Klimaangst og religiøsitetens betydning

Klimaangsten er delvist rationel og velbegrundet. Hvis bekymringerne for fremtiden og den diffuse økoangst begynder at fylde, gælder det om at tale sammen og om at skabe aktivt håb. For den troende eller religiøse kan det at have en tro både være til hjælp eller medvirke til at øge klimaangsten.

Nogle af os kan huske, hvordan frygten for atomkrig har fyldt i nogle hjem og miljøer. Andre har måske haft frygt eller ængstelighed for terrorangreb inde på livet. I dele af verden har fugleinfluenzaen SARS, ZICA-virus og Ebola fyldt en del i nyere tid. Der har altid været mulighed for at bekymre sig for katastrofescenarier. Og i nogle tilfælde har bekymringen ikke kunnet afskrives som helt irrationel. Medierne har det seneste år skrevet om det, man kunne kalde økoangst eller klimaangst, og ofte er det unge, der er vokset op med en massiv informationsstrøm om klimaforandringer, der beskriver, hvordan bekymringer og angst for klimaforandringer fylder så meget, at det forhindrer dem i at leve deres hverdagsliv. Og den amerikanske sammenslutning af psykologer (American Psychological Association) udgav i 2017 en større rapport om klimaforandringernes betydning for psykisk trivsel.

Forskel på bekymring og angst for klimaet

Jeg har talt med flere såvel klienter som øvrige relationer, der oplevede en dobbelthed ved den usædvanligt varme sommer i 2018. Hvor landmænd og haveejere sukkede, udtrykte også andre en bekymring over de heftigere regnskyl, storme og oversvømmelser og generelt voldsommere vejr. Pludseligt blev andre dele af klodens udfordringer med naturkatastrofer, tørke, oversvømmelse og orkaner mere nærværende for flere, og det blev både lettere at relatere til og vanskeligere at ignorere.

Men der er forskel på at bekymre sig om klimaet og så udvikle en decideret angstlidelse. Psykolog Camilla Karmark fra klinikken Lind og Karmark ser en tendens til, at det ofte er unge med en generaliseret angstlidelse, for hvem klimaet i særdeleshed fylder.

For personer, der i forvejen er ængsteligt anlagt, kan klimaangsten få lettere fat, og bekymringerne fodres let ved den.

“Klimaangsten er delvist rationel og velbegrundet”

Noget af det udfordrende ved klimaangsten er, at den ikke kan håndteres på helt samme måde som eksempelvis fobi over for edderkopper eller mus. De fleste af os er godt klar over, at edderkopper i Danmark ikke er giftige, og at musene kan bringe ubehag, men ikke er direkte farlige. Anderledes ser det ud med hensyn til klimaangsten. De færreste af os kan overskue, hvilke forandringer det vil bringe med sig.

»Klimaangsten er delvist rationel og velbegrundet,« udtalte Simon Elsborg Nygaard, der forsker i miljø, klima og bæredygtighed ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet til psykologernes fagmagasin, P, i efteråret 2019. Han har fået flere henvendelser fra unge, der overvejer, om det er forsvarligt at sætte børn i verden, eller knapt tør bevæge sig uden for en dør, fordi de ikke kan lade være med at forestille sig gaderne oversvømmede.

Troen kan være både en kilde til trøst og forøge angsten 

Noget, jeg til gengæld ikke har set beskrevet i særlig høj grad, er, hvilken rolle den enkeltes eventuelle tro eller religiøsitet kan have i forhold til klimaangsten. Vi ved fra den religionspsykologiske forskning, at det at have en tro eller religiøsitet både kan virke som en kilde til trøst og forstærke oplevelsen af frustration i mødet med en krise.

Min erfaring fra den kliniske praksis er, at noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til den ængstelighed, der er knyttet til klimaforandringerne. Når jeg taler med klienter om, hvordan de håndterer deres generelle udfordringer, beskriver nogle, hvordan bestemte religiøse aktiviteter eller ritualer kan være dem til trøst og hjælp. Nogle oplever en ro eller øget evne til at lægge bekymringer fra sig, når de for eksempel beder, mediterer, tænder et lys eller går i kirke. Andre oplever en øget frustration, skyld- eller skamfølelse over, at de praksisser eller religiøse vaner/ aktiviteter, der plejer at hjælpe dem, ikke lader til at gøre det.

Af og til har jeg hørt beskrevet, hvordan blikket på en afsvedet mark eller nyheder om internationale politiske spændinger kan slutte sig sammen med eksempelvis en frygt for dommedag, og for at en selv eller ens nærmeste skulle gå fortabt. Her kommer personens personlige tro og teologi altså ind i billedet.

Denne katastrofeangst kan være vanskelig at dele med andre, så ofte har personen gået alene med den i lang tid, før vedkommende tør dele den med nogen. Dette berører således nogle helt grundlæggende eksistentielle temaer om liv og død.

Tankerne optræder hos dem jeg har talt med ofte sammen med en følelse af en forpligtelse til at handle og en oplevelse af afmagt, fordi personen ikke ved, hvordan han eller hun skal løse det. Og ofte har personen ved nærmere eftertanke haft en fornemmelse af, at det er for stor en opgave for et enkelt menneske at løfte. Afmægtighedsfølelsen kan stjæle både håbet, modet og initiativet fra os.

Håbsskabende aktiviteter og erfaringsdeling kan modvirke klimaangsten

Psykologisk set kan vi også se, at der er en tendens til, at disse bekymringer fylder mere hos den, der kæmper med angst og/eller depression, og at det kan tage af, hvis angsten/depressionen også gør. Alene det at få en viden om dette kan for nogle virke lettende.

Psykolog og Ph.d. i religionspsykologi Heidi Frølund foreslog i en anbefalelsesværdig podcast på Radio 24syv om klimaangst, at man øver sig i at være til stede i nuet og i at lægge bekymringerne fra sig for en stund. Det kan eksempelvis ske gennem en enkel lille handling som at glæde sig over at plukke æbler i haven på en efterårsdag eller at opnå glæden ved at handle sammen med andre i fællesskab. For selve det at gøre noget, hvor småt det end kan synes, kan være med til at modvirke apatien og til at give os håbet og handlekraften igen. Det kan ofte være hjælpsomt at tale med en person, man har tillid til – for eksempel en viis ven eller en psykolog, når tankerne og bekymringerne begynder at løbe i ring. Men der er også noget håbsskabende ved at begynde at handle i fællesskab med andre.

Rådene om at tale sammen, erfare at man ikke er alene med bekymringerne, få kanaliseret følelserne over i handling og skabe positive visioner for fremtiden går igen hos danske og internationale eksperter i klimaangst. Det kan styrke troen på, at vi kan påvirke udviklingen – og at vores adfærd dermed kan medvirke til at gøre en forskel.

Af Elli Kappelgaard, 13. marts 2020

Elli Kappelgaard,
aut. psykolog
Elli Kappelgaard, aut. psykolog

Læs flere artikler fra Agapes videns-univers:

Rammer for det gode samvær

Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...

Overgreb