknemlighed, så det med tiden præger ens livsindstilling. Vi kender det fra andre tilfælde: Har man forelsket sig i en gul regnfrakke eller overvejer hvilket materiale, det nye tag skal være lavet af, begynder man at hæfte sig ved tagsten og at se gule regnfrakker overalt, hvor man ikke før lagde mærke til dem.
Eller modsat: Har man i forvejen lave forventninger til sommerhusturen og nærmest på forhånd besluttet sig for, at det bliver en dårlig oplevelse, kan regnvejret føles endnu mere vådt end sædvanligt, og de andre i sommerhuset opleves som ekstraordinært irriterende.

Når den positive tænkning bliver et krav

Dog kan øvelsen i at få øje på de positive aspekter ved enhver situation tage en drejning, hvis den bliver forvandlet til et krav om, at man skal tænke positivt.
For den, der er i sorg eller ramt af en depression, er det ikke særlig hjælpsomt at få at vide, at ”Nu må du da også se at komme over det”. Eller ”Kan du ikke bare prøve at være lidt positiv”. Selv om det muligvis er ment som en opmuntring og ud fra et håb om, at den anden må få det bedre, kan det efterlade en med en endnu større byrde. Frygten for at komme til at ligge andre til last med ens bekymringer er blevet bekræftet, for viste den anden ikke netop, at vedkommende ikke kunne klare at se et glimt af det smertelige, man stod i?

Personer, der er ramt af en depression, beskriver ofte, at de oplever en tilstand af håbløshed.
Det kan være manglende tro på, at der vil indtræffe nogle positive begivenheder eller forventning om, at der vil indtræffe negative begivenheder. Det kan være svært at huske tilbage til den tid, hvor man var glad eller gik med lettere skridt, og vanskeligt at tro på, at det er muligt for en selv eller nogen andre at gøre noget for at forbedre ens livsvilkår. Her hjælper det ikke at få at vide, at man skal tage sig sammen, tænke mere positivt eller se glasset som halvt fuldt.

Forestillingen om det perfekte liv

Vi kan også have særlige håb knyttet til fremtiden. Nogle af dem kan vi være bevidste om og knokle for at opnå: Drømmen om en bestemt uddannelse eller job. Om at bo i et bestemt slags hus eller at kunne leve af det, man brænder for.
Andre kan være mindre udtalte eller nogle, vi slet ikke er bevidste om, vi har båret rundt på: Forventningen om at have et godt helbred og et spændende job, hvor man bruger sine kvalifikationer.
Det kan være forventningen om at have gode nære relationer, der forstår en eller forventningen om at finde og beholde en livspartner, der altid er der for en og bakker en op. Eller måske forestillingen om et bestemt antal børn der ser gennemsnitligt godt ud, er relativt velbegavede og opfører sig nogenlunde. Når så livet glemmer at følge ens plan, opstår problemet: ”Hov, det her var jo ikke planen! Hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Har jeg ikke krav på mere?” Så kan de bristede håb få følgeskab af skuffelse, sorg, ensomhed, vrede eller bitterhed og sammenslutningen af disse begynde at overskygge de gode aspekter ved ens liv.

Fristelsen til at sammenligne os med andre har nok altid været der, men de sociale medier er med til at vedligeholde og forstærke illusionen om, at alle andres liv er mere perfekte end mit, og at de er mere lykkelige end jeg.
Det kan være en hjælp at få øje på, at vores individuelle kampe ofte deles af mange andre, og at perfektionsidealet er en fælles udfordring. Her er det afgørende, at vi bliver ved at tale sammen, tør være ærlige og at dele af vores uperfekte tilværelser med hinanden. Ved at gøre op med glansbillederne kan vi være med til at lave sprækker af håb både hos os selv og hinanden.

At bære hinandens håb

Som mennesker har vi brug for at håbe – særligt i mørke tider. Psykologen, Viktor Frankl, der selv overlevede et ophold i koncentrationslejr, anså håbet for helt afgørende for at overleve de umenneskelige forhold. Han mente, at de, der var i stand til at holde fast i håbet om noget uden for lejrens pigtråd, havde langt bedre muligheder for at overleve.1 Det være sig håbet om at gense en elsket, at færdiggøre en symfoni eller som for hans eget vedkommende en doktorafhandling.

Fra tid til anden kan vi have brug for andre til at hjælpe os med at håbe, når vi selv er udmattede og ikke har meget håb tilbage. Tænk på eventyrene hvor hovedpersonen ofte har en helt afgørende medhjælper, der træder ind på et kritisk tidspunkt.
Hvem har været med til at bære på dit håb og har heppet på dig på sidelinjen? Hvis håb er du selv med til at bære?

Kildehenvisning:
1) Frankl, Viktor E.: Psykologi og Eksistens (Gyldendal, 1996, 3. udgave).