Lykke og perfekthedskultur

“Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?” skriver Carl Viggo Meincke i sin sang. Sangen handler om kærestesorger og om at være blevet forladt af sin elskede. Her giver lykkens afslutning intuitivt mening. Noget er afsluttet, der er noget at længes efter, og der er sorg. Men hvad så når lykken bare ikke dukker op, når man synes, den burde? Når vi har alt at være glade og lykkelige over, men bare ikke føler lykken.
Så må det jo være mig, der er noget galt med.

Vi lever i en del af verden, hvor vi burde være ret så lykkelige. På overfladen har vi alle muligheder for at blive lykkelige. Og hvis ikke, så kan det være, vi har lært i kirken, at vi skal takke og være glade for alt det, vi har. Så manglende lykke må vel logisk set være vores eget problem. En fejl ved os som personer. Det kan være, vi tænker, at vi er utaknemmelige, forkerte, eller blot ikke gode nok til at fokusere på det gode.

Herfra kan vi gøre mange ting. Vi kan bebrejde os selv, at vi ikke føler, som vi burde. Vi kan tolke, at der må være noget galt, siden vi ikke føler os lykkelige. Derfra kan vi så prøve at ændre ting i vores liv for at opnå lykke. Vi kan blive bange for, hvad det siger om os, at vi ikke er lykkelige og gå og frygte, at andre skal opdage, at vi er utaknemmelige skarn.
I artiklen her vil jeg både prøve at forklare nogle af årsagerne til, at dette er helt naturligt. Derudover vil jeg prøve at bringe nogle brugbare synsvinkler og begreber på banen til at forstå det anderledes og bruge nåden som en aktiv del af vores hverdag.

Perfekthedssamfundet

Siden oplysningstiden har vi i vores del af verden kæmpet med vægten af ideen
om, at du er din egen lykkes smed.
Det vil sige, at lykken er noget, du selv skaber.

Undskyld sproget, men det betyder også, at du er din egen lorts smed.
At hvis du ikke er lykkelig, er det din egen skyld.

Der er mange ting at sige til dette. For det første er det en løgn. Vi kan ikke selv bestemme, om vi er lykkelige. Mere om det i afsnittet ‘Følelser og burde’. Men ideen lever i bedste velgående. Du skal skabe dit liv, du skal skabe din succes. Nogle gange hører vi endda, at livet ikke handler om at finde sig selv, men at skabe sig selv. Det hele hviler altså på din egen præstation. Så det er nemt at komme til at jagte lykken gennem præstation og perfektion.
For det andet så er ideen om at være sin egen lykkes smed helt uden blik for virkeligheden i at være menneske. Vores lykke afhænger i høj grad af omstændigheder, vi ikke har kontrol over. Om vores elskede er sunde og raske. Om de elsker os. Om vi har de ressourcer til rådighed, som vi har brug for.

At være taknemmelig er ikke en følelse, det er en praksis.

Dernæst er stræben, perfektion og præstation modgift i forhold til lykkefølelsen. Lykkefølelsen kan beskrives som en slags glædelig tilfredshed med livet. Og det, at kæmpe sig mod et mål og tage sig sammen, indbefatter tanken om, at der, hvor jeg er nu, ikke er godt nok. Så når vi er i de tanker, så er lykken ikke til at komme i nærheden af.
Nogle vil måske indvende, at pointen netop er at komme frem til målet for der at opleve lykken og tilfredsheden. Det lyder logisk, men det er det faktisk ikke rigtig. Forskning viser, at hvis du kæmper med vægten og har en ide om, at alt bliver bedre, når du når målvægten, så er resultatet et helt andet end lykke. Det viser sig, at du er i større risiko for at få en depression efter at have nået din idealvægt, hvis du ventede at blive lykkelig af det.
Lykken ligger ikke for enden af regnbuen, som du piler afsted mod.

Følelser og burde

I den kultur, vi lever i, har vi idealer for alting. Krop, arbejde, familieliv, præstation, tro, frivillighed, vægt og sågar også følelser. Vi skal gerne leve op til alle idealerne for at være “gode nok”. Og når vi så når frem til at opfylde det hele, så skulle lykken gerne komme og kaste skønt tryllestøv over mig, og alt er godt.

Her kommer idealet om lykke ind som en slags joker. Hvis vi ser lykke som en følelse, bliver det faktisk absurd at have idealer for, hvornår den gerne skal være der.
Hvis vi selv bestemte, hvad vi følte, ville jeg som psykolog ikke have noget job. Tværtimod er følelserne udenfor vores magt. Vi kan håndtere dem så godt som muligt, men at bestemme over dem er ikke menneskeligt muligt.

Når lykken udebliver i forbindelse med at blive gift, blive forælder, få drømmejobbet eller gå på pension, kan det føles meget forvirrende og problematisk.

Mit arbejde består generelt i at hjælpe mennesker med skam.
Her er perfekthedskulturen et af de store problemer. Ideen om, at vi kan gøre noget perfekt, være den bedste version af os selv, håndtere følelser perfekt eller opnå værdi gennem at præstere perfekt. Problemet er, at vi har glemt magtlinjen. Magtlinjen er et billede på, hvad der ligger indenfor vores magt, og hvad der ligger udenfor den. Over linjen står der Gud/det guddommelige, og under linjen står der menneske.
Hos det guddommelige hører ubegrænsethed, perfektionisme, alvidenhed, almagt og mulighed for kontrol. Hos mennesket hører afmagt/magtesløshed, begrænset viden og udsyn, begrænset kontrol og omstændigheder.
Problemet opstår, når vi dømmer os selv, som om vi var Gud. Som om vi kunne forudse alt, styre alt, kontrollere og have magt over alt. Som fx at bebrejde os selv, at vi ikke føler det rigtige, selv om vi føler, at vi burde. Her er nøglespørgsmålet: “Var det dette resultat, jeg gik efter?” eller “Hvis jeg måtte bestemme, ville det så være på denne måde?” Hvis svaret er nej, så kan du ikke bebrejde dig selv.

Dette er en naturlig balance i livet, som vores samfund på mange måder har glemt i forbindelse med at være sin egen lykkes smed. Det har fordrejet sandheden om, hvor magten ligger. Vi må gøre op med nogle af idealerne og forstå, at lykken som følelse er lige så flygtig og uden for vores magt som vejret.

At være taknemmelig er ikke en følelse, det er en praksis.

BOGOMTALE
Krista Korsholm Bojesen er psykolog og udgav i 2017 bogen ”Skam” på Bibelselskabets Forlag.
Bogen er på 203 sider.
I bibliotekernes omtale står: Om de teoretiske, psykologiske og sociale aspekter ved begrebet skam. Med konkrete redskaber til at bearbejde skam og udvikle forsvarsmekanismer så skam ikke opstår. Det handler om at trække den kristne guds nåde ind for at ændre vores værdier og blik på os selv.